Her er den nye boss: Berlingske til benet og borgerlig – men uden slips

Tom Jensen er forholdsvis håbløs til småsnak og herremode, men han har et godt hoved, og nu skal han bruge det til at lede en moderne avis og en ditto borgerlighed.

Berlingskes nyudnævnte ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen (th.), er stærkt optaget af de digitale medier – og kigger gerne Jesper Lundh, jourhavende på b.dk, over skulderen. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

På Tom Jensens kontor hænger et slips. Et præ-bundet slips. Sådan ét, som han lynhurtigt kan smyge sig i, hvis han hører fodtrinnene fra de nye belgiske ejere.

En velmenende medarbejder har på et tidspunkt foreslået ham at gemme det lidt af vejen – var det ikke at reklamere med, at han ikke kunne binde et slips? Men slipset hænger der endnu, og det er på mange måder historien om Tom Jensen.

For slipset er bare ikke vigtigt, og sådan er der så meget, der er vigtigt for andre hanbavianer og guldfasaner, men ikke for Tom Jensen. Hånden på hjertet – Danmarks store borgerlige avis har aldrig haft en chef, som hvert år tager til Roskilde Festival, og som på sin Facebook-side er ved at gennemgå de 100 bedste album fra 1980erne. Danmarks store gamle avis har heller aldrig haft en chef, som forstår medarbejderpleje som et ord på gangene og lederudvikling som en øl på et natværtshus.

Men sådan er der så meget med Tom Jensen, som man kan hæfte sig ved, hvis man hører til den slags, der gør den slags – men det er bare ikke vigtigt.

Hvad er så vigtigt for forståelsen af Tom Jensen? Det nemmeste svar vil være: Berlingske og politik. Og det er for såvidt også rigtigt nok. Han forsøger at tænke sin virksomhed rundt om næste hjørne og det samme med politik, og det har sikkert stille ærgret ham at blive udnævnt til ansvarshavende chefredaktør på en dag, hvor der skete så meget andet, som interesserede ham mere, f.eks. en ministerudnævnelse og Muhammed­tegninger og mere flygtningeballade, og ganske illustrativt sneg han sig midt i det hele ind i sit glasbur for at skrive et indlæg til sin blog på b.dk.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Så, ja, Berlingske og politik interesserer ham, Berlingske og politik er Tom Jensen, Berlingske og politik er, hvad han tænker, mens andre kvidrer om alt muligt andet, men der er en kvalitet, som driver interessen, og det er en bundærlig og journalistisk nysgerrighed for at finde sammenhænge – for at spørge: »Hvorfor?«

Han skulle som ung journalist dække en koncert med Povl Kjøller, og det var på et tidspunkt, hvor Povl Kjøller var højkitsch, og publikum flåede tøjet af til »Jeg er så glad for min cykel.« Tom Jensens reportage var ikke bare en reportage, men en præcis sociologisk tryghedsanalyse af »hvorfor« og