Skæg og ballade: Fra salafist til hipster

Henrik Thorup fra Dansk Folkeparti i Region Hovedstaden har stillet forslag om et forbud mod fuldskæg på læger og dermed sat streg under en gammel kendsgerning: At selv skæg kan være ideologisk holdeplads og levende kulturhistorie.

Arkivfoto: Uanset om du plejer, lader stå til eller barberer hele dynen af, så ligger der en signalværdi i valget - eller fravalget - af ansigtsbevoksning. Fold sammen
Læs mere
Foto: PETER CZIBORRA

En mand kan følge dagens gang tre steder: På uret, på solen og på skægget.

Herrer har ansigtets hårvækst som daglig udfordring. Skal man tage det væk? Skal man hellere gøre noget ud af det? Eller skal man slet og ret lade det leve sit eget liv?

Man kan i hvert fald ikke være ligeglad. Hvad man end beslutter sig for, sender det et signal til andre mennesker - også selv om man måske ikke ville sende noget som helst.

Da spidskandidaten Henrik Thorup fra Dansk Folkeparti i Region Hovedstaden stillede forslag om et forbud mod fuldskæg på læger, satte han streg under en gammel kendsgerning: At selv skæg kan være ideologisk holdeplads og dermed levende kulturhistorie.

Folk barberede sig med muslingeskaller så tidligt som for 100.000 år siden og brugte høvle af flint for hele 30.000 år siden.

Folk i det gamle Grækenland så et stort fuldskæg som tegn på visdom. De gamle romere gjorde lige det modsatte og ofrede deres ungdoms flødeskæg til guderne som en rituel port til manddommen.

Alexander den Store blev efter sigende ansvarlig for det store skel i skægbranchen: Den succesfulde hærfører og elev af filosoffen Aristoteles bad sine soldater barbere sig før et slag. For fjendtlige styrker med sværd i hånd skulle jo ikke kunne gribe fat i deres skæg med den ene hånd og hugge til med den anden.

Også soldater i nyere tid har undgået skæg. Fænomenet blev særligt udbredt under Første Verdenskrig og havde en uhyggelig grund: Brugen af giftgas var meget udbredt dengang - så soldaternes gasmasker skulle kunne slutte helt tæt til ansigtet.

Peter den Store fra 1700-tallet var navnkundig zar af Rusland og grundlægger af Sankt Petersborg og krævede helt glatte kinder af sine adelsmænd. Og hvis herrene ikke gjorde det, kunne zaren selv overtage deres barbering - indlysende nok en straf og ydmygelse uden sidestykke.

Henrik 8. af England med de mange koner skal ifølge en skrøne have indført skat på fuldskæg i 1535. Britiske historikere har aldrig fundet bevis for rygtet og gjort opmærksom på kongens egen kærlighed til hår i ansigtet.

Skæg bliver til gengæld et stort tema under den engelske reformation og dens ideologiske kampe: Præster før reformationen havde traditionelt barberet sig hver dag som tegn på afholdenhed og rene liv i almindelighed. Nationens øvrige mænd gjorde det jo ikke. Eller for den sags skyld kvinderne.

Ideen om skat på skæg dukker til gengæld op med jævne mellemrum senere i Europas historie og er for eksempel en realitet i Rusland frem til 1772.

Skæg som helhed blev generelt lidt mindre fremtrædende det 20. århundrede.

Den moderne mand i århundredets begyndelse har en relativt lang og veltrimmet moustache. Hvis man er brite og udsendt som officer i Indien, vil ens moustache typisk være til den buskede side.

En fiktiv type som Hercule Poirot i Agatha Christies romaner har den behårede overlæbe som varemærke og gør den ekstra populær.

Christie kalder i »Mordet i Orientekspressen« sin high-society-detektiv for »en lille mand med gigantisk moustache« - og moustachen selv kaldes et andet sted for »mistænkeligt sort«.

Den trimmede moustache forbliver højeste mode helt frem til århundredets midte og er efterhånden kun et par centimeter kort - tænk på komikere som Oliver Hardy fra »Gøg og Gokke« og Charles Chaplin.

En vis Adolf Hitler slår skår i den korte moustaches popularitet og bliver nok i virkeligheden dens død. Hvis herrer i århundredets anden halvdel har haft overskæg, har man enten holdt det rigtigt meget længere - med filmstjernen Clark Gable som det stilfulde eksempel og maleren Salvador Dalí som det lidt mere potrerede.

Hårvækst blandt arabere har som bekendt spillet en særlig rolle i de senere år. Visse mennesker ser endda skæg af en vis størrelse som markør for sympati med den arabiske sag.

Obligatorisk fuldskæg er ikke nævnt direkte i muslimernes hellige bog, koranen. Når omkring halvdelen af alle muslimer alligevel bærer skæg, handler det om traditioner fra profeten Muhammeds tid.

Især de stærkt konservative salafister er blevet kendt for traditionelle holdninger på området og holder deres fuldskæg bevidst langt og »uplejet«. De barberer til gengæld ofte overlæben, simpelthen fordi profeten vistnok selv gjorde det - hvorfor en mand med fuldskæg og uden overskæg i mange lande vil blive identificeret som salafist.

Andre trosretninger opfordrer tværtimod mandlige medlemmer til daglig barbering. Skæg ses i de tilfælde altså som signal på en civiliseret og kultiveret personlighed. Når klassisk malerkunst afbilder Johannes Døber med det »vilde« liv i ørknen, giver man ham hår over hele kroppen.

Men ikke så få grundlæggere af for eksempel mormonkirken havde faktisk selv store fuldskæg.

Så hvad er der sket i mellemtiden? Hippierne kom i vejen. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har formentlig villet lægge afstand til den amerikanske hippie med hans smag for rockmusik og sød tobak.

De såkaldte hipstere fra 2010ernes begyndelse gik for resten også med gigantiske fuldskæg. Men hippier og hipstere minder kun lidt om hinanden og divergerer helt et andet sted på kroppen: En klassisk hippie har uplejet skæg og langt hår. Hvorimod hipsteren har velplejet fuldskæg og kort hår.