Mediekommentar: Der grædes som aldrig før på TV. Måske var det på tide at droppe føleriet og give plads til forstanden?

Jeg græder, altså er jeg. TV og reklamer er præget af tidstypisk tuderi. Især skal vi græde over små børn og gamle mennesker. Måske var det på tide at give lidt mere fokus til hjernen.

TV2s kampagne "Alt, det vi deler" er næsten ved at knække over i tidstypisk tuderi Fold sammen
Læs mere

Hvornår har du sidst grædt? Lad mig gætte på, at det skete foran fjernsynet.

Det virker i hvert fald, som om TV-producenter og reklamefolk går direkte efter tårekanalen.

Tænk på TV2s »Alt det vi deler«, der begyndte som en flot kampagne, der skulle påpege vores fælles værdier. I de første reklamefilm blev en række danskere inddelt i forskellige kategorier. Der var dem fra landet og dem, der aldrig havde set en ko.

I de senere udgaver har kampagnen fået endnu et vrid på det følelsesmæssige gashåndtag. Nu skal folk konfronteres med fremmede, der har haft en særlig betydning for dem.

Mathilde møder den tidligere jordemoder Inger, der hjalp hende til verden. Det ældre ægtepar Dorrit og Jan møder Rikke, hvis oldefar sejlede Jan til Sverige under Anden Verdenskrig. Så kan man sidde der og tude over, hvor gode andre mennesker er, og hvor fintfølende, man selv er.

Der er også kampagnen »Choose Your Future«, der skal få Europas borgere til stemmeurnerne i maj. I stedet for at tale til hjernen, går den direkte til livmoderen, hvor en række europæisk-sindede fostre svømmer rundt til lyden af en barnestemme, der taler om at blive født.

Problemet er, at der er gået inflation i mediernes tårer. I X Factor græder alle tre dommere, når de ser, hvor dygtige de selv er. Der grædes i Den store bagedyst og i Aftenshowet. Sammenklippede YouTube-videoer viser familier, der græder over hjemvendte soldater. Reklamer spekulerer i sadvertising, en sammenskrivning af sad og advertising.

Dagbladet Information er i gang med at hudflette det tidstypiske tuderi, der åbenbart skyldes en »emotionalisering af vores kultur«, der kan hænge sammen med det wellness-agtige credo om, at det er »afstressende og lækkert at få motioneret sine følelsesmæssige reflekser i hverdagen«.

Før i tiden hed det »jeg tænker, altså er jeg«. Nu tuder vi for at være i berøring med vores medmenneskelighed.

Hvor ville det dog være forløsende, hvis tårer kun opstod i særlige situationer. Hvis vi ikke skulle manipuleres til at hikste over hvert eneste talentfuldt barn. Hvis ikke den ene tåre afløste den næste, så man til sidst slet ikke forstod, hvordan rigtig gråd så ud.

Men det er måske bare mig, der er benhård. Lige indtil jeg ser den der TV2 kampagne. Men så har jeg da det at tude over.