Engang i midten af 1960erne i Hellerup blev en lille dreng ved navn Kristian Levring ramt af en pil, der havnede i ansigtet på ham, to centimeter fra det højre øje. Pilen var blevet affyret under en vild legen cowboys & indianere, hvor de traditionelle dødsfjender tørnede sammen bevæbnet med luftgeværer og hjemmelavede buer.

Et halvt århundrede senere er arret stadig synligt, selv om det, som ar nogle gange gør, er vandret fra sin oprindelige plads ved siden af øjet til op over et af hans buskede øjenbryn. Den i dag 57-årige Kristian Levring har også selv fuldendt en vandring, der begyndte med barndommens fascination af det vilde Vesten og de tusindvis af western-film, der etablerede myten om de mænd og kvinder, der gjorde det vildt.

Western med Mads Mikkelsen

Han har nemlig netop færdiggjort »The Salvation«, der er det første seriøse bud på en dansk western nogensinde, indspillet i Sydafrika med Mads Mikkelsen i rollen som en Clint Eastwood-agtig hævner. I aften har filmen officiel verdenspremiere ved filmfestivalen i Cannes, hvor Kristian Levring vil indtage den berømte røde løber med sin entourage af gallaklædte skuespillere.

Da Berlingske møder instruktøren i hans hjem i den hyggelige nordlondonske bydel Hampstead, er Zentropa i Danmark i færd med at overføre den færdigklippede film til en digital kopi i det format, Cannes-festivalen kræver, og tiden er knap. Kristian Levring går i cirkler på gulvet gennem sine stuer, mens han taler i mobiltelefon. Hans stemme er rolig, og udstikker retningslinjer uden at blive hævet.

»Sig til dem, at de skal ringe direkte til mig – og kun til mig – hvis der opstår problemer,« siger han.

Livslang drøm

At instruere en western har været en livslang drøm for instruktøren, der blev færdigguddannet som klipper fra den danske filmskole i en periode, da skolen udklækkede den ene talentfulde årgang efter den anden. Lars von Trier, Lone Scherfig, Susanne Bier og Peter Aalbæk Jensen er nære venner, og det var sammen med de tre kolleger, Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Søren Kragh-Jacobsen, at Kristian Levring i 1995 grundlagde den såkaldte dogmebevægelse, der med udgangspunkt i et strengt »kyskhedsløfte« satte dansk film på verdenskortet.

»Det var Lars, der udformede Dogme95, jeg var bare inviteret og sagde begejstret ja tak,« siger Kristian Levring, hvis film »The King is Alive« fra 2000 blev den fjerde ud af de 212 danske og udenlandske film, der officielt er registreret af dogmebevægelsens sekretariat.

Bemærkningen er karakteristisk for Kristian Levring. I modsætning til Lars von Trier, der synes at suge verdenspressens opmærksomhed til sig med spektakulære og selvbevidste medieoptrædener, er Kristian Levring en tilbageholdende person, som betydeligt færre danskere har kendskab til. Han har endog svært ved at tage betegnelsen »filmkunstner« til sig, og flytter sig uroligt i sofahjørnet, da Berlingske bruger ordet.

»Jeg vil gerne gå med til at kalde mig filminstruktør. Men jeg vil slet ikke sætte mig samme kategori som Lars. Jeg siger absolut ikke, at jeg er talentløs, og jeg sætter barren enormt højt i forhold til det talent, jeg har. Men man skal ikke sætte barren deroppe, hvor det bliver umuligt. Så bliver man et ulykkeligt menneske. Man stiller sig først fri, når man finder ud af, hvor ens styrke ligger, og hvilke svage sider, man skal arbejde med. Men det gælder ikke bare filminstruktører. Det gælder matematikere, journalister, præster og arbejdsmænd,« siger Kristian Levring.

Den erkendelsesproces er selvsagt lettere at beskrive, når man kan se tilbage på et langt arbejdsliv, og den dækker over de tunge kampe, han allerede som barn tog med både sig selv og med sine forældre.

