Vreden vokser – og hvor er det skønt at kunne give andre skylden for det meste

Det vigtige er, at vi får luftet ud og sat grænser. Ned med busterne. Ud med tvivlen. Væk med min egen rolle, skriver Kresten Schultz-Jøgensen i denne kommentar.

Kresten Schultz-Jørgensen er ceo hos virksomheden Oxymoron Communications. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er befriende med den nye vrede, der skyller hen over landet. Cyklisterne sparker til bilerne, bilisterne råber ad hinanden, ældre damer skælder ud i togene, og almindelige fodgængere giver hinanden fuckfingre under juleudsmykningen.

Tendensen har på været på vej i årevis, den er velbeskrevet i faglitteraturen, og nu kan den vidunderligt nok mærkes hele tiden: Vi finder os ikke i flyvende fis. Vi kritiserer alt. Og vi giver andre skylden for det meste.

Vreden kan jo noget, som venligheden og tvivlen aldrig gav plads til. Der er hul igennem til dyreriget, og adrenalinen suser orgiastisk, når man sådan tænder af på en fremmed idiot.

Hjerneforskningen beviser det: Inde i det limbiske system sidder en lille valnød, Amygdala, der håndterer frygt, angreb og trusler. Hvis den trænes hver dag, bliver den utroligt effektiv og en kæmpe hjælp i det daglige hamsterhjul.

Enkelt sagt: Hvis man overfuser nogen bare to-tre gange dagligt, kan man efter en kort periode slet ikke finde ud af andet.

Så vi skal bare fyre den af. Tænde af på politikerne og medierne. Være rasende på mændene, perverse svin. På kvinderne, hysteriske kællinger. De gamle ubrugelige tosser. De unge narcissister.

Filosoffen Lars Henrik Schmidt skrev for nogle år siden en bog om den nye vrede og om, hvor den mon kommer fra. Han mente, at den var båret frem af de sociale medier, der promoverer fejl og negativitet. Plus den særlige form for hyggepsykologi, der handler om, at det er godt at sætte grænser.

Giv plads til vreden! Giv plads til dine følelser!

Og dét har jo altid været en god idé for dem, der rent faktisk er undertrykt og intimideret. Det nye er, at vi alle har ret til vreden.

På bålet med de dumme svin

Vreden kan noget, når den rigtigt får lov. Den har historiens vingesus over sig, et sus af katolsk inkvisition, og det er lige så man sveder på overlæben.

På bålet med de dumme svin. Rettergang behøves ikke, det er vreden, der er målet.

I det ansvarsfri samfund er vi alle frigjorte. Engang troede vi på nuancer og evnen til at se sig selv som en del af situationen. No shit, no more.

Jeg hader alle dem, der begrænser mit ego. Naboerne, børnenes skolelærere, alle de sammenspiste klogeåger, der promoverer deres bedrevidende pamper-agendaer fra deres korrupte hovedkvarterer i hovedstaden, hvor de spreder deres mangel på respekt for … sådan en som mig.

Det vigtige er, at vi får luftet ud og sat grænser. Ned med busterne. Ud med tvivlen. Væk med min egen rolle.

Dumme svin, siger jeg, hvis nogen mener noget andet end mig. Skrid, hvis nogen tiltaler mig i det offentlige rum.

Vreden er det nemmeste; den behøver knap nok et argument. Den behøver hverken indsigt eller udsyn; vreden kommer direkte fra frygt og derfor fra et fravær af åbenhed og empati.

Vreden behøver kun Amygdala. Den sidder lige herinde i tindingen og stortrives med sin blodgennemstrømning.

Når vreden fylder det hele, når venligheden er væk, bliver alting meget nemmere