Pigen med kropsinstrumentet

Det er ni år siden, Den Kongelige Ballet har forfremmet en dansk kvinde til solodanser. Susanne Grinder mente også snart det var på tide, at hun blev placeret øverst i hierarkiet.

Susanne Grinder er nyudnævnt solodanser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De første trin

Når Susanne hørte sin far sætte klassisk musik på anlægget, begyndte hun at hoppe rundt på stuegulvet. Faren fortalte, at det var balletmusik, og 5-6-årige Susanne Grinder troede hun dansede ballet. Storesøsteren gik til ballet. Det ville Susanne også, så hun fik lov til at prøve fantasien af på en privat balletskole i Fredensborg. Hun har vist sans for at optræde, tænkte forældrene.

Hun kom ind på Det Kongelige Teaters Balletskole og kunne, modsat mange af de andre børn, godt lide den stramme disciplin. »Jeg har aldrig haft svært ved at gøre, hvad der bliver sagt. Jeg er ret god til at indordne mig under regler,« siger hun i dag. Hun fik en god vennekreds og gjorde sit bedste for at leve op til skolens forventninger. Forældrene stod på sidelinjen og så til, mens deres yngste datter fandt ud af om ballet-livet var noget for hende.

Ballet eller bøger

»Balletskolen er en verden, der strider imod, hvordan tingene foregår ude omkring,« siger hun og peger ud af kantinens vindue på Kongens Nytorv. Hun nævner to eksempler:

Det danske samfunds officielle konsensus med, at alle skal have lige muligheder, oplevede hun ikke på balletskolen. De mest talentfulde balletbørn blev brugt mest, og det gjorde mange forældre rasende, at ikke alle børn havde samme chance for at blive gode balletdansere. »For når man bliver presset i sin dans, får man også mere ud af det. Sådan er naturen også. I naturen kommer de dygtigste også længst.«
 
Ballet-teenager + fodskade= krise

Efter tiende klasse havde Susanne Grinder for længst inhaleret balletmiljøet og gjort det til en del sin identitet. Men skolen havde kun undervisning til og med tiende, og hun tørstede efter mere end plié, tendu, rond de jambe, développé grand battement. Finpudsning af trinkombinationer var ikke nok. »Det var kedeligt, at det boglige stoppede, og jeg ikke havde nogen mulighed for at tage en gymnasial uddannelse på skolen.«

Hun havde som mange andre i 1. G-alderen lyst til at tage en uddannelse. Og som de fleste andre i den alder kom hun i livskrise. Var ballet overhovedet det, hun ville? Og så kom skaden i foden og den efterfølgende pause, som hun brugte på at tænke lidt for meget over manglen på intellektuelt input, livets genvordigheder generelt og skadens konsekvenser for karrieren.

Hun meldte sig til enkeltfagsdansk på Zahles skole. Tog »en studenterhue i dansk« som hun siger. Derefter fulgte fag som filosofi og billedkunst. »Jeg blev stædig omkring det, for jeg fik at vide, at det ikke kunne lade sig gøre samtidig med, at jeg gik på balletskolen. Men jeg ville vise, at jeg godt kunne.«

Da skaden gik over, kom lysten til en ballet igen. Hun gik fra at være aspirant til solist i kompagniet. Det betød flere prøver. Mere psykisk pres. Hun droppede skolefagene.
 
De andres liv

Der skal åbenbart kun lidt boglige ambitioner, en kæreste, der er nyuddannet læge og almindelig sund fornuft til, før en balletdanser højt på strå i Den Kongelige Ballet, får skudsmålet: En lidt usædvanlig balletdanser, der interesserer sig for andet end ballet. Susanne Grinder er ikke en, der tjekker nørdede balletvideoer ud på YouTube eller kan navnene på hele korpset i Paris-balletten.

»Min kæreste introducerer mig til mange ting, der ikke er ballet. Når jeg har mødt det udenfor, har jeg virkelig kunnet lide det, for denne verden er isoleret, hvis man ikke selv søger ud. Med vores arbejdstider er det jo svært at nå det hele og møde andre mennesker fra andre fag.«
Når hun skal koble ud fra balletverdenen, er det med hygge sammen med kæresten, privatfester eller på besøg til familien i Snekkersten.

»Balletten er en stor del af mig, men jeg nyder virkelig også at være væk fra det. Når vi har vores to måneders sommerferie, så savner jeg det ikke.«
 
Prisen

Hvilken pris har du betalt for at have brugt dit liv på ballet og ikke så meget andet – du skal pensioneres, når du er 40?

»Jeg betaler den pris, at jeg ikke har noget fritid, og at der er et hårdt fysisk og psykisk pres på mig, fordi jeg skal præstere hele tiden. Der er ikke tid til hobbyer, til at gå i byen eller til at tage kurser og den slags. Specielt med min nye titel kræver det, at jeg bruger meget tid på at restituere.

Jeg er meget obs på, at jeg vil fortsætte med at være glad. Hvis jeg i en periode på måske et par år ikke har været glad for at danse ballet, håber jeg, jeg tør tage konsekvensen og sige stop. En ballekarriere får også den konsekvens, at det bliver hårdt at skulle starte forfra som 40-årig.