Født ind i en entreprenant familie

Det lå nemlig ikke umiddelbart i kortene, at Kristian Levring skulle gå den kreative vej. Han blev født ind i en entreprenant, hellerupsk familie, hvis forretningsanliggender førte til, at forældrene bosatte sig permanent i Schweiz, da Kristian Levring endnu ikke var blevet teenager. Det var ikke en lykkelig beslutning set med drengens øjne.

»Det er hårdt at blive fjernet fra sine venner, flytte til et andet land, og blive sat i en fransktalende skole, når man ikke kan et ord fransk,« fortæller Kristian Levring, hvis måde at tale på synes tidsmæssigt fastfrosset, som det kunne have lydt på en nordsjællandsk golfbane for årtier siden. Når han siger »meget«, lyder det som »made«, og ikke som det nudanske »marjet«.

Det er ikke en barndomshistorie, han fortæller ofte, og ordene falder i forsøgsvise dryp, når han skal beskrive det voldsomme opgør med forældrene, som skiftet satte i gang. Når han taler om den vrede, der rejste sig som en storm i ham mod hans far, skifter han fra »jeg« til »man«-formen, sådan som man gør i kredse, hvor aktiekurser er et hyppigere samtaleemne end følelser.

Alle teenagere skal have deres faderopgør, men det er de færreste, der i kampens hede tager så drastiske konsekvenser af det, som han gjorde.

Ud af skolen som 15-årig

Allerede som 15-årig besluttede Kristian Levring sig for at gå ud af skolen og emigrere fra Schweiz til Frankrig. Her ernærede han sig med tjenerjob i et skisportscenter.

»Mor var naturligvis bekymret. Far var gammeldags og mente, at man måtte lære af sine fejl på den hårde måde. Han fik sin vilje,« siger Kristian Levring.

Den 15-årige Kristian så meget ældre ud, end han var, og alle hans arbejdskammerater på skihotellerne var i midten af tyverne. En 25-årig kæreste droppede ham, da hun erfarede hans sande alder ved at kigge i hans pas. De mørkeste sider af voksenlivet blev åbenbaret for ham, råt for usødet, da han arbejdede som natportier.

I dag mener han, at de år var afgørende i dannelsen af ham som menneske og kunstner.

»Man er 15-16 år, men lever i en voksen-verden. Man lader som om, man er meget ældre. Man prætenderer og lærer ikke at spille med åbne kort,« siger Kristian Levring.

Filmens tryllenummer

Årene i Frankrig blev imidlertid også en åbning til en anden form for illusion. Allerede som barn havde han opdaget, hvad man kunne gøre med et kamera. Den første Kristian Levring-film blev optaget på 8 mm, og ligger stadig i en skuffe i hjemmet i Hampstead. Den genskaber ved hjælp af tinsoldater et napoleonsk slag, hvor de medvirkende møjsommeligt flyttes rundt og bliver filmet et billede ad gangen, indtil tilstrækkeligt mange billeder er akkumuleret, så de ved en afspilning af filmrullen ser ud til at flytte sig af sig selv. Det tryllenummer bjergtog drengen, men den »smukke illusion«, som han kalder det, lever stadig i den voksne.

»Det var en leg for mig at arbejde med film. Og det er det stadig. Det er et stort pres at have ansvaret for en filmproduktion, og jo større en filmproduktion er, jo større pres. Derfor er det enormt vigtigt for mig at lave de her lommer i løbet af en produktion, hvor man glemmer alt presset, fordi man er i gang med at lege. Hvis alt klapper, formidles fornemmelsen af leg også til publikum, så at også de kan forglemme sig i filmen,« siger Kristian Levring.

Mellem hoteljobbene arbejdede han for Det Danske Filminstitut på filmfestivalen i Cannes. Et af hans job bestod i at hænge plakater op for den danske festivalstand, og når det var overstået, sneg han sig til forestillinger på de store instruktørers film.

