Hvor finder man en elsket chefdirigent?

DRs største orkester mistede sin chefdirigent tidligere på ugen. Jagten på en ny er gået ind. Hvilken ledertype kommer på tale til den slags stillinger? Og behøver det at være en mand? Eller en udlænding?

DR SymfoniOrkestret skal have ny chef­dirigent. Mange ser Fabio Luisi som den ideelle afløser for afdøde Rafael Frühbeck de Burgos. Italieneren er på én gang ambitiøs og tilpas nede på jorden. Foto: Sofie Amalie Klougart Fold sammen
Læs mere

»Orkestre reagerer nu engang bedre med en mand foran.«

Vasily Petrenko sagde det formastelige i et interview sidste år. Og da han ville glatte ud, blev det bare værre:

»For når en køn pige står på et podium, tænker musikerne bare på helt andre ting,« sagde han.

Så nej. Den unge russer kommer nok ikke på tale som DR SymfoniOrkestrets chefdirigent. Han optræder som gæst ved en af de allerførste koncerter i den kommende sæson og må nok tage til takke med dét.

Døden indhentede chefdirigent Rafael Frühbeck de Burgos tidligere på ugen og stillede orkestret uden fast kendis på podiet. En ny skal findes.

Honoraret ligger vel på den opløftende side af halvanden millioner kroner om året. Men de mest oplagte kandidater har for længst tjent penge nok. Symfonikernes hastige fart mod superligaen af europæiske orkestre vil virke som en langt større kvalitet.

Hvad laver en chefdirigent egentlig?

Chefdirigenten skal helt konkret være i byen omkring ti uger om året. Altså lede prøverne i ugens første dage og derefter dirigere en koncert eller to.

Manden skal optimalt set også medvirke til planlægning af de næste sæsoner, til besættelse af nye stillinger og til tegning af orkestrets profil i almindelighed.

Og han skal kunne sælge billetter. Ledelsen i DR vil sikkert se det sidste som noget af det vigtigste: At han ikke kun får pæne ord med i dagbladene, men også virker tilpas farverig.

Kravene til ham er kort sagt tårnhøje. Men al erfaring viser, at de samtidig er til forhandling.

Tendensen går i retning af yngre dirigenter

Berlingske talte for nylig med sympatiske Sir Andrew Davis om sagen.

Den britiske dirigent kunne sikkert selv gøres interesseret i den aktuelle post hos DRs symfoniorkester.

Men han er for nylig fyldt 70 år og gjorde opmærksom på et velkendt faktum: At tendensen på verdensplan går i retning af yngre dirigenter.

En type som Gustavo Dudamel fra Venezuela er for eksempel kun 33 år og allerede chef hele to steder: I sit hjemlands meget omtalte ungdomsorkester og hos de berømte filharmonikere i Los Angeles.

Den karismatiske sydamerikaner med vandkrøllerne var i øvrigt også chef for Sveriges nationalorkester frem til 2012. Han kunne sælge billetter, men havde ikke udelt succes hos kritikerne. Posten i Göteborg har stået tom lige siden.

Også amerikaneren Joshua Weilerstein er både ung og lovende. Han har endda optrådt på YouTube med en selvironisk og meget morsom sketch. Weilerstein vandt den Internationale Malko Konkurrence i 2009 og har lige siden været en kær gæst hos danske orkestre. Men han vil nok stadig blive set som for ung til posten – og har desuden travlt som assisterende dirigent for New York Philharmonic.

Angående den danske konkurrence for unge dirigenter: Ikke alle dens vindere har været så fantastiske igen.

Et godt eksempel var vinderen i 1995, Jan Wagner. På mange måder en sjov og charmerende herre – lidt som at se skuespilleren Niels Olsen på podiet. Men musikalsk forbløffende overfladisk og i sidste ende håbløs. Desværre.

Mei-Ann Chen fra konkurrencen i 2005 ejer stort set de modsatte egenskaber. Hun er for eksempel kvinde og god til langt det meste. Den succesfulde taiwaneser ses som et af kontinentets unge håb.

Og apropos kvinderne: Marin Alsop har tidligere optrådt med stor succes på dansk jord. Hun er 57 år, arbejder som chefdirigent for det glimrende symfoniorkester i Baltimore og blev sidste sommer den første kvinde på podiet ved BBCs festlige »Last Night of the Proms«.

Men ville man nogensinde give en kvinde jobbet? Svaret i frigørelsens fædreland burde naturligvis være ja. Virkeligheden siger nok lige så klart nej. Chefdirigenter i dag har næsten alle noget faderligt over sig.

Både kunst og kemi tæller

Personligheden spiller i det hele taget en afgørende rolle. Stor kunst må sommetider vige en smule for den rigtige kemi.

