Verdensrevolutionens spioner

Kommunisterne søgte med alle midler verdensrevolutionen. Redskabet var spionage, propaganda og konspirativt arbejde i Vesten. Niels Erik Rosenfeldts nye bog om dette hemmelige arbejde er en læsefryd.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man kan lide at læse om spionage, likvideringer, konspirationer, falske pairer og storpolitik er Niels Erik Rosenfeldts bog »Verdensrevolutionens Generalstab« lige sagen.

Rosenfeldt udgav i 2009 en engelsksproget bog om Stalins magtstrukturer og hans hemmelige tjenester, men her har han på dansk koncentreret sig om Den kommunistiske Internationale, der blev kaldt Komintern. Med base i Moskva forsøgte den lige fra 1919 at fremme verdensrevolutionen. og snart fik den nationale afdelinger i en mængde lande, der med undergravende virksomhed forsøgte at få revolutionen til at brede sig. Som en gigantisk blæksprutte bredte denne organisation sig med kurerer, spioner, pengeoverførsler og febrilske aktiviteter. I Tyskland og Ungarn forsøgte man regulære revolutioner og i Danmark og andre lande pøsede man i samarbejde med nationale kommunistforeninger benzin på utilfredshedens bål.

Det er simpelthen en ganske fremragende gennemgang, Rosenfeldt har af denne omfangsrige virksomhed. Kilderne er i hovedsagen russiske arkiver, men han supplerer med den efterhånden ganske omfattende litteratur.

Der var ingen midler, der ikke blev taget i anvendelse af først Lenin og senere Stalin. Ganske vist konkluderede PET-kommissionen i 2009, at Stalin ikke havde den store interesse for Komintern og at de enkelte nationale kommmunistpartiet fik lov til at køre en ret selvstændig linje, men Rosenfeldt affærdiger denne påstand og kalder den »højst misvisende.«

I Danmark var en række ledende kommunistiske partimedlemmer som Richard Jensen, Arne Munch-Petersen og Aksel Larsen dybt involveret i Kominterns aktiviteter. Mange husker sikkert, at Munch-Petersen døde i sovjetisk fangenskab i 1940 og Larsen også var i farezonen. Mange teorier er blevet spundet om årsagen, og Rosenfeldts supplerer fint ved at pege på, at Arne Munch-Petersens skæbne var en del af den paranoide politik, der ramte Komintern i denne fase og som Stalin stod bag for at udrense fremmede i organisationen. Aksel Larsen var heldig derved, at han ikke var så dybt impliceret i Kominterns intriger og ikke så ofte var nævnt af andre kommunister som trotkistisk afviger og lignende.

Bogen er fuld af fantastiske skæbner, som ikke tidligere har været fremme, men nu beskrives endda ofte med fremragende fotografier. Det er simpelthen ganske forrygende læsning, klart skrevet og med sidehistorier med intens drama. Samtidig holder Rosenfeldt hele tiden tungen lige i munden og giver en storpolitisk ramme, så brikkerne falder på plads - således også Munch-Petersen/Aksel Larsen-affæren. Det er international forskning på højt niveau og Kominterns virke var så gysende menneskeforagtende, at ingen kan være uberørt af bogens beskrivelser.