Dybest ser er det vel meget forståeligt, at finnerne valgte en forholdsvis vidtgående samarbejdspolitik med Tyskland under Anden Verdenskrig. Russerne havde presset sig på i Finlands baghave og krævet dele af landet. Vinterkrigen i 1939-40 gik godt nok slet ikke så let, som Rusland havde forventet, for den finske modstand var skarp og vedholdende. Men den fortsatte russiske sabelraslen fik finske medier og politikere til at lægge en pro-tysk linje, hvor kritiske stemmer blev censureret. I 1941 førte det til det, finnerne betegner som Fortsættelseskrigen – mod Rusland og med tysk støtte. Storbritannien erklærede kort efter krigens udbrud Finland krig.
I sin debutroman, »For fædrelandet«, tematiserer Jenni Linturi de menneskelige aspekter ved denne krig. Hovedpersonen er Antti Vallas, der som ung melder sig som frivillig til Hitlers SS-styrker. Han sendes i træningslejr i Wien og derefter sammen med andre finner til østfronten. Jovist sværmer han for den ariske races overlegenhed, men det er først og fremmest frygten for kommunistisk magtovertagelse, der skubber ham i nazismens favn. Han udvikler snart den brutalitet, som krigsoverlevelse kræver, og moral, medmenneskelighed og empati forsvinder som dug for solen.
Moralske spørgsmål trænger sig på
Men efter krigen kommer der en ny hverdag, og de moralske spørgsmål, der blev fortrængt på kamppladsen, melder sig med fuld kraft.
»For fædrelandet« fortælles i to spor. Det ene, som markeres med dateringer tilbage i 1940erne, følger Antti gennem krigen og hjemkomsten. Han knytter nære bånd til soldaterkammeraterne: Den brutale og fandenivoldske Rajaperä. Den følsomme og enfoldige Luttinen. Og Erkii, hvis søster Antti gifter sig med. Og han skuffes over tyskernes afstumpethed og mærkes af krigsbrutaliteten.
Det andet spor foregår i en ikke-specificeret nutid og er delt mellem Antti og hans fætter Kaarlo. Antti er gammel. Senilitet gør, at han ikke kan genkende sine nærmeste, han blander fortid og nutid sammen, og de aldrig forløste traumer fra dengang popper op og maser sig på. Kaarlo valgte en anden vej end Antti i de skæbnesvangre år i 40erne og kæmpede i stedet i Finland. Han er en helt, det er Antti ikke. Og han gives mulighed for at fortælle sin historie.
Jenni Linturi præsenteres som »3. generationsfeminist« på bogens bagflap, og man kunne jo derfor forvente, at hun ville lægge et kønspolitisk perspektiv på historien og krigens væsen. Men det gør hun ikke i udbredt grad. Romanen er meget mere almentpsykologisk og eksistentiel i sit perspektiv.
Og så er den forbandet velskrevet – både hvad angår skildringerne fra krigsscenerne og i de nutidige afsnit, der fortælles fra den senile Anttis perspektiv. Fortrængninger, der er under pres, skyldfølelser og bitterhed blandes op med mental disorientering og dyb kærlighed til hustruen Leila. Hér viser Linturi sig som en særdeles sikker moden og fortælleteknisk innovativ debutant, som vi glæder os til at læse mere af i dansk oversættelse.
Forfatter: Jenni Linturi. Titel: »For fædrelandet.« Oversætter: Birgita Bonde Hansen. Omfang: 212 sider. Pris: 279 kr. Forlag: Turbine
