Museet er også en pædagogisk legeplads

Tre af Københavns ældste museer har fået nye direktører. Vi har talt med de tre kvinder, der alle kommer fra museer uden for København. Om at samarbejde, om at komme i øjenhøjde med publikum og om at sikre den sammenhængskraft, politikerne er så bange for, at vi mister.

Tre nyansatte museumsdirektører, her i Den Hirschsprungske Samlings smukke udstilling, fra venstre Christine Buhl Andersen, Annette Johansen og Gertrud Oelsner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udskiftninger i toppen af museumslandskabet er ikke hverdagskost i dagens Danmark. Danske museumsdirektører sidder ofte i 15-20 år eller endnu længere og forlader først stolen, når de går på pension.

Det er derfor et ganske usædvanligt sammentræf, at hele tre af hovedstadens fine, gamle kunstmuseer – nemlig Den Hirschsprungske Samling, Thorvaldsens Museum og Glyptoteket – nu får ny chef inden for en periode på blot fire måneder. At alle tre nyansatte er kvinder og kommer fra museer i provinsen, gør ikke nyansættelserne mindre spændende.

B satte en tidlig morgen kort før jul de tre museumsdirektører stævne i Den Hirschsprungske Samling, hvor Gertrud Oelsner 1. november afløste Marianne Saabye, der gik på pension efter 30 år i direktørstolen. Gertrud Oelsner har siden 2000 været museeumsinspektør og forskningsansvarlig ved Fuglsang Kunstmuseum på Lolland. Annette Johansen har i snart ti år været chef for J.F. Willumsens Museum i Frederikssund og tiltræder 1. februar som direktør for Thorvaldsens Museum. Og Christine Buhl Andersen har siden 2007 været direktør for KØS – museum for kunst i det offentlige rum i Køge – og er netop udnævnt som ny direktør for Glyptoteket med tiltrædelse 1. marts.

De tre kvinder har kendt hinanden i mange år og har arbejdet sammen på kryds og tværs og om flere udstillingsprojekter gennem tiden. Det kommer de også til nu, hvor de får arbejdsplads i gåafstand fra hinanden. Det vil helt sikkert også komme museumsgæsterne til gode, at de tre nye direktører kommer fra mindre museer i provinsen, hvor samarbejde er en vigtig del af løsningen, hvis man skal tiltrække et større publikum.

»Jeg tror, vi vil kunne lave nogle spændende, forskningsbaserede samarbejder bl.a. om 1800-tallets kunst, som vi jo alle har i vores samlinger,« siger Christine Buhl Andersen.

»Vi har nogle meget store arkiver, som det kunne være spændende at få bragt mere i spil,« supplerer Gertrud Oelsner. »For eksempel en forskning i udviklingen af demokrati- og nationalitetsopfattelsen op gennem 1800-tallet – hele det dannelsesideal, der også er meget fokus på i disse år. Det er vigtigt at aktualisere vores samlinger, som er unikke på alle tre museer, men som vi skal have fornyet blik på, hvis de skal have betydning for publikum i dag.«

Annette Johansen nikker: »Hvis vi skal bevare den folkelige opbakning til museerne, er det bydende nødvendigt, at vi forholder os aktivt til samtiden. Det er en af de helt store udfordringer, at vi også forbinder forskningen i den klassiske kunst med noget, der er mere populært og folkeligt – uden at det bliver plat og billigt.«

Selv ser hun det som sin første – og vigtigste – opgave at udbrede kendskabet til Bertel Thorvaldsen og ikke mindst det fantastiske museum, der bærer hans navn.

»Thorvaldsen fylder jo 250 år i 2020, og der skal i den grad lægges i ovnen til et brag af en fejring,« lover hun. »Desværre er der mange, der ikke kender ret meget til Thorvaldsen. De færreste ved, hvor meget europæer og internationalist han var. Han boede 40 år i Rom, og hans værker er repræsenteret på flere af de helt tunge institutioner ude i verden. Faktisk står en af hans skulpturer i Central Park i New York. Alt det skal vi se at få udfoldet.«

Dertil kommer, understreger hun, at Thorvaldsens Museum er et helt fantastisk sted at besøge, uanset om man holder af kunst eller ej.

