Den årlige filmfestival i Cannes er i øjeblikket i fuld gang, og byen myldrer med omkring 5.000 journalister, der tjener deres løn ved at mandsopdække de tilrejsende filmstjerner. Journalisterne forsøger at få de mest nærgående interviews, mens stjernerne og deres PR-folk forsøger at give netop deres film den bedst mulige omtale.

Det er ikke altid en kabale, der går op, og det betyder, at de fleste journalister kan fortælle om interviews, der gik skævt – nogle gange meget skævt.

Interviewene foregår som regel ved de såkaldte »roundtables«, hvor stjernen konfronteres med journalister fra fem-seks forskellige medier. Værst er det selvfølgelig, hvis en af journalisterne af en eller anden grund vækker filmstjernens mishag.

En typisk måde at gøre det på, er at komme med en lang fortolkning af den film, som vedkommende har stået bag, før man stiller et spørgsmål. Det er en af de sikreste måde at irritere en skuespiller eller instruktør, der måske ikke kan genkende udlægningen af sit værk.

Selvom jeg således burde have vidst bedre, var det netop det, jeg gjorde, da jeg interviewede Fernando Meirelles om hans film »Blindness«, der handler om en verdensomspændende epidemi af blindhed. En bestemt scene mindede mig nemlig om George A. Romeros berømte zombie-film, og jeg måtte spørge Meirelles, om han var inspireret af Romero. »Nej, jeg laver ikke zombie-film.

Og jeg ved ikke hvem Romero er,« lød det vredt fra Meirelles, og det kunne så have været godt med det. Hvis ikke det havde været fordi de omkringsiddende journalister også mente, at der var ligheder og begyndte at spørge ind til Meirelles kendskab til zombiefilm. Resten af interviewet forløb i en meget nedkølet atmosfære.

En filminstruktør som Michael Moore er selv journalist, og nyder en god gang diskussion. Da han lavede sin film »Sicko«, der er en kritik af det amerikanske sundhedssystem (pre-Obamacare), betød hans nysgerrighed, at han brugte hovedparten af den tildelte interviewtid til at udspørge hver enkelt af de tilstedeværende journalister om deres hjemlands sundhedsvæsen. Det blev ikke en nem historie at skrive.

Nogle filminstruktører bryder sig slet ikke om journalister, heriblandt mestre som Roman Polanski, danske Nicolas Winding Refn, østrigske Michael Haneke (der selv har været filmjournalist), tyske Ulrich Seidl og den engelske Mike Leigh.

Sidstnævntes film ligger undertegnedes hjerte meget nær, så da jeg fik lejlighed til at møde ham, priste jeg hans film i høje toner.

»Javel ja. Hvilke har du set?« brød han ind. Jeg fik møjsommeligt hevet en håndfuld af hans titler ud af hukommelsen, men tilføjede en enkelt af hans film, som jeg af uransagelige grunde tilstod, jeg ikke havde set.

»Den er ellers ret nem at skaffe på video,« sagde Mike Leigh, der var tydeligt utilfreds med det dårlige hjemmearbejde. Utilfredsheden blev endnu dybere, da jeg lidt klodset fik formuleret følgende et spørgsmål til den socialt engagerede Leigh.

»Nogle kritikere vil mene, at tiden er løbet fra socialrealismen. Hvad er dit svar til dem?«

Mike Leigh kneb øjnene sammen, og hvislede:

»Sjovt at »nogle kritikere« aldrig selv er tilstede i interviews. Og når de ikke har mod til at troppe op i egen person, synes jeg ikke, jeg behøver at svare på så åbenlyse tåbeligheder,« sagde Mike Leigh.

Michael Bo, journalist på Politiken:

»Sidste år skulle jeg interviewe den tyske instruktør Ulrich Seidl på en tagterrasse i Cannes. Som altid under filmfestivalen i Cannes kunne det lige akkurat lade sig gøre, hvis tidsplanen blev fulgt til punkt og prikke. Efter tyve minutters ventetid, var jeg begyndt at omrokere mit dagsprogram i hovedet, men havde ikke fået anden melding fra Ulrich Seidls PR-folk, end at han var gået ned efter en sandwich.

Ganske rigtig dukkede han omsider op med en sandwich i hånden, men var øjensynligt så irriteret over at blive forstyrret i sit måltid, at han kun svarede med enstavelsesord. Irritationen var helt gensidig, og pludselig rejste han sig uden varsel op og gik sin vej. PR-manden kom ilende og forklarede, at Ulrich Seidl var gået på toilettet. De fleste filmkunstnere skelner mellem sig selv og deres film, men Ulrich Seidl er åbenbart ret meget som sine film: Gådefuld og misantropisk.«

Christian Monggaard, filmredaktør på Information:

»Jeg deltog i et rundbordsinterview med Billy Bob Thornton, der er kendt som en festabe, og som kom ind med en Budweiser i hånden og et rigtigt godt humør.

Han spurgte alle ved bordet, hvad de syntes om filmen (»Bad Santa«), hvilke skuespillere og instruktører sædvanligvis ikke gør, fordi de godt ved, at det nok ikke er ved den lejlighed, at man får de mest ærligste svar. Og hvis man siger, at man ikke kan lide filmen, giver det ikke de bedste interviews – i sagens natur. Alle rundt om bordet kunne dog godt lide filmen, pånær en kvindelig tysk journalist, som mente, at den er for drengerøvsagtig.

Det svar kunne Billy Bob bestemt ikke lide. Så derfra benyttede han enhver lejlighed til at skændes med den tyske journalist. I sidste ende blev interviewet kun det: Et sjovt skænderi. Ingen kunne dog bruge det til noget, pånær det engelske filmblad Empire, der gengav hele seancen ord for ord.«

Nanna Frank Rasmussen, filmanmelder på Jyllands-Posten:

»Mange journalister, inklusiv mig selv, kunne engang måbende påhøre en tysk journalist spørge Nicole Kidman: »Er det rigtigt, at du blev kaldt stork, da du var ung, Ms Kidman?«, hvilket hun besvarede med et »hva’ behager?«

Da skuespilleren ikke forstod spørgsmålet, begyndte journalisten at lave vingeslag med armene og imitere en stork, der spiser frøer med sit næb. Her brød de journalister, der ikke var krøbet ind i sig selv af skam over den tyske kollega, ud i fnis, der blev til klapsalver, da Kidman køligt kiggede væk fra den kvækkende, hoppende journalist og sagde »Næste spørgsmål, tak«.