Rystet over "Taxidriver"

»Jeg så »Dommedag Nu« i alle de tre versioner, der blev vist, fordi Francis Ford Coppola ikke kunne beslutte sig for, hvilken slutning,han ville have. Jeg var til verdenspremiere på »Taxidriver«, og gik fuldstændigt rystet fra filmen, og på en måde er jeg stadig rystet over filmen,« siger Kristian Levring, der samtidig fik opbygget sig en anse- elig filmviden ved besøg i et cinematek i Nice, hvor han systematisk gennemså Viscontis, Antonionis og Orson Welles’ film.

Herfra var der ingen vej tilbage. Som 18-årig rejste han til Danmark for at få sig en filmuddannelse, og fik i første omgang et ulønnet job på Det Danske Filmstudie i Lyngby. Her arbejdede Jørgen Leth, en af dansk films store eksperimenterende fædre, der allerede var et af Kristian Levrings forbilleder. Leth fattede interesse for den fransktalende unge mand, der vidste så meget om eksperimenterende film.

Talte med Leth om cykling

»Det var nu nok mest det faktum, at jeg kunne snakke med ham om fransk cykelsport, der tiltalte ham. Men en dag spurgte han, om jeg ville klippe en af hans film. Jeg var 21 år. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor stort det var,« siger Kristian Levring, der samtidig blev optaget på Den Danske Filmskole.

Her mødte han for første gang jævnaldrende med samme altædende interesse for film, som ham selv. På filmmuseet lånte Kristian Levring, stik mod reglerne, filmkopier af klassikere som Alfred Hitchcocks »Psycho« og Orson Welles’ »Politiets Blinde øje«. De gammledags filmruller blev monteret i et klippebord på filmskolen, så at han sammen med kammeraten Lars kunne granske scenernes opbygning i detaljer. En særlig fornøjelse var det at opdage, når mestrene blev grebet i en fodfejl såsom skyggen af et kamera i en kameragang.

»Nogle filmelever bryder sig ikke om at se andres film, fordi de mener, at det ødelægger deres eget kunstneriske udtryk. Andre, som jeg og Lars von Trier, kan ikke få nok,« siger Kristian Levring.

Men der er også en bagside ved at lære film i dybden. Samtidig med, at filminstruktøren vokser frem, forandres barndommens berusende filmoplevelse til den voksnes filmforståelse. Den udvikling har et tragisk element i sig, siger Kristian Levring.

»Som barn køber man den smukke illusion. Man ved godt, at filmen er optaget på et kamera, men i en vis forstand opfatter man det, der sker i film, som virkeligt. Jeg troede fuldt og fast på, at Chaplin havde adopteret en gadedreng, da jeg som barn første gang så »The Kid«. Den oplevelse kan man aldrig få igen. Alle mennesker mister deres naivitet i takt med, at de bliver ældre. Men jeg tror, at det »syndefald« er større for filminstruktører. Vi betages stærkt af illusionen, men kan ikke længere opleve den, når vi selv bliver tryllekunstnere,« siger Kristian Levring.

Efter filmskolen blev vennen Lars von Trier et verdensnavn inden for filmkunsten med sin banebrydende eksperimentalfilm »Forbrydelsens Element«, mens Kristian Levring i første omgang grundstødte med sit forsøg på at lave en dansk science fiction-film.

»Et skud fra hjertet« foregik i Danmark efter en verdensomspændende katastrofe, og er i dag mest kendt for at indeholde Lars Hugs kæmpehit »Elsker dig for evigt«. Filmen var der derimod ikke ret mange, der elskede, men værst var det, at Kristian Levring havde investeret sine egne penge i filmen, der efterlod ham med en betragtelig personlig gæld.

