Her er seks ting, du skal se på Enter Art Fair

Med over 250 kunstnere er det svært at vide, hvad man skal opsøge på årets udgave af Enter Art Fair. Men her er seks kunstnere, der altid leverer noget spændende.

Alicja Kwades »Pars Pro Toto« ved Panuminstituttet. Stenene vejer et sted mellem 92 kg og 23 tons o er skabt af materialer fra ti lande på tre forskellige kontinenter. Asger Ladefoged

Selv om coronaen har aflyst mange begivenheder, åbner kæmpe-kunstmessen Enter Art Fair fredag i den enorme tunnelfabrikshal langt ude i Nordhavn. Her, hvor sænkekasserne til Øresundstunnelen blev støbt, er det en anden form for undergravende virksomhed, der vil foregå, når 60 gallerier og over 250 kunstnere skal forsøge at overbevise de nysgerrige gæster om, at lige deres kunst, lige deres stand, lige deres blik er det rigtige lige nu. At lige netop de har den nye grænseoverskridende kunst, vi har brug for – den fantastiske ting, vi ikke kan leve uden.

Kunst er i dag en milliardforretning, og branchen er karakteriseret af en hektisk jagt på det nyeste, der er helt lige så intens som den, der foregår i mode- eller musikbranchen. Tilsvarende er kunstbranchen helt lige så fuld af døgnfluer som popbranchen, og på nogle områder helt lige så forudsigelig. Selv om alle konstant jagter den vildeste, skarpeste, skærende kant, så er der nogle greb, der er på mode. Der er ting, der ligner hinanden ejendommeligt meget, og ting, der bare gentager den dagsorden, der synes at være den rigtige lige nu.