Min datters drøm om MGP-succes

Jesper Eising, souschef på kulturredaktionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Esben Salling

Min datter fylder snart ni år og skal rykke op i tredje klasse. Hun elsker at synge, danse og optræde – som så mange andre piger i den alder – og nu er hun begyndt at skrive en sang til MGP, børne-melodi grand prixet.

Ja, faktisk er hun ret så optaget af det. Der bliver skrålet og fundet på, og min hustru og jeg bliver konstant afkrævet svar på, hvornår man senest skal tilmelde sig, og hvad der sker, hvis man nu ikke kan komme med til MGP.

»Hvis man er med til MGP, så skal man stå på MGP-scenen, og det vil jeg meget gerne,« som hun alvorligt fortalte sin lillebror forleden.

Vi fortæller selvfølgelig, at det langt fra er sikkert, at hun kan blive udtaget til MGP, men bakker hende også op – det gør man jo som forældre.

På den ene side er jeg imponeret over min datter. Jeg synes hendes gåpåmod og drive, som det vist hedder nu om dage, er fantastisk, og jeg er i det hele taget overbevist om, at sang, musik, dans og teater er vigtige elementer i et børne- og ungdomsliv, uanset hvilken kasse man iøvrigt ender med at befinde sig i.

På den anden side kan jeg heller ikke lade være med at blive lidt skeptisk over for det enorme mediepres, der er på børn og unge, når det gælder måden, hvorpå sang og musik bliver til TV-underholdning. MGP er der i og for sig ikke noget i vejen med, det er sjovt for børnene selv at lave deres sange og så videre, men man kan frasige sig, at det ligger fuldstændig i forlængelse af en række andre TV-formater som »X Factor«, »Voice Junior« og nu »Popstars«, som Kanal 5 genopliver med bl.a. Medina og Christiane Schaumburg-Müller som dommere.

Musik og sang gøres til en TV-konkurrence, hvor deltagerne iscenesættes og koreograferes, og hvor de lærer bestemte koder, som er centrale i underholdningsindustriens tjeneste. Det er de billeder, min datter og tusindvis af andre børn og unge ser. Det er de billeder, som er med til at skabe deres opfattelse af, hvad det vil sige at få succes og bryde igennem. 

Diskussionen er ikke ny, jeg ved det godt, og jeg vil nødigt lyde som en bekymret gammel mand, der begræder medieudviklingen. Jeg er udmærket klar over, hvordan TV har udviklet sig, jeg kan sagtens forstå, hvad der er godt TV, og jeg påstår ikke, at musik-koncept-TV-programmer a la ovenstående er roden til alt ondt.

Men jeg må også bare konstatere, at det har en effekt og en påvirkning ude i det små hjem, og at det også er for nemt for TV-stationerne blot at vaske hænderne og ikke være med til at diskutere, om man er medskaber af en kultur, der ikke kun er positiv.

I sidste ende er ansvaret mit som forælder. Så jeg støtter min datters MGP-drømme, selvfølgelig gør jeg det, men jeg håber og tror på, at hun også vil finde andre veje at udleve sine drømme om sang og musik end gennem et TV-show.