Ud af gælden med reklamefilm

Den eneste måde, han kunne komme ud af gælden, var ved at gå ind i reklamefilm-branchen, der i 80erne boomede med større og større budgetter.

»Om der var mange fra filmskolen, der syntes, at jeg spildte min tid med reklamefilm? Tjah, det gjorde de vel stort set alle sammen. Men sagen er, at det, der alle dage har været drivkraften for mig i filmarbejdet, er muligheden for at skabe billeder. Og i reklamefilm var der langt større muligheder for at arbejde med det visuelle, end der var i dansk film i 1980erne,« siger Kristian Levring.

På få år opbyggede han en af landets mest succesfulde reklamefilmvirksomheder, en proces, der blev fremskyndet af hans kosmopolitiske baggrund. Snart havde han opgaver over hele verden, heriblandt for de store bilmærker. Uagtet filmskoleelevernes foragt var det en branche, der bød på utrolige arbejdsoplevelser, men vigtigere for instruktøren var det, at opgaverne gav ham mulighed for at lege med »det helt store Märklin-tog«.

Han filmede fra en helikopter hængende over Mont Blanc, og i Monument Valley i Utah (hvor forbilledet John Ford filmede sine westerns). Han fik afspærret New Yorks Brooklyn-bro i to timer, hvor 8.000 statister skulle genskabe byens maraton-løb til en reklame for energidrik.

Konge af New York

»I den situation føler man sig som Konge af New York,« siger Kristian Levring.

Dette var årene, hvor reklamebranchen boomede i takt med finansmarkederne, men selv om pengene gav Kristian Levring den økonomiske tryghed, var det aldrig hovedattraktionen ved arbejdet. Tværtimod sagde han ofte nej til lukrative opgaver, og havde hyppige kreative bataljer med de kunder, han sagde ja til. Begge forhold bidrog paradoksalt nok til, at hans stjerne i branchen steg og steg.

»Hvis man blot gør det, kunden vil ha’, ender det med at blive ligegyldigt. Det skal selvfølgelig være mainstream, når vi taler reklame, men det skal være mainstream med et twist. Og det er det twist, som man bliver betalt for at levere,« siger Kristian Levring, der flyttede til London for at befinde sig i centrum af den globale reklamebranche. I slutningen af 1990erne tog han endnu en drastisk beslutning, og forlod endegyldigt reklamebranchen på et tidspunkt, hvor kunderne og honorarerne ikke kunne blive større.

»Indvendigt kunne jeg mærke, at jeg var begyndt at repetere mig selv. Og så ville jeg hellere stoppe, inden jeg blev et ringvrag,« siger Kristian Levring, der anslår, at han fik lavet 600 reklamefilm.

Udelukkende spillefilm

Fra da af arbejdede han udelukkende på spillefilm. Dogmefilmen »The King is alive« kom i 2000, det engelsksprogede koloni- drama »The Intended« i 2002, og den dansksprogede psykologiske thriller »Den du frygter« i 2008.

Men det er først med den netop færdiggjorte »The Salvation«, at Kristian Levring føler, at han har givet sig selv lov til at lege. Nøjagtig som den dreng, der engang flyttede tinsoldater rundt foran et kamera på et stuegulv i Hellerup. Og til sin western har han fundet de rette legekammerater, heriblandt Mads Mikkelsen, der lagde manuskriptet fra sig efter kun at have læst tre sider, og sagde: »Jeg er med!«

»Jeg har fået det kæmpestore privilegium at kunne lege med mit arbejde. Og når jeg er sammen med mine skuespillere, handler det om at skabe den tillid, der skal til, for at kunne lege med illusionerne. Det er Mads enormt god til,« siger Kristian Levring.

Det betyder, at han i aften kan sidde i festivalpalæet i Cannes og se sin film sammen med hundredvis af kritiske gæster med fuldkommen ro i sindet. Det er ikke modtagelsen af værket, der har været målet med »The Salvation«. Det har været legen, og den har aldrig været bedre end nu.