»Bare at gå gennem rummene er en oplevelse helt ud over det sædvanlige. Og i den lille, lukkede gård, hvor Thorvaldsen ligger begravet, føler man sig nærmest hensat til det sydlige Europa med en stemning, farver og miljø, der er helt enestående. Men det er der desværre også rigtigt mange, der ikke ved. Selv her i hovedstadsområdet.«

Derfor håber hun, at Slots- og Kulturstyrelsens planer om at gøre Slotsholmen med blandt andet Thorvaldsens Museum til Københavns nye, kulturelle midtpunkt vil blive realiseret inden alt for længe.

»Museet ligger på byens bedste adresse, men mange kører lige forbi uden at ane, hvad der ligger derinde,« siger hun. »I dag skal man helt om bag bygningen ved Højesteret for at finde indgangen. Det ville være oplagt at lukke dørene op til det store udstillingsrum ud mod Bertel Thorvaldsens Plads – måske endda med en lille café.«

Annette Johansen, Christine Buhl Andersen og Gertrud Oelsner tager over efter chefer, der har siddet på posten imellem 15 og mere end 30 år. Hvordan adskiller den virkelighed, de møder i deres nye job, sig fra den virkelighed, der mødte deres forgængere?

»Der er sket rigtigt meget,« siger Christine Buhl Andersen. »Først og fremmest skal museerne i dag leve op til langt højere krav på næsten alle fronter – sikkerhed, forskning, formidling, medie- og kommunikationsarbejde – for de samme eller færre midler. Kravet til professionalisering og effektivitet er langt højere i dag. Og det er på mange måder positivt, for det giver publikum en bedre opevelse. Men det er også nødvendigt, for konkurrencen er tilsvarende hård, også fra udlandet. Når man for bare 500 kr. kan rejse til London og besøge nogle af verdens fineste museer, bliver folk forvænt med store oplevelser. Og det skal vi naturligvis leve op til.«

Men de københavnske museer nyder også selv godt af en øget turisme. Internationale turister udgør således cirka 25 procent af Den Hirschsprungske Samlings besøgende, mens det på Glyptoteket og Thorvaldsens Museum gælder op mod halvdelen.

»København er inde i en guldalder. Den er blevet et fantastisk rejsemål. Det går rigtigt godt både med hensyn til mad, mode, arkitektur med videre. Det smitter af på os,« siger Christine Buhl Andersen, som også glæder sig over, at københavnerne selv er blevet mere aktive kulturbrugere:

»Hvis du vænner folk til, at der er flere tilbud, bliver der også større efterspørgsel. København er inde i en meget aktiv, kulturel periode, som jeg glæder mig til at blive en del af.«

Hun vil også meget gerne bygge videre på den tradition, Glyptoteket tidligere har haft med at integrere samtidskunsten i museets samlinger, der rækker mere end 5.000 år tilbage.

»Tænk bare på Kirsten Dehlholm og Billedstofteatrets fantastiske performanceteater på Glyptoteket i begyndelsen af 1980erne. Netop ved at invitere samtidskunsten indenfor – musik, dans eller digtoplæsning – kan vi lukke vores antikke samlinger op for et større publikum,« siger hun.

Det samme vil være oplagt på Thorvaldsens Museum, mener Annette Johansen og henviser blandt andet til den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen & Dragset, der i en fotoudstilling fra 2011 havde givet Thorvaldsens skulpturer underbukser, sokker og rygsæk på.

På Den Hirschsprungske Samling agter de at følge en lidt anden kurs. Digtoplæsninger, musik og andre udtryksformer vil fortsat være velkomne i museet, men først og fremmest er det Gertrud Oelsners plan at tilrettelægge videns- og forskningsbaserede udstillinger, der belyser temaer, som er aktuelle lige nu.

