Jakob Steen Olsen: Jeg var så lykkelig, da jeg pludselig indså, at den var helt, helt gal

Glemsomhed er ikke nødvendigvis en egenskab, vi hylder. Men måske er den alligevel værd at varme sig lidt ved?

Foto: Søren Bidstrup

I sidste uge var jeg ved at skabe terroralarm i Nederlandene. Jeg var i hvert fald ved at lamme hele jernbanenetværket eller noget, der lignede. Jeg skulle en weekendtur til det dejlige Amsterdam, der med sin halvflippede fornemmelse minder ikke så lidt om vores eget hjemlige cykeldemokrati i en sky af hash. Om det var det, jeg var under indflydelse af, ved jeg ikke, men under alle omstændigheder fik min distraktion omtrent fatale konsekvenser.

Glad og fro entrede jeg intercitytoget fra Schiphol-lufthavnen, lagde min rullekuffert op på hattehylden og betragtede det flade landskab, der rullede forbi på den anden side af ruden. Lige så glad og fro samlede jeg mine ting omkring mig og forlod toget på Amsterdams flotte hovedbanegård og bevægede mig ud i noget, der mindede om høj, kølig forårssol og et mylder af mennesker. Mit hotel lå lige ovre på den anden side af kanalen, og jeg var i det hele taget i et dejligt humør –  fyldt af den der frisatte glæde, man har, når man helt upåagtet befinder sig i en ny og spændende storby, man er klar til at erobre. Jeg stod i kø ved hotellets skranke, stadig glad og selvoptaget, da jeg jeg pludselig blev suget ned i en sort malstrøm af erkendelse.

»Jeg stod i kø ved hotellets skranke, stadig glad og selvoptaget, da jeg pludselig indså, at den var helt, helt gal.«


Jeg havde glemt min kuffert på hattehylden. Stakåndet fik jeg forklaret to-tre servicemindede, slipseklædte concierger om min kvide. Jeg var jo heldigvis lige steget af toget, så i andet forsøg lykkedes det så at lokalisere afgangen. Det hollandske jernbaneselskab ville ringe til konduktøren, som ville afsøge togstammen, og jeg ville blive kontaktet inden for de næste timer. Mens jeg stod og døde tre-fire gange og overvejede, hvad jeg skulle købe for nyt tøj, gik det også op for mig, at jeg risikerede at sætte hele landet i affekt på baggrund af en uidentificeret kuffert, som jeg havde efterladt uden opsyn.

Gudskelov fik jeg hurtigt et opkald fra en sød og dygtigt engelsktalende konduktrice, der mellem de rytmiske bump fra et rullende tog fortalte mig, at min kuffert var fundet, og at den kunne afhentes i ... Rotterdam. Nu er det så heldigt, at afstandene dernede er ultrakorte, så jeg kunne faktisk tage toget til nabometropolen med det samme –  turen tager kun en halv time. Her henvendte jeg mig til en venligt udseende uniformeret dame, spurgte hende om vej og blev fulgt hele vejen hen til servicecentret: »Her kan du så trække et nummer, og så skal du holde øje med skærmen deroppe,« sagde hun, inden hun smilede endnu engang og gav mig hånden til afsked. Tak, Holland! Jeg fik min kuffert igen. Og jeg fik set banegården i Rotterdam.

Alt endte altså lykkeligere, end jeg havde fortjent. Og nu, hvor det gik så godt, har jeg egentlig helt lyst til at hylde glemsomheden. Tænk, jeg var så lykkelig i de få minutter, inden ulykken ramte mig. Vi bruger så meget at vores liv på at holde katastroferne fra døren: Skriver ned, planlægger, tænker os om, ser os for, bevarer overblikket. Det er jo udmattende. Et eller andet sted er jeg taknemmelig for det lille øjeblik, jeg havde, hvor jeg var så optaget  af alt det spændende omkring mig og i mig, at jeg var i stand til at glemme stort set alt. Dem er der ikke så mange af.