Luftwaffe skød fransk stjerneforfatter ned

En tidligere tysk Luftwaffe-pilot indrømmer, at det var ham der skød den franske pilot og stjerneforfatter Antoine de Saint-Exupérys fly ned.

PARIS: Hans død har været et mysterium i både litterære og aeronautiske kredse gennem mere end et halvt århundrede.

Den 31. juli 1944 drog den franske pilot og stjerneforfatter Antoine de Saint-Exupéry ud på en rekognosceringsmission over sit hjemland for at forberede de allieredes landgang i Provence, men vendte aldrig tilbage til basen.

Men hvordan endte hans dage? Jo, forfatteren til ’Den lille prins’ blev tilsyneladende skudt ned af Luftwaffe. ”Jeg skød Exupéry ned,” medgiver den tidligere tyske pilot Horst Rippert i bogen ’Saint-Exupérys ultimative hemmelighed’, der udkommer i Frankrig torsdag.

Da krigen var ovre havde Rippert vundet 28 dueller i luften, men sejren over Saint-Exupéry er han ikke stolt af. ”Hvis jeg havde vist, at det var Saint-Exupéry havde jeg aldrig skudt ham,” siger han til AFP.

Resterne af Saint-Exupérys Lightning P38 blev først fundet i 1998 og er i dag udstillet på Musée de l'Air et de l'Espace i Paris-forstaden Bourget.