»Det er vigtigt, at vi som museer tydeliggør, at vi har et vidensprodukt, som er unikt. Derfor skal vi blive endnu bedre til at formidle vores forskning ud til publikum enten som udstillinger, seminarer, bøger eller talks.«

Hun har allerede nu flere projekter i støbeskeen, herunder en udstilling om mimik og følelser i kunsten baseret på en ph.d.-afhandling, som museumsinspektør Anna Schram Vejlby netop har færdiggjort.

»Det er et helt nyt og meget spændende forskningsfelt, hvor man analyserer, hvad gestikken og mimikken i billeder kan fortælle os i mødet med et portræt,« forklarer direktøren.

Hun drømmer også om at lave en udstilling om landskabsmaleriets dialog med naturvidenskaberne samt en udstilling om identitet som en kommentar til den måde, vi i dag forhandler vores identitet gennem medierne.

»Det er der også mange gode eksempler på i vores samling af kunst fra 1880erne og 90erne. For eksempel brugte Krøyer i vid udstrækning medierne til at forme sin identitet, så den tendens er slet ikke så ny, som vi måske går og tror,« siger hun.

Et andet fokusområde for alle tre nyudnævnte museumsdirektører er samarbejdet med folkeskolen. Alle tre museer har meget aktive skoletjenester, og skoleelever og studerende udgør en stor del af de besøgende – på Den Hirschsprungske Samling er således op mod halvdelen af de besøgende undervisningsgrupper.

»Der ligger et kæmpe udviklingspotentiale i den nye folkeskolereform,« siger Gertrud Oelsner. »Og med de nye teknologiske muligheder, vi har fået til at formidle, kan vi tilgodese rigtigt mange af intentionerne i reformen.«

Netop når det gælder udvikling af nye pædagogiske metoder, er museet den helt rigtige ramme til uforpligtende eksperimenter, mener Christine Buhl Andersen.

»Vi kan om nogen tilbyde alternative læringsrum. Museet er et oplagt sted at afprøve ting og udvikle nye pædagogiske metoder; det er jo nærmest en legeplads for eksperimenter,« siger hun.

Annette Johansen tilføjer: »Man kan arbejde meget mere differentieret med de forskellige læringsformer og kombinere både det sanselige og det praktiske. Man kan få hele kroppen med og behøver ikke at sidde stille på en stol,« siger hun og nævner som eksempel, at flere museer allerede arbejder med eksempelvis virtual reality i formidlingen.

»Der er en tendens til at tro, at museer er sådan noget støvet, gammeldags noget og slet ikke oppe på beatet. Men vi er tværtimod på mange områder nogle af dem, der har gået forrest.«

Derfor kan det også godt bekymre, at museerne i lighed med alle andre institutioner under Kulturministeriet er underlagt sparekravet på to procent over fire år af de samlede driftsudgifter – det såkaldte omprioriteringsbidrag.

»Jeg var på forhånd bekendt med besparelseskravet og håber, vi kan løse det bedst muligt for museet og vores publikum. Men det er ikke sjovt,« siger Gertrud Oelsner. Og ifølge Christine Buhl Andersen er smertegrænsen ved at være nået.

»Politikerne skal huske på, at museerne også har en en vigtig værdiskabende funktion i samfundet; vi er ikke bare som en svamp, der suger midler,« siger hun:

»Den britiske organisation, Museums Associations, har en vision for sit arbejde frem mod 2020, der hedder »Museums change lives« – museer forandrer liv. Og det er jo netop, hvad museer kan ved at give folk nogle helt særlige oplevelser. Du bliver bevæget, føler håb og sammenhæng og får måske på den måde ændret dit liv.«

Annette Jonansen giver hende ret: »Når det kommer til stykket, bidrager museerne til den sammenhængskraft i samfundet, som politikerne er så bange for, at vi er ved at miste.«