Måske bliver jeg nødt til at starte i et job, der ikke er så interessant, fordi jeg ikke har en anden uddannelse end ballet. Man skal i hvert fald være meget initiativrig for at skabe sig et liv uden en uddannelse som 40-årig. Jeg kunne måske nok bide tænderne sammen til at tage nogle kurser – men, nej. Jeg har ikke overskuddet til det.«

Hvad med børn?

»Ja, det skal jeg have, men det tager nogle år ud af karrieren, så det skal planlægges, Planen er at jeg skal have dem, når jeg er i 30erne. En af korpspigerne fik barn som 22-årig og er nu tilbage i god form. Det kan sagtens lade sig gøre.«
 
Ballet-fryns

»At blive solodanser giver lidt mere i løn og lidt bedre pension til den tid. Og så har jeg hørt rygter om, at solodanserne får et bedre værelse, når vi er på turné. Det er mest titlen og æren. Der er intet fint træningstøj og den slags.«
 
Forgiftningen

Susanne Grinder er 26 år og får igen en skade i foden. Den sætter en stopper for balletprøver,
-træning og forestillinger i ugevis. Så får hun halsbetændelse. Ikke noget at snakke om. Men betændelsen bliver værre og værre. Det viser sig at være en sjælden blodforgiftning, som lægerne på epidemiafdelingen på Rigshospitalet ikke ved hvorfra stammer, om den er alvorlig eller bare forbigående. Det sidste er heldigvis tilfældet. Hun er indlagt i tre uger.

I dag vil hun ikke nærmere ind på omstændighederne, men man forstår, at det var en alvorlig omgang. »Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet. Det var et wake up call. Jeg kan huske, jeg tænkte: Det her skal jeg huske at tænke tilbage på, hvis jeg en dag bliver forfremmet. Jeg skal huske det her.« Hun siger ud i kantinen til sig selv, og til hele universet: »Man skal nyde, at man har det godt, og at man kan trække vejret. Hvad er man uden sin krop?.«

Blodforgiftningen bliver kureret, og først efter et år er Susanne Grinder på ballet-toppen igen. At hun umiddelbart efter indlæggelsen bliver kørt ned af en bil på Gammel Kongevej på sin cykel, får en flænge i skulderen og overfladiske skrammer og må stoppe med ballet igen i nogle uger - det er i sammenligning med blodforgiftningen det rene barnemad.

»Jeg kunne næsten ikke tage det alvorligt efter forskrækkelsen med blodforgiftningen,« siger hun.
»Det har været det heftigste halve år i mit liv,« tænker hun i de smertefulde måneder af 2007.

»Jeg fik krampe i kinderne«

Susanne Grinder var begyndt at blive en smule bitter. Hun havde i lang tid danset flere hovedpartier, prøvet og trænet mere end de fleste af sine kolleger og fik ros og gode anmeldelser men... »Jeg tænkte, at jeg ville til at have noget ud af det her hårde arbejde. Mere i løn eller en forfremmelse eller noget.«

På selve aftenen til Svanesøen i Operaen lørdag den 18. september havde kollegerne givet hende forskellige hints. »De havde set vores balletmester Nikolaj Hübbe i jakkesæt. Det var et slags tegn. Det havde jeg også, men jeg var for fokuseret på forestillingen, så jeg skød tanken fra mig. Forestillingen gik godt.

Til fremkaldelsen tænkte jeg: Gu’ ved om det sker nu. Jeg håbede, det ville ske. Én fremkaldelse. To fremkaldelser. Så gik tæppet ned, og vi lavede »sluse« som vi siger, når det røde tæppe er gået ned, og vi træder frem gennem tæppet og ud forrest på scenen. Så kom Nikolaj ind på scenen. Okay, nu sker der noget, tænkte jeg -  men det kunne også blive Marcin, polakken, som danser prinsen i Svanesøen.

Han var også oplagt til at stige fra solist til solodanser. Men ja, så blev det mig.
Det ærgrede mig, at jeg ikke kunne se publikum. De kunne godt have tændt lyset, så jeg kunne se, at de stod op og klappede.« Hun griner af sig selv. »Det var alligevel lidt af et chok at blive udnævnt. Jeg fik krampe i kinderne, for alle omkring mig var helt oppe at køre og glade på mine vegne.

Stor applaus og frem og tilbage. Stort kompliment fra publikum. Jeg tror faktisk, jeg blev lidt genert. Det var overvældende. Helt vildt. Og jeg glemte helt at tænke på, hvad jeg lovede mig selv, dengang med min blodforgiftning.« Inden vi forlader den nu tomme kantine, og hun skal hjem, understreger Susanne Grinder:

»Jeg er opdraget til at leve i nuet, og at man skal nyde livet der, hvor man er. Nu har jeg fået kørekort til at være solodanser, men min udvikling stopper ikke her. Jeg skal stadigvæk have udfordringer og piske mig selv. Men det handler jo om, hvor glad du er i din dagligdag på arbejdet, og at du kan komme hjem til en familie, du kan grine sammen med. Det er det, der gør lykken. Ikke at du har en titel.«

Læs også
:
AOKs omtale af Svanesøen
Svaneprinsessen blev solodanser

Fem stjerner til Svanesøen