Russisk hæder til Alban Lendorf

Den 24-årige solodanser ved Den Kongelige ballet har vundet prestigefyldt pris for sin rolle i "Kameliadamen".

alban Lendorf og susanne Grinder i "Kameliadamen" på Det Kongelige Teater. Foto: Costin Radu. Fold sammen
Læs mere

Solodanser ved Den Kongelige Ballet, Alban Lendorf, vandt i aftes prisen som ”Årets mandlige danser” ved den prestigefyldte Benois De La Danse Galla på Bolshoi Teatret i Rusland.

Alban Lendorf fik prisen for sin rolle som Armand Duval i John Neumeiers "Kameliadamen", der sidste sæson spillede for fulde huse på Det Kongelige Teater til både publikums og anmeldelsernes fryd.

"Det (er) ren fryd at se Alban Lendorf ikke blot med stort teknisk overskud som Armand, men også med fremragende facetter i det dramatiske spil fra forelskelsens lyksalighed til desperation, vrede og fortvivlelse," skrev Berlingskes anmelder, Vibeke Wern dengang.

Balletmester Nikolaj Hübbe, der selv var en del af årets jury til prisuddelingen, er både stolt og begejstret:

"Jeg er fuldstændig overvældet. Det er en meget stor hæder, der her er tilfaldet Alban Lendorf, og det er ganske fortjent. Det er noget, vi kan være stolte af på Det Kongelige Teater, og det er en ære for Den Kongelige Ballet," siger han.

Solodanserinde Gudrun Bojesen, der for nylig fik Reumert-prisen som ”Årets danserinde”, var ligeledes nomineret ved prisuddelingen - i kategorien ”Årets danserinde”.

Benois De La Danse-priserne er skabt af den legendariske russiske koreograf Yuri Grigorovich og er blevet uddelt siden 1992.