To eksempler: Både finske Sakari Oramo og estiske Paavo Järvi har dirigeret DR SymfoniOrkestret – begge med en vis succes rent kunstnerisk, men uden rent kemisk. Oramo var ellers manden bag Wienerfilharmonikernes seneste udgivelse af danske Per Nørgårds musik.

Noget lignende gælder russeren Aleksander Vedernikov: Han ville bestemt være et ikke uspændende bud. Altså forudsat, at han opdagede det magiske ved et smil.

Også den omvendte type findes. John Storgårds fra Finland er bredt accepteret som kapelmester af den gamle skole. Det var ham, der selv fattede sin violin og spillede Bach med en af orkestrets musikere for et par år siden.

Men noget tyder på, at orkestret ikke finder ham dygtig nok. Eller måske ambitiøs nok på orkestrets vegne. Det samme gælder sikkert tyske Christoph Poppen.

Chefdirigenter skal nu engang være noget helt særligt.

Gianandrea Noseda nævnes til gengæld ofte. Italieneren har ledt de 99 musikere ret ofte og høstet store roser for resultatet. Han ejer også en bred vifte af styrker og gjorde for eksempel Verdis »Rekviem« så uforglemmelig for nogle år siden. Ligesom han for resten dirigerer DR SymfoniOrkestret som gæst i næste sæson.

Man er så samtidig godt oppe i pris med sådan en herre. Og han ville muligvis ikke vise sig folkekær nok. Der findes ikke mange maestroer med større finkultur – men muligvis et par stykker med større udstråling.

Det ender formodentlig med en udlænding

Behøver det overhovedet være en udlænding?

Ja, formentlig. En lokal som Michael Schønwandt er ellers fremragende på podiet. Man kan som bekendt godt bo i Valby og kreere verdenskunst. Men valget af ham ville formentlig sende et helt forkert signal. Lidt som om man ikke ville nogen vegne. Hvilket er ærgerligt.

Heller ikke Nikolaj Znaider kan komme på tale. Han har succes som dirigent nogle steder, men bestemt ikke alle – og virker i øvrigt mere optaget af sin violin igen.

Og unge Thomas Søndergaard er i øjeblikket knyttet til både BBC National Orchestra i Wales og Royal Scottish National Orchestra. Så man vil sikkert lade ham få de erfaringer først.

Fabelagtige Fabio

Rafael Frühbeck de Burgos har haft titlen og honoraret, men kun i mindre omfang de tilhørende opgaver.

Man har altså ladet berømtheden fokusere på sine egne ting og bedt den daglige ledelse tage sig af resten – herunder planlægningen af de kommende sæsoner.

Kort sagt: De vældige krav til DRs vordende maestro er i virkeligheden til forhandling.

Hvis man kan etablere en fast forbindelse til den helt rigtige mand på podiet, slår man til. Man vil i den situation bruge titlen og det ekstra honorar som lokkemad. Uanset hans evner på knap så synlige områder.

Findes der alligevel en herre med det hele? En mand med følelser for det danske orkester og omvendt? En dirigent, der både kan sit kram og sælge billetter?

Han findes i form af Fabio Luisi. Den italienske far til tre er 55 år og udpræget skabsdansker: Viljestærk og alligevel sympatisk. Fantasifuld og alligevel nede på jorden. Højt værdsat af orkestret, højt elsket af lytterne og generel garant for gode anmeldelser.

Men vil han overhovedet? Luisi har siden 2010 været musikchef på operaen i Zürich og fast dirigent på Metropolitan Opera i New York.

Især hans sidste stilling har været meget omtalt. Husets øverste musikchef er James Levine, der kæmpede med helbredet for et par år siden – hvorefter Fabio Luisi skaffede sig bolig på Manhattan og gjorde sig klar til hurtig overtagelse.

Men legendariske Levine rejste sig fra de halvdøde og dirigerer nu på fuld tid igen. Så den gode Luisi fik ikke foden under eget tag i denne ombæring. Hvilket manden sikkert godt kunne tænke sig.

»Der er samtaler«

Man kunne også godt forestille sig, at han ønskede lidt mindre skønsang og lidt mere symfoni i sit liv. Begge hans arbejdspladser i øjeblikket er trods alt operahuse. Han må savne det klassiske repertoire for orkester.

Berlingske spurgte ham direkte så sent som torsdag. Fabio Luisi er diplomaten selv og ville ikke sige et ord.

Eller ... Han ville sige tre ord. Kort og godt, at »der er samtaler« mellem de to parter.

Underforstået, at DR og den dygtige italiener har gang i forhandlinger af en slags.

Man skal uanset hvad give sig god tid. Hastværk er lastværk i sager som denne. Og mesterværkerne fortjener både mestre på podiet og masser af lyttere i salen.