Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hvad sker der, når en af verdens største rocknavne vælger at selvudgive sit nye album uden om den etablerede pladebranche? Det fik vi allerede svaret på i 2007 med Radioheads »In Rainbows«. Selv om albummet solgte færre eksemplarer end mange af deres tidligere udgivelser, var bandets indtjening større end nogensinde før. Simpelthen fordi der var færre spillere, der skulle have en bid af kagen.
I fredags gjorde forsanger Thom Yorke det så igen, da han lynudsendte sit nye soloalbum »Tomorrow’s Modern Boxes«. Denne gang valgte han dog en endnu mere bemærkelsesværdig strategi. Albummet er nemlig udgivet som et såkaldt betalt torrent-bundle i samarbejde med netvirksomheden BitTorrent, der står bag fildelingsteknologien af samme navn.
Selv om torrent-teknologien ikke i sig selv er ulovlig, er det den, der ligger til grund for den ulovlige fildeling, der finder sted via kontroversielle hjemmesider som The Pirate Bay. Set i det lys er det derfor ret bemærkelsesværdigt, at et stort navn som Thom Yorke nu i stedet for at bekæmpe teknologien vælger at omfavne den.
I modsætning til de millioner af torrent-filer, der flyder gratis rundt på nettet og gør det muligt at hente ulovligt indhold ned på sin computer, koster det seks dollar at få adgang til Thom Yorkes såkaldte torrent-bundle. Missionen er på den måde at vise, at teknologien sagtens kan bruges som en distributionskanal, der både kommer kunstnere og rettighedshavere til gode.
»Folk er på andre platforme«
Og indtil videre peger alt da også i retning af, at Yorke har haft succes med den økonomiske side af sit eksperiment. Allerede søndag – altså blot 48 timer efter udgivelsen – havde 230.000 personer betalt og downloadet det nye album. Hvilket altså allerede nu giver Thom Yorke en omsætning på over syv millioner kr., efter BitTorrents ti pct. er trukket fra.
For folkene bag BitTorrent handler det om at skabe et scenarie, hvor både uafhængige indholdsproducenter og de store plade- og filmselskaber gør deres indhold tilgængeligt som betalte torrent-bundles a la den, Thom Yorke netop har udgivet. Tankegangen er, at forbrugerne ikke længere har nogen undskyldning for at vælge den ulovlige løsning, hvis en lovlig fil pludselig dukker op blandt de ulovlige søgeresultater.
Teknologien er på plads. Men scenariet hvor alle de store indholdsproducenter ligefrem omfavner BitTorrent-teknologien, synes stadig meget langt væk. Lige nu er BitTorrent-land stadig det vilde vesten og kræver desuden en del teknisk snilde fra forbrugernes side.
Hos musikselskabernes brancheorganisation IFPI spår kommunikationschef Lasse Lindholm da heller ikke modellen den store fremtid. I hvert fald ikke i Skandinavien.
»Det her med at tilbyde download er i sig selv ikke specielt interessant i forhold til det skandinaviske marked, hvor 63 pct. af musik-omsætningen i Danmark alene kommer fra streaming. Så hvis man som Thom Yorke udelukkende vælger at tilbyde sin musik som download, skal man nok ikke forvente den store markedspenetration blandt danske musikelskere. Folk er på nogle andre platforme i dag,« siger han.
En gammel, sur mand
I det hele taget har streamingtjenester som Spotify og WiMP været med til at begrænse problemerne med ulovlig fildeling herhjemme, fortæller Lasse Lindholm. Men for Thom Yorke er ideen med de lovlige torrent-downloads i sig selv et bud på et lønsomt alternativ til tjenester som Spotify, som han i flere omgange har kritiseret for ikke at udbetale nok penge til kunstnerne.
»Det er en kritik, man ofte hører i umodne markeder. Men i takt med at kunstnerne begynder at få nogle større og større checks, begynder kritikken også at forstumme. Jeg forstår godt, at folk bliver nervøse over en ny virkelighed, men samtidig synes jeg også, at det er lidt komisk, at Thom Yorke forsøger at lancere det her som nyt. Han lyder mest af alt som en gammel sur mand, når han retter kritikken og så samtidig præsenterer en løsning baseret på en teknologi, der efterhånden er lidt gammeldags og konservativ,« siger Lasse Lindholm.
»Så på den måde synes jeg ikke, at det her er vildt pioneragtigt.«