Hendes nære tilknytning til modstandsbevægelsen og hendes mangeårige indsats som redaktør af tidsskriftet »Frit Danmark« har naturligt nok i særlig grad præget de sidste dages nekrologer. I 1943, året før hun blev arresteret af Gestapo, var hun imidlertid kendt i den brede offentlighed af en helt anden grund. Hun havde skrevet en af årets mest omtalte bøger, »Vi er Ungdommen«, på baggrund af en lang række samtaler med helt almindelige unge mennesker, der var født i 1920rne. Aviserne betragtede hende som lidt af et orakel - en ung forfatterinde, som vidste, hvad der rørte sig i folkedybet, og som kunne svare på snart sagt alt lige fra sexmoral over læsevaner til religiøsitet.

Her følger klip fra et interview 21. august 1943, hvor Kate Fleron først svarer på, hvordan de unge ser på den ældre generation: »Det er selvfølgelig meget individuelt. Jeg fik en ganske ejendommelig udtalelse fra en medicinsk student. Efter hans mening begyndte seniliteten i slutningen af trediverne - så var det allerede vanskeligt at råbe dem op, sagde han. Hos de allerfleste finder man en særdeles bebrejdende tone overfor forældrene. De unge har ingen fortrolighed med dem - navnlig ikke på det seksuelle område.

De mener, at det, at de ikke får fuld besked i en tidlig alder, er skyld i mange fejludviklinger - og fejltrin i livet. Jeg havde et eksempel, der viser, hvor uvidende de unge kan være - det var en syttenårs pige, der lå på Rigshospitalet og skulle føde sit barn - hun forstod intet af, hvad der foregik, hun troede, de skulle sprætte maven op på hende. De fleste unge ved meget lidt positivt om forplantningen.«

Er det rigtigt, at ungdommen er irreligiøs?

»Irreligiøs er den absolut ikke. Den fornægter ikke gudsbegrebet, men de unge har svært ved at finde frem til en religiøs overbevisning - og de finder ikke nogen hjælp hos præsterne eller kirken i den henseende. Noget af det, der skræmmer de unge stærkest bort fra kirken, er den overbetonede talen om det sjette bud. Hvis ikke kirken indstiller sig anderledes på det punkt og forsøger at forstå ungdommen i dens trang til at elske og blive elsket, så får den aldrig kontakt med de unge.«

Hvordan står de unge overfor kunsten - hvad læser de?

»Hos den mest intellektuelle del går navnet Hemingway igen og igen. (Det kan ikke skjules). Men den jævne ungdom lever af ugeblade og magasiner, knaldromaner og filmblade. Kunsten interesserer dem ikke. Lige med undtagelse af filmen, selvfølgelig. Jeg traf en pige, der sammen med sin kæreste havde været i biografen konstant to gange hver aften i over et år.«

Hvordan med politik?

»Interesserer kun ungdommen lidt.«

Der tales så meget om, at de unge piger stræber efter selverhverv, også i ægteskabet - er det rigtigt?

»Nej, absolut ikke. Min erfaring er, at de fleste unge pigers mål er at blive gift, få eget hjem og børn og få lov at vie dette al deres omhu og arbejde.«

Hvordan ser de unge piger på det, at få børn uden for ægteskabet?

»I arbejderklassen traf jeg mange, der havde børn udenfor, det var en ganske naturlig foreteelse der - i middelklassen og bourgeoisiet følte en ung pige sig heller ikke - teoretisk - stemplet af det.«

Havde forældrene også den indstilling?

»Nej, for dem var det og er det stadig en skam. Jeg har været ude for flere tilfælde, hvor pigen ikke måtte vise sig hjemme i den tid, hun var med barn. Forældrene slog brutalt dørene i.«

Der tales meget om kysseriet i flæng, om det erotiske sjuskeri - er det de unge mænd, der er for pågående, eller er det de unge piger, der ikke er tilstrækkeligt afvisende?

»Jeg tror nok, det er pigerne, der for det meste har fejlen. De er for lette at få, de byder sig for meget til. Men mændene er nu ikke for gode af sig, det er sikkert meget svært at klare sig for en pæn ung pige nu til dags - langt sværere end før.«

Er det en ny moral, der er i anmarch?

»Nej. Nutidens ungdom - lad os kalde den med et omfattende ord swingungdommen - dens moral er blot en yderligere udvikling af jazzungdommens - omlægningen af det erotiske liv begyndte allerede efter forrige krig.«

Betyder ungdommens erotiske frigørelse, at den er blevet lykkeligere?

»Når det altså ikke er det rene fribytteri, så tror jeg nok, det er en gevinst. Men lykke har jeg ikke fundet i udpræget grad. Heller ikke depression, blot en meget jævn og dagligdags, sine steder noget grå, indstilling over for tilværelsen og en mægtig interesse for det materielle. For den unge mand havde jeg indtrykket af, at det først og fremmest gjaldt at få en stilling i samfundet, som helst er pensionsgivende.

Ungdommen mangler idealer, ideer at kæmpe for. Havde den det, ville den også få et ganske andet åndeligt indhold i tilværelsen, og den ville sikkert interessere sig langt mindre for alle de erotiske problemer, som optager den sådan for øjeblikket.«