Drengen danser linedans på bunden

Stærk fortælling om at vokse op som bøsse i et råt og macho-rigidt arbejderkvarter i udkants-Frankrig.

Édouard Louis leverer stærkt med »Færdig med Eddy Bellegueule«. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kræver en særlig form for balancegang at manøvrere sig gennem barn- og ungdommen, hvis man er anderledes end flertallet. Det er ikke let på den ene side at skulle forsøge at passe ind og på den anden side at holde fast i den form, man har, slet ikke tidligt i livet. Den slags kan give uligevægt i hverdagen, og det er, hvad den feminine knægt i Édouard Louis’ skønne selvbiografiske »Færdig med Eddy Bellegueule« må igennem, før han kan lægge traumer, trods og tristesse bag sig.

Eddy Bellegueule er navnet på hovedpersonen og forfatterens alter ego, den tøsede dreng, der taler med lidt for høj stemme, hviner som en tøs og hellere vil lege med nabopigens dukker end at spille fodbold og sej med de andre drenge. Han føler sig kejtet og forkert i forhold til det hårdkogte arbejdermiljø, han vokser op i, hvor tonen er rå, midlerne er små, og en rigtig mand slår sig på flasken og på tæven, når noget går ham imod.

Eddy »Smukfjæs« (som efternavnet betyder) forsøger ihærdigt at kæmpe mod sig selv og sine egne drifter for at blive accepteret, elsket og lagt mærke til. Han indlader sig med piger og fodbold, han forsøger at ændre sin gang og sin stemme, og han kæmper en brav kamp for at lade sig opsluge af den rå og macho-rigide proletarkultur.

Det er en grim, hjerteskærende og samtidig morsom beretning, hvor hovedpersonen skal stå meget igennem, før alting ender bedre end før. Den grimme ælling Eddy Bellegueule smider til sidst opvækstens tunge åg af sig og forlader andegården, kommer på gymnasiet i en større by, senere på universitetet, får udgivet en bog (om Pierre Bourdieu) og folder sig ud som en fuldvoksen og feteret svane og forfatter ved sit nye navn, Édouard Louis.

Sitrer af intensitet

Tonen er hård og humoristisk, der er ingen påtaget arbejderromantik over det her. Det er ren udkantsrealisme fra en lille fransk (dansk, europæisk?) flække, hvor drømme er druknet i for meget pastis, hårdt fysisk arbejde og angsten for ikke at kunne betale sine regninger. Bogen er for så vidt lige så meget – og måske endda endnu mere – en fortælling om plebejere og bonderøve end en fortælling om bøsser, og som et moderne socialrealistisk portræt af fransk og vestlig underklasse er den uovertruffen.

Med en vovet henvisning til Stefan Zweigs beskrivelse af de demonstrerende kvinder foran Versailles i 1789 ironiserer Louis sågar over de udsattes splittelse mellem underkastelse og oprør. Der er næppe noget at sige til, at bogen har vakt en del debat i Frankrig, ikke mindst i skismaet mellem fiktion og fakta og om, hvor meget og hvad, man kan, skal eller må afdække af virkeligheden i en roman.

Louis skriver i et rent, næsten barnligt reflekterende sprog, der gennemstrømmes af en svagt ironisk, tankevækkende undertone, som får teksten til at sitre af intensitet. Louis leger med ordene, opfinder nye rammende udtryk (som ’middelklassekrop’) og differentierer på begavet vis de forskellige sociale klasser gennem sproget. Der er enkelte små handlingsmæssige uregelmæssigheder (omkring drengesex i skuret, mobning i skolen, telefon i hjemmet), men samlet set er »Færdig med Eddy Bellegueule« en djævelsk god bog.

Titel: Færdig med Eddy Bellegueule. Forfatter: Édouard Louis. Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt. Sider: 240. Pris: 200 kr. Forlag: Rosinante.