Tidligere folketingsmedlem Jørn Dohrmann stiller op til kommunalvalget næste år for partiet Moderaterne.

Det skriver DR og JydskeVestkysten.

Han går efter en plads i byrådet i Kolding Kommune.

55-årige Dohrmann var tidligere medlem af Dansk Folkeparti, men stiller nu op for partiet Moderaterne.

- Jeg tror, at vi alle sammen flytter os gennem livet, og jeg må konstatere, at jeg også har flyttet mig. Og alt i alt er jeg kommet frem til, at det er et dejligt sted, siger han til DR.

Dohrmann har både siddet i Folketinget, i byrådet og i Europa-Parlamentet gennem årene fra 2001 til 2019.

I de 13 år, han sad i Folketinget, var han miljøordfører for Dansk Folkeparti.

Dohrmann, der er uddannet automekaniker, fik i 2020 en bøde på 15.000 kroner efter en episode med en fotograf.

Fotografen var til stede ved politikerens ejendom nær Vamdrup for at optage dækbilleder til en tv-dokumentar.

Dorhmann rykkede kameraet fra fotografen, hvorved det blev beskadiget.

Politikeren nægtede sig skyldig, da sagen blev behandlet ved Retten i Kolding.

/ritzau/