Så drager vi til fronten

Foto: Mads Nissen. Jesper Beinov.
Læs mere
Fold sammen

Det var en verden af civilisation og ordentlighed, der gik under, da Europas ungdom drog til fronten i sommeren 1914. Den Store Krig, som den blev kaldt, blev vi forskånet for herhjemme, når bortses fra de landsmænd, der frivilligt kæmpede i allieredes tjeneste, og de flere tusinde danske sønderjyder, der blev tvunget i kamp for det militaristiske og chauvinistiske Tyskland, krigens egentlige årsag. Tyskerne troede, at Rusland ville vokse sig stort i løbet af få år, så de ville slå til, inden zardømmet blev for stærkt.

København har sine festivaler, og igen i år agerer de dynamiske folk i Golden Days paraply for godt 100 kulturinstitutioner, der tager afsæt i Første Verdenskrig. Det er godt tænkt med et blik på den kunst-, kultur-, ånds- og realhistoriske arv, verdenskrigen efterlod sig. Vi tog afsked med »Verden af i går«, som Stefan Zweig kaldte tiden før barbariet.

Under indtryk af krigens gru blev stor kunst til. Tidligere på året opførtes i DRs Koncerthus Benjamin Brittens »War Requiem«, hvor Wilfred Owens krigsdigte fra Første Verdenskrig var bagtæppe, og det var stærke sager. Mest kendt for sin illusionsløse skildring af helvedet i skyttegraven er Erich Maria Remarques berømte roman »Intet nyt fra vestfronten«, som slutter med at skifte væk fra jeg-fortælleren, soldaten Paul Baumer, der til allersidst dør. Der klippes til den stærke, patosfyldt udgang i tredje person, hvor hærkommandoen meddeler, at der er »intet nyt fra vestfronten«. Med en sådan ulidelig lethed gik unge liv til grunde.

Generationen, der snublede i starten, blev de kaldt, alle disse unge, der brutalt fik revet illusionerne væk i skyttegravenes mudder, og som kom tilbage til samfund, hvor intet var som før. Når man har set hele årgange af skolekammerater miste livet eller på afstand har kunnet se, hvordan dødsdrift og krigsvilje smadrede lande og samfund, er det ikke mærkeligt, at værdierne pludselig flyder. Læs Jacob Paludans »Jørgen Stein« om amtmandens søn og hans udlevede bror. Eller Tom Kristensens fribytterdigte. Så står dette voldsomme brud smertelig klart.

Den folkelige digter og pacifist Jeppe Aakjær skrev i 1916 om Danmark: »Du puslingland, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge, mod dig vort håb og manddomsdrømmen går«. For mig at se har Danmark fra 1914-1989 været et puslingeland, der i høj grad lod andre om at løse problemerne, mens vi dukkede os. Selvfølgelig skulle vi ikke have kæmpet i Verdun, men at vi slap så nådigt gennem det 20. århundredes konflikter, skyldes ikke vores evne til at holde tungen lige i munden og spille neutrale, men snarere vores geostrategiske placering. Hele denne neutralisme blev en del af vor selvfølelse. Den gjorde os angste for at handle, mens Europa led, og prægede vores politiske valg lang tid frem. Heldigvis har vi siden Murens Fald i 1989 engageret os i verden med den aktivistiske udenrigspolitik. Dette er blandt emnerne, når Golden Days går i gang. Åbningen er fredag. DR K sender lørdag hele 12 timers forelæsninger og interviews om perioden.