Hjem fra Hollywood

Interview. Efter 20 år som film­instruktør i USA vender hollandske Paul Verhoeven hjem til Europa med »Black Book«. Berlingske Tidende har mødt den energiske anti-puritaner.

Billede fra Paul Verhoevens biografaktuelle film 'Black Box'. 'Clarice Van Houten yder så stærk og følsom en præstation, at man med bekymret betagelse følger hendes dramatiske skæbne', mener Berlingskes anmelder. Foto: NFD-Film Fold sammen
Læs mere

»Kongen af guilty pleasures« er han blevet kaldt og ikke uden grund. Den 69-årige instruktør Paul Verhoeven har specialiseret sig i saftige sensationsfilm, der vidner om en utilsløret fascination af vold, sex og nøgent kød.

Den hollandske enfant terrible slog tonen an med fem krasbørstige kinoknallerter på sit modersmål. Herefter udvandrede han til Hollywood, hvor han i to årtier har muntret sig med at sætte sit eget, hæmningsløse spin på den forkætrede B-filmgenre.

Hvad enten det gælder brutal tegneserieaction (»RoboCop«) eller lumre, erotiske thrillere (»Basic Instinct«), serverer Paul Verhoeven varen med en udtalt mangel på blufærdighed, ofte garneret med et element af kulsort samfundssatire. Verhoevens frontalangreb på tabuerne synes bestandig at afsøge grænserne for, hvad man kan tillade sig at vise inden for mainstreamens censurrammer, men tager man hans demonstrative stil for pålydende, overser man nemt filmenes underliggende pointe: At volden i samfundet udspringer af undertrykt seksualitet og puritanisme.

I egen person viser den hvidhårede Verhoeven sig at være en lige så robust og vital størrelse som sine film. Hans markante, skiveskårne diktion afslører, at Holland aldrig har forladt ham gennem foreløbig to årtier på den anden side af Atlanten.

»Da jeg solgte mit hus for at flytte til USA, beholdt jeg en lejlighed i Haag hvis jeg nu ville vende tilbage igen på et tidspunkt,« forklarer han.

Hjemkomsten til Europa
Med dagens premierefilm, »Black Book«, står Paul Verhoeven på europæisk grund for første gang i 23 år. Vanen tro parrer hans film det vulgært populistiske med det listigt undergravende, og Verhoeven smørrer tykt på med action, erotik, umoral, nøgenhed og sågar afføring alt sammen i lutter begejstring over at lægge hensynet til den politiske korrekthed bag sig for en stund.

»Efter 20 år i Hollywood så jeg virkelig frem til at fortælle en fuldstændig amoralsk historie. Eller umoralsk, eller helt uden at bekymre sig om moral,« siger Paul Verhoeven, der har brugt sin genvundne, europæiske frihed til at tegne persongalleriet i flertydige gråtoner.

»I amerikanske film er linjerne som regel trukket meget sort-hvidt op. Man ved lige fra begyndelsen, hvem man skal holde med,« konstaterer han og påpeger, hvordan skurkene i »Black Book« afslører sympatiske sider undervejs, mens nogle af »heltene« viser sig at være dybt korrumperede.

Hjemkomsten til Europa markerer samtidig Verhoevens første filmprojekt efter seks års lediggang. Han erklærer, at han var kørt træt i effekter og overfladelir efter sci-fi-gyseren »Hollow Man«, som også efterlod ham selv med en noget tom fornemmelse indvendig.

I mellemtiden var Paul Verhoeven forudseende nok til at påbegynde en række projekter med sin hollandske manusforfatter, Gerard Soeteman, hvoraf »Black Book« var den første, der slap gennem nåleøjet. Verhoevens fetich for handlekraftigt hunkøn fornægter sig absolut ikke i historien om den jødiske spionkvinde, der falder for en tysk naziofficer (Sebastian Koch fra »De andres liv«) under Anden Verdenskrig.

»Jeg kan godt lide kvinder. Jeg beundrer dem. De har gjort meget for mig, og jeg prøver altid at fremstille dem som stærke og selvstændige. Det finder jeg langt mere interessant, end hvis de bare er påhæng til mændene,« lyder det anerkendende fra Paul Verhoeven.

I 30-årige Carice van Houten har instruktøren fundet en overordentligt velspillende skønhed til hovedrollen, der bruger seksualiteten som sit skarpeste våben. I en for Verhoeven typisk sekvens affarver hun sit hår for at gå undercover, og det er ikke kun lokkerne på hovedet, der får en tur med brintoverilten. Scenen vækker uvægerligt minder om Sharon Stones gennembrud i Verhoevens »Basic Instinct«, hvor et glimt af hendes blusel får en forsamling barske politimænd til at rødme. Stone har siden erklæret sig utilfreds med den afslørende scene og hævder med jævne mellemrum, at instruktøren manipulerede hende til at sidde »bundløs« for rullende kamera. Men det er løgn, fastslår Paul Verhoeven bestemt.

»Hun var vred over, at scenen kom med i den færdige film, selv om hun tydeligvis havde indvilget i at deltage. Man kan ikke lave sådan en indstilling, hvis skuespilleren siger, hun ikke vil være med. Det er jo ikke et tilfælde, at kameraet peger ind imellem benene på hende,« siger Verhoeven, der stadig er lidt perpleks over, hvor megen postyr de kontroversielle to sekunder har forårsaget.

Tintin for voksne
Om alt flasker sig, ser Paul Verhoevens næste projekt ud til at få en mandlig hovedperson. Han håber snart at filmatisere Boris Akunins populære, russiske kriminalromaner om detektiven Fandorin, der slår sine folder i det 19. århundredes Skt. Petersborg og London.

»Det bliver ligesom Tintin for voksne,« småjubler Verhoeven, synligt entusiastisk ved tanken.

Man går dog næppe fejl i forventningen om, at Fandorin på film vil fremstå mindre kysk end den belgiske tegneseriehelt med hårtotten. For der er vel også smukke, dødsensfarlige kvinder med i spillet, når nu instruktøren hedder Paul Verhoeven? Svaret falder uden tøven fra det rungende, nederlandske dyb:

»Naturligvis!«