Mediekommentar: De syngende franskmænd foran den brændende Notre Dame går lige i hjertet

TOPSHOT-FRANCE-FIRE-NOTRE DAME
En kvinde græder, imens hun ser Notre Dame-katedralen brænde mandag aften. Fold sammen
Læs mere
Foto: STR

Da den parisiske katedral Notre Dame stod i flammer mod en mørk aftenhimmel mandag aften, brød nogle af byens borgere spontant ud i sang. Med udsigt til den brændende tragedie sang de kristne hymner som »Ave Maria«. Nogle knælende. Andre stående. Alle synligt rørte over, at et af Paris' smukkeste vartegn var ved at ændre form for altid.

Vi andre skal lytte til den sørgmodige sang, fordi den er en påmindelse om, at vi først forstår betydningen af kulturarv og identitet, når vi er ved at miste den.

Vi cykler forbi Amalienborg hver dag, vi lader os betage af La Sagrada Familia i Barcelona og mærker suset fra fortiden, når vi står foran Colosseum i Rom. Arkitektur, der blot lander i millioner af turistfotos. Selv om bygningernes historie er vævet ind i, hvem vi europæere er.

Videoerne af de parisiske indbyggere er ivrigt blevet delt på sociale medier. Den spanske avis El Mundos korrespondent i Frankrig lagde en video op på Twitter af de sørgende bysbørn, der løfter stemmerne. Den er blevet afspillet over 11 millioner gange.

Når man hører deres sang, forstår man hvorfor. Det er stærke sager, der slår enhver grædende emoji eller banal Facebook-opdatering med flere alvorsfulde længder.

Farvel til en bygning

På broerne i byen står de i alle aldre bremset op i deres hverdag med en rolig fælles sangstemme og lader følelserne vugge indeni, imens de ser et ikon brænde.

I en af de offentliggjorte videoer ser man i få sekunder billedet af en ung mand stå og skue mod de ildrøde flammer. Mens andre omkring har travlt med at fotografere og optage med mobiltelefonerne, har han for en stund lagt nutiden bag sig. Han holder iPhonen i sine knyttede hænder på ryggen. Nærmest som i en symbolsk gestus for den fælles fortid, der foran ham er ved at gå op i røg. Alt imens sangstemmerne flyder afsted, og tilskuerne til det forfærdelige scenarie hvisker til hinanden.

Det er en reaktion, der er rørende og tårefremkaldende i al sin smukke enkelhed. De syngende franskmænd går lige i hjertet. Hvornår har vi sidst hørt en folkemængde bryde ud i sang for at tage afsked med en elsket bygning?

Fællessang er en yderst sjælden reaktion, vi ser i de flimrende nyhedsbilleder fra den store verden. Vi iagttager folk græde, råbe, skrige eller skælde ud, når verden et sted derude brænder igen, men en værdig reaktion som sang, der synes taget ud af en helt anden tid, vækker dybe følelser inde i én.

Den fælles røst fra Paris' indbyggere er ikke kun strofer og vers. I deres stemmer hører man også den store hymne til kultur, historie og ikke mindst arkitektur, der sætter betydningsfulde spor hos både dem, der bor i Paris, og dem, der hvert år træder ind i katedralen som turister.

En sang, som vi bør høre godt efter.