Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Skov- og Naturstyrelsen har forbudt mig at klippe mit hår. De mener, at det huser to-tre uopdagede insektarter.«
Sådan lyder en af de mange oneliners, som sangeren og kunsteren Johnny Madsen angiveligt har liret af i sin godt 40 år lange karriere – i hvert fald ifølge de adskillige hjemmesider og Facebook-sider, der ligefrem samler på Johnny Madsen-citater.
Et andet klassiske Madsen-citat lyder: »Vi har en tradition for i vores familie at have fuldskæg. Det gælder også mændene.«
Rock’n’roll-on
Den 66-årige sanger fra Thyborøn, der har boet det meste af sit liv på Fanø, har mere end en gang måttet høre for sit liberale forhold til personlig hygiejne – særligt det fedtede hår og skæg har stået for skud. Det fik ham til tidligere i år at udvikle en skønheds- og kropsplejeserie bestående af en shampoo til »træt og viljeløst hår«, en flydende håndsæbe samt en deodorant, der ikke bare er roll-on, men rock’n’roll-on.
Johnny Madsens kropsplejeserie lanceres 28. oktober i landets Kvickly-butikker samt i SuperBrugsen på Fanø, hvor brugsuddeler Bent Kruse ifølge TV Syd har store forventninger til salget.
»Det er sjovt og vil helt sikkert blive kommenteret en masse. Vi tror, det kan have et godt salg på øen, hvor Johnny jo også bor, så derfor har vi taget en del af produkterne hjem,« siger han til TV-stationen.
Guldkorn om hård livsstil
Allerede på tirsdag kan man få et glimt af shampooen og dens ophavsmand, når der er premiere på TV 2 Fris nye reportageserie »Ja for Fanø!« Her medvirker Johnny Madsen sammen med sin »art director manager« Jeanett Exner og de frivillige på øens kultursted Realen.
Om sangerens fedtede hår skyldes en hård livsstil med sprut og smøger vides ikke med sikkerhed, men størstedelen af de føromtalte Johnny Madsen-citater handler om netop det emne.
»Der er nogle dage, hvor man kan drikke en hel kasse øl, og der er dage, hvor man bare kan blive ved,« lyder et af dem.
Og så er der ingen grund til at fortvivle, for: »Selv om man er tyk, kan man godt have tynd mave.«