Uhyggelig russisk chikane i Østeuropa: »Det er et hybridangreb«
Flere fly har de seneste dage haft problemer med at lande. Pilen peger på Rusland – nu advarer flere lande om, at chikane fra Rusland skal tages alvorligt.

Flere fly har de seneste dage haft problemer med at lande. Pilen peger på Rusland – nu advarer flere lande om, at chikane fra Rusland skal tages alvorligt.

I weekenden skete det igen.
Et fly fra Finnair på vej mod Estland måtte natten til fredag opgive at lande i lufthavnen i Tartu på grund af forstyrrelser på gps-signalet. Det skriver det estiske medie ERR.
Det er angiveligt det andet fly på to dage, der blev tvunget til at vende om. Og nu advarer ministre fra Baltikum uafhængigt af hinanden mod det, der formodes at være russisk chikane.
Estlands udenrigsminister, Margus Tsahkna, siger til Financial Times, at man betragter gps-forstyrrelserne som »en del af Ruslands fjendtlige aktiviteter«.
»Sådanne handlinger er et hybridangreb og en trussel mod vores folk, og vi vil ikke tolerere dem,« siger han.
Også Litauens udenrigsminister, Gabrielius Landsbergis, advarer:
»Tingene i den baltiske region nær russiske grænser bliver nu for farlige til at ignorere.«
Financial Times skriver, at ministre frygter en katastrofe i luften.
Gps-signaler bliver brugt af fly, skibe og anden transport til at navigere efter, og signalforstyrrelser kan være et alvorligt problem for især mindre fly.
Problemer med jammingaktivitet rammer ikke kun de umiddelbare naboer til Rusland.
Også Danmark og en række andre lande omkring Østersøen har oplevet påvirkning af forstyrrelser i signalet. Sidste gang, det skete, var i marts måned i år.
Trafikstyrelsen oplyste på daværende tidspunkt til B.T., at årsagen til udsvingene var ukendt, men at man de seneste år har set et stigende antal udsving i dansk luftrum.
Det kan være vanskeligt at lokalisere, hvor et angreb præcist kommer fra, og derfor er det svært at placere et ansvar, men meget tyder på, at det er Rusland, der står bag jammingforstyrrelserne.
Centerleder ved Center for Security ved DTU Space Henning Heiselberg siger i et interview med Jyllands-Posten:
»Rusland er den oplagte synder. De har kapaciteten til jamming i den størrelse. Og når man tidligere har kunnet lokalisere jamminger til Kaliningrad – som er en russisk enklave – tyder det i hvert fald på, at det også er russerne, der er ansvarlige.«
The Guardian skriver, at omkring 46.000 fly har registreret gps-forstyrrelser over Østersøen siden august ifølge en analyse af flydata fra hjemmesiden gps.jam.org. En stor del af forstyrrelserne formodes at være russisk chikane, skriver det engelske medie.
Gps-forstyrrelserne har fået det svenske søværn til at advare om sikkerheden for skibsfart, og de baltiske lande opfordrer nu deres allierede til at tage Ruslands chikane, der udgør en reel risiko for international flytrafik, alvorligt, skriver Financial Times.