Historikere: 150 danskere var ansat i Auschwitz

150 danskere var ansat i Auschwitz’ omfattende lejr-kompleks, viser ny dansk forskning

Selv om der ikke foreligger dokumentation for det, mener forskerne, at de danske civilarbejdere i Auschwitz ikke har kunnet undgå at  vide, hvad der foregik i den nazistiske dødslejr. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

150 danskere arbejdede i I.G. Farbens fabrik i Monowitz, der var en del af lejrområdet Auschwitz.

Det dokumenterer historikerne Therkel Stræde, Olaf Erichsen og Marius Hansen i den kommende udgave af tidsskriftet Arbejderhistorie.

Auschwitz var et omfattende lejrområde, hvor mennesker blev udryddet eller brugt som slavearbejdere. Det bestod af tre hovedlejre, nemlig Auschwitz, Birkenau og Monowitz, hvor den tyske kemifabrik I.G. Farben havde en fabrik, der blev drevet af udenlandske civilarbejdere og jødiske slavearbejdere under kommando af SS.

Ved I.G. Farbens fabriksområde Buna-werke i Monowitz arbejdede ca. 10.000 KZ-fanger, og de danske historikere har gennemgået både danske arkiver og arkiver fra Auschwitz og I.G. Farben, der producerede kunstgummi på Bunawerke. De første 43 danske civilarbejdere ankom til Auschwitz 9. september 1943, og I.G. Farbens arkiver viser, at der indtil 19. april 1944 løbende var mellem 41 og 103 danske civilarbejdere ansat på fabrikken.

Godkendt af de danske myndigheder

Det var det københavnske el-installationsfirma Dahl-Jensen, der sendte de danske civilarbejdere til Auschwitz, og det er via Statens Udvandringskontors arkiv lykkedes Therkel Stræde, Olaf Erichsen og Marius Hansen at identificere 104 af de, der i perioden april 1943 til januar 1945 fandt arbejde hos I.G. Farben.

Tre af de 104 var yngre kvinder, resten unge og midaldrende mænd.

Kontrakten mellem Dahl-Jensen og I.G. Farben blev i øvrigt automatisk fornyet hvert halve år, og hvert halve år kontaktede Dahl-Jensen Udenrigsministeriet, der efter samråd med Handelsministeriet godkendte det fortsatte økonomiske samarbejde.

Senere i 1943 blev Dahl-Jensens tilladelse også udvidet til arbejde på Bunawerke i Auschwitz. Manden bag firmaet, elektriker Jens Helmuth Dahl Jensen, havde meldt sig ind i det danske nazist-parti, DNSAP, i 1938.

Monowitz lå 500 meter fra baraklejren Pulverturm, hvor de danske civile arbejdere boede. En af hovedportene til Bunawerke lå ved Pulverturm. Gennem denne port passerede morgen og aften en stor del af Bunawerkes arbejdere, og her marcherede også KZ-fangerne til og fra arbejde under den skarpeste SS-bevogtning og under bestandige mishandlinger fra SS og udvalgte overfanger.

KZ-fanger udtaget til slavearbejde

De fleste KZ-fanger i Monowitz var jøder udvalgt til slavearbejde fra de transporter, der kom til rampen i Birkenau, hvorfra det store flertal fra sommeren 1942 og frem blev sendt direkte i gaskamrene. Af de 532 jøder, som var med på den første og største deportationstransport fra Norge 26. november 1942, blev 346 myrdet med det samme, mens 186 mænd blev udtaget til slavearbejde. Af disse blev omkring 120 i begyndelsen af december sendt til Monowitz. Kun et mindretal overlevede vinteren 1942-1943.

Tibor Wohl, der var jødisk slavearbejder i Monowitz, skrev efter krigen:

»Vi arbejdede med skovle. Vi bar cement og jernstænger. Vi skubbede tipvogne og trillebøre. Vi rystede i regnen, frosten og vinden. Maven var oppustet, lemmerne afpillede, ansigtet opsvulmet om morgenen og indfaldent om aftenen. Nogen fra vores transport (...) fik grå hud, andre gul; når vi ikke havde set hinanden et par dage, kunne vi dårligt kende hinanden.«

De danskere, der arbejdede i Monowitz, fungerede som almindelige arbejdere, men også som mellemledere og arbejdsformænd. Den italiensk-jødiske forfatter Primo Levi arbejdede fra februar 1944 som slavearbejder på Bunawerke, hvor der på det tidspunkt var ansat 53 danskere. Primo Levi skriver:

»Vi er nemlig næsten urørlige for civilarbejderne. De hører os tale på mange forskellige sprog, som de ikke forstår, og som lyder som groteske dyrelyde i deres øren. De ser os reducerede til ynkeligt slaveri, uden hår på hovedet, uden værdighed og uden navne. De ser os blive slået hver dag, værre og værre, men de ser aldrig skyggen af hverken oprør, fred eller tro i vores øjne. De kender os som tyve og upålidelige, fulde af mudder, pjaltede og altid sultne; de forveksler virkning med årsag og tror vi har fortjent vores fornedrelse.«

Med til at drive folkemordet frem

Da krigen nærmede sig sin slutning, besluttede SS-ledelsen, at lejren skulle rømmes. Godt 50.000 fanger blev evakueret østpå, og under disse dødsmarcher blev jøderne ofte henrettet af SS. På det tidspunkt var der endnu 13 danske civilarbejdere i Auschwitz. De måtte flygte for at undgå at ende i sovjetisk fangenskab.

Efter krigen blev der rejst sag mod Jens Helmuth Dahl Jensen for værnemageri. Han dømtes til 60 dages fængsel og til at tilbagebetale et beløb, selv om hans samarbejde var godkendt af danske myndigheder. Under retsagen nævntes intet om Auschwitz og eventuelle ugerninger.

Therkel Stræde, Olaf Erichsen og Marius Hansen konkluderer, at ikke blot folkene bag I.G. Farben, men også et dansk firma som Dahl-Jensen var med til at drive det folkemorderiske projekt. Og de tilføjer: »Det samme var de danske arbejdere, der tog til Auschwitz og valgte at blive der.«

Historikerne mener, at de danske arbejdere efter al sandsynlighed må have set den ekstreme vold og de henrettelser, som jødiske slavearbejdere hver dag blev udsat for på byggepladsen og senere på dødsmarcherne. Men de understreger, at kildematerialet ikke tillader direkte konklusioner om disse forhold, og ingen af danskerne har efterladt sig vidnesbyrd om tiden i Auschwitz.