Kasper Holten: Bogen, der ændrede mit liv, er slet ikke en bog

De store bøger: Sommeren er over os. Den gamle urostifter på himlen giver os fritid og fred til læsning. Vi har spurgt en række forfattere, bogorme og læseheste om deres livs bog eller bøger og bringer svarene i de kommende uger. I dag er det direktør for Det Kongelige Teater Kasper Holten.

»Det er næsten ufatteligt hvilken eksplosion af inspiration, Shakespears værker bugner af. Ikke alene er de bedste af hans skuespil fortalt, så man åndeløs af spænding må følge plottets udvikling, men hans karakterer er også så vidunderligt komplekse, at man kan blive ved med at grave ned under overfladen og finde nye dybder at spejle sig i«, siger Kasper Holten. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Bogen, der ændrede mit liv, er i virkeligheden slet ikke en bog. Det er ikke litteratur, som er skrevet ned for at kunne læses af en læser, og en slags bog blev det først til flere år efter forfatterens død.

Alligevel er det ikke kun en helt speciel bog for mig, men et af verdenslitteraturens nøgleværker – et værk, der lige siden sin skabelse har domineret som den uomgængelige bibel for, hvordan karakterer, plot, magtspil, familieintriger, selvransagelse og kærlighedshistorier skal udfoldes.

»Derfor er spørgsmålet slet ikke, hvad jeg har at sige om Hamlet. Spørgsmålet er, hvad Hamlet har at sige om mig. «


Det er naturligvis William Shakespeares samlede værker, jeg taler om. En samling skuespil fra omkring år 1600, men så aktuelle som nogensinde før. Så sent som i forgårs nåede jeg til sidste afsnit i anden sæson af HBOs TV-serie »Succession«, der handler om arvefølgen i en stenrig amerikansk families mediekonglomerat  – og forfatterne gør ikke det mindste forsøg på at skjule, at de har ladet sig inspirere indgående af Shakespeares måde at fortælle den slags historier på: King Lear er urdramaet om arvefølge, og det er tydeligvis meningen, at man skal mærke inspirationen fra Shakespeare i det moderne drama.

Det er næsten ufatteligt, hvilken eksplosion af inspiration, hans værker bugner af. Ikke alene er de bedste af hans skuespil fortalt, så man åndeløs af spænding må følge plottets udvikling, men hans karakterer er også så vidunderligt komplekse, at man kan blive ved med at grave ned under overfladen og finde nye dybder at spejle sig i.

Dramernes drama

Jeg husker selv, da jeg for 20 år siden fik det privilegium at iscenesætte dramaet over alle dramaer, »Hamlet«. Man nærmer sig som instruktør naturligvis den tekst med en vis ærefrygt: Fortolket igen og igen, hvad nyt kan man dog have at sige? Men det viser sig, at det slet ikke er sådan man skal spørge. Shakespeares tekst er nemlig så rig, at hvis man blot går til den med nysgerrighed og oprigtighed, så åbner der sig nye betydningsmuligheder bag hver sætning. Og tror man, at man har fundet svaret, så støder man på ord eller sætninger og kradser lidt i dem, og en ny afgrund af mulige betydninger åbner sig svimlende for én.

Derfor er spørgsmålet slet ikke, hvad jeg har at sige om »Hamlet«. Spørgsmålet er, hvad »Hamlet« har at sige om mig. Teksten er så sindrigt konstrueret, at skuespillet til alle tider bliver et spejl af det, som nu optager os: For Freud var »Hamlet« et stykke om fadermordet og ødipalt begær. I 70ernes Østeuropa handlede stykket naturligvis om politisk undertrykkelse. I 90ernes »End of history«-eufori gjorde Mel Gibson Hamlet til action-helt. I år 2000 var det oplagt for mig, at stykket handlede om informationssamfundet – viden er magt. Hvad det betyder i 2020 finder vi ud af, når Morten Kirkskovs iscenesættelse åbner sæsonen i skuespilhuset om et par måneder, og vi igen kan spejle os i Hamlet.

Sammenligner man med andre fantastiske dramatikere fra det 17. århundrede eller for den sags skyld det 18. og 19. med, så er der bare mere på spil hos Shakespeare. Måske skyldes det, at værkerne på én gang er stor kunst og samtidig har en frækhed som et moderne reality-show.

Elitekunst og folkedomstol

Det slog mig, da jeg i 2014 iscenesatte en opera på indendørs-scenen på Shakespeares Globe i London. I virkeligheden er det umuligt at forstå Shakespeare helt, hvis man ikke har været på The Globe – en rekonstruktion af det teater, hvor flere af skuespillene blev uropført. Det meste af publikum står op nede foran scenen, tæt presset sammen. Skuespillerne henvender sig direkte til publikum, kæmper om vores gunst. Det er elitekunst og folkedomstol på én gang – og det kan aldrig tillade sig at blive kedeligt. Det går bare ikke, når publikum står op og under åben himmel. Så taber teatret.

De monologer i Shakespeares stykker, som vi i dag ofte internaliserer og forstår som psykologiske streams of-consciousness, var således ganske enkelt de forskellige karakterer, der trådte ud af scenerne og henvendte sig direkte til publikum for at bejle til os, argumentere for deres sag. Nogle råt-for-usødet-transaktioner mellem karakter og publikum og som sådan i sig selv studier i, hvordan populisme fungerer.

»Har man alligevel ikke mod på at lægge sig ved stranden med Shakespeares samlede værker hen over sommeren, kan jeg gerne anbefale »Tyll« af Daniel Kehlmann«, skriver Kasper Holten. Fold sammen
Læs mere

Men det er ikke reality-TV. Slet ikke. For karaktererne er dybe og komplekse. Skurkene griber os om hjertet, og heltene vækker vores afsky ved tvivlsomme handlinger (eller mangel på samme). Etiketter, der først kan synes sort-hvide, eksploderer i kompleksitet og åbner selve livet for os. Og sproget blomstrer, så vi er langt hævet over virkelighedens realisme og lokkes med ind i et rige af poetiske fortolkninger af sindets kringlede veje. Ja, sproget i Shakespeares stykker er faktisk så rigt, at en lang række faste vendinger og fraser i det engelske hverdagssprog den dag i dag stammer derfra. Prøv selv at google det.

Shakespeares stykker er skrevet for at blive spillet, levet, oplevet i teatret. Men ingen opførelse af Shakespeare giver os nogensinde en chance for at få alle nuancerne med. Derfor kan vi blive ved med at se hans skuespil igen og igen, og nye betydninger vil åbne sig for os. Men derfor giver det også mening at anbefale hans skuespil som litteratur (i originalen, eller i Niels Brunses vidunderlige nye oversættelser fx), så man kan dykke ned i poesien og opdage alt det, der er på spil under overfladen, når Shakespeare ses i teatret.

PS: Har man alligevel ikke mod på at lægge sig ved stranden med Shakespeares samlede værker hen over sommeren, eller foretrækker man at opleve teater i teatret, så kan jeg gerne anbefale en bog, der er næsten shakespearsk i sit vanvittige persongalleri, sit rige sprog og sin ambitiøse fantastiske fortælling: »Tyll« af Daniel Kehlmann fra 2017 er en forrygende fantasi over en række karakterer gennem Trediveårskrigen på kryds og tværs af Europa – på Shakespeares tid eller kort derefter. Læs, grin og græd.