Velskrevet kæmpeværk dissekerer et af historiens største og mest afgørende slag

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Jonathan Dimblebys »Barbarossa – Da Hitler tabte krigen« er et velkomponeret og grundigt værk, men samtidig også en problematisk og uforløst bog, skriver militærhistoriker Niels Bo Poulsen, Institutchef på Institut for Strategi og Krigsstudier.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Næppe nogen dato under Anden Verdenskrig er vigtigere end 22. juni 1941 – dagen hvor Tyskland angreb Sovjetunionen og dermed indledte en fire år lang eksistenskamp mellem de to totalitære regimer.

Kampene medførte enorme ødelæggelser i Sovjetunionen, og da Stalins styrker i maj 1945 rejste den røde fane over Rigsdagsbygningen i Berlin, var 27 millioner sovjetborgere døde, heraf en meget stor del myrdet af nazisterne.

Tyskland mistede over fire millioner soldater og enorme mængder materiel – langt mere end på nogen anden front. At de vestlige liberale demokratier slap helskindet gennem krigen, skyldes paradoksalt nok deres partnerskab med Sovjetunionen – en ideologisk  hovedmodstander frem til juni 1941.

Efter en retræte næsten helt tilbage til Moskva viste landet sig i stand til at modstå den tyske krigsmaskine, og gradvist kæmpede Den Røde Hær sig fra Stalingrad og helt frem til Berlin.

Den britiske historiker Jonathan Dimblebys bog »Barbarossa – Da Hitler tabte krigen« er fortællingen om denne bedrifts første fase – kampene fra juni til december 1941. Det er en velfortalt bog, som i bedste angelsaksiske stil velkomponeret krydsklipper mellem dramatiske hændelser og øjenvidneberetninger fra fronten, regeringskontorerne og almindelige menneskers liv. Men Barbarossa er på en række punkter også en problematisk og uforløst bog.

Nazismens ugerninger

Dimbleby vælger at indlede i 1922, hvor et mangeårigt tysk-sovjetisk strategisk samarbejde blev indledt. Efter næsten 200 sider når vi frem til sommeren 1941, og undervejs har læseren hørt mangt og meget om Tysklands og Sovjetunionens generelle historie og er blevet grundigt indviet i britiske forsøg på at håndtere disse magter.

Så følger mere end 400 sider om østkrigens første seks måneder, herunder det amerikansk-britiske-sovjetiske samarbejde, kamphandlingerne og de forfærdende nazistiske ugerninger, som ledsagede dem.

Bogen »Barbarossa – Da Hitler tabte krigen« af forfatter Jonathan Dimbleby dykker ned i Hitlers invasion af Sovjetunionen i juni 1941. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lindhardt & Ringhof.

Det er fint fortalt med udgangspunkt i allerede eksisterende forskning, men i modsætning til den alt for lange omvej, bogen tager undervejs til østfronten, lukker Dimbleby overraskende hurtigt konflikten ned igen. Blot cirka 20 sider vies til, hvad der skete på østfronten efter 1941. Der er intet at finde om de langsigtede konsekvenser af krigen, som ellers på flere områder trækker dybe spor den dag i dag.

Over for denne kritik kunne Dimbleby indvende, at når han dvæler så længe ved årene frem til juni 1941, skyldes det, at han vil vise, at Storbritannien forsømte at etablere konstruktive relationer til Sovjetunionen i mellemkrigsperioden og i virkeligheden drev Stalin i armene på Hitler.

Dimbleby skoser desuden briterne for at undervurdere Sovjetunionens militære potentiale og ikke helhjertet yde landet materiel hjælp, efter at man i sommeren 1941 blev forbundsfæller.

Læseren må indirekte forstå, at Hitler havde været ordnet længe før, hvis blot briterne havde kendt deres besøgelsestid. Dermed underspiller Dimbleby, hvor presset Storbritannien var, ligesom han underkender, hvor logisk det var i de vestlige demokratier at frygte Sovjetunionen lige så meget eller endog mere end Nazityskland.

Betegnende nok er der stort set intet om den systematiske undergravningsvirksomhed, Sovjetunionen bedrev i de demokratiske lande via den internationale kommunistiske organisation Komintern, hvilket blandt andet den danske historiker Niels Erik Rosenfeldt har afdækket i flere fremragende bøger.

Bagklogskab

Ifølge Dimbleby var det i tidsrummet juni til december 1941, at Tyskland taber krigen. Ved at angribe Sovjetunionen gabte Hitler simpelthen over alt for meget. Dimbleby udlægger dog dette forhold særdeles ensidigt og uden at skelne mellem, hvad vi kan se i bagklogskabens lys, og hvad datidens perspektiv var. Betragter man krigen måned for måned og ud fra samtidens perspektiv, var den langtfra afgjort ved årsskiftet 1941-1942.

Dels i den forstand, at de allierede ikke selv regnede sejren for endegyldigt sikret før engang i 1943-1944. Dels fordi der i hvert fald frem til sommeren 1943 var en vis mulighed for en tysk-sovjetisk fred. Og endelig, fordi den sovjetiske hjemmefront gennem hele krigen var presset til det yderste, og fordi Den Røde Hær længe var sin tyske modstander taktisk underlegen og derfor led uhyrlige tab af mænd og materiel.

Sovjetisk svaghed

Dermed er vi ved det fjerde problematiske punkt i bogen. Den er en udmærket sammenskrivning af relevante engelsksprogede bøger tilsat et par dryp primærkilder, men den anvender ikke tysk- eller russisksproget forskning, ligesom en hel del relevant engelsk speciallitteratur er fraværende.

Det medfører, at forfatteren ikke i tilstrækkelig grad har blik for den sovjetiske hjemmefronts svaghed, at han overdriver tilslutningen til Stalins styre og underdriver betydningen af terror og tvang for styrets succesfulde mobilisering af samfundet.

Samtidig savner man i høj grad en analytisk ambition med bogen, der stort set aldrig hæver sig over det berettende, og som i øvrigt er præget af mindre fejl og uklarheder.

Jonathan Dimbleby kommer derfor aldrig helt i mål med sin bog. Det tager dog ikke fra den, at læsere, der orker en 700 sider lang og noget langsomt startende rejse til østkrigens første seks måneder, er i selskab med en god fortæller.

Barbarossa – Da Hitler tabte krigen
Forfatter: Jonathan Dimbleby. Sider: 712. Pris: 399,95. Forlag: Lindhardt og Ringhof.