Thomas Korsgaard: »Jeg følte, at en fransk dreng havde udspioneret mig hele min opvækst og skrevet alt ned til mindste detalje«

De store bøger: Sommeren er over os, og vi har spurgt en række forfattere, bogorme og læseheste om deres livs bog eller bøger og bringer svarene i de kommende uger – i dag er det forfatter Thomas Korsgaard.

»Jeg blev ved at føle skam over, at jeg ikke havde noget smukt eller storslået at skrive om det sted, jeg kom fra«, siger Thomas Korsgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Forfatter Thomas Korsgaard er født i 1995 og debuterede i 2017 med romanen »Hvis der skulle komme et menneske forbi«. Bogen fik kritikerne til at dele gavmildt ud af stjernerne, og hans seneste roman, »Tyverier«, fra 2019 fik også en overvældende modtagelse i det danske litteraturland og var tæt på at vinde Læsernes Bogpris 2020.

I forlængelse af Berlingskes sommerserie »De store bøger«, spurgte jeg det unge forfattertalent, om han også har en helt særlig bog. En bog, der har haft en særlig formativ betydning for ham.

Thomas Korsgaard

»Jeg fandt ud af, at den første bog, jeg måtte skrive, var en bog fyldt med grimme og ulækre ting.«


»Ja, det har jeg. Den bog, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, er den franske forfatter Édouard Louis’ »Færdig med Eddy Bellegueule« (udgivet 2014, red.).«

»Den læste jeg, nogle år før jeg selv debuterede med min første roman. Nu er det ikke fordi, at jeg altid læser for at genkende mig selv, men da jeg læste Éduourd Louis’ første roman, følte jeg, at en fransk dreng havde udspioneret mig under hele min opvækst og skrevet alt ned til mindste detalje!«

Det lyder næsten foruroligende?

»Det var på en måde en foruroligende oplevelse, men det var også en befrielse, fordi jeg gik og prøvede på at skrive min første roman, og jeg vidste bare, at jeg skulle skrive om Nørre Ørum og måske skulle tage udgangspunkt i min opvækst, men jeg blev ved at føle en skam over, at jeg ikke havde noget smukt eller storslået at skrive om det sted, hvor jeg kom fra. Men så læste jeg i Éduourd Louis’ bog sætningen: »Jeg har ingen lykkelige minder fra min barndom. Ikke at jeg ikke i momenter har følt lykke, men lidelsen er en nidkær magt. Den tilintetgør alt, hvad der ikke hører til i dens univers«. Jeg tænkte »præcis!«. Det er derfor, man ikke kan sidde og skrive noget smukt. Så jeg fandt ud af, at den første bog, jeg måtte skrive, var en bog fyldt med grimme og ulækre ting. Det blev klart for mig efter at have læst »Færdig med Eddy Bellegueule«, at der ikke var nogen vej udenom. Bogen gav mig carte blanche til at skrive min bog, som den skulle være.«

Åndelig »Sult«

Hvis du kunne vælge frit fra det samlede pantheon af verdens litterære værker, er der så et et, hvor du tænker: »Gid det var mig, der havde skrevet lige det værk«?

»Jeg gad godt at have skrevet Knut Hamsuns »Sult«. Den elsker jeg. Hamsun skriver jo helt vildt godt! Han lykkes med at skrive om noget, der er så konkret og lavpraktisk, mens han samtidig løfter fortællingen om en mand, der står i kolossale sociale problemer og lider under en udmarvende åndelig sult.

Hamsuns skildring af, hvordan hjernen og kroppen hænger sammen, er fantastisk skrevet. Jeg beundrer værket for det virtuose, men mest fordi den unavngivne hovedperson er en person, man aldrig bliver færdig med. Han er der pludselig og forsvinder så hurtigt igen. Man får meget lidt at vide om ham, og hvorfor han er endt i den ulykkelige situation, og derfor kan man ikke dømme ham. Man kan ikke bare sige, »tag dig sammen«. Vi ved ikke, hvordan han er endt i sin ulykkelige situation. Det er en genialt greb. Og så er det en hovedperson, der lyver helt vildt meget, og dem har jeg altid sympati for, for jeg forstår godt, hvorfor man er nødt til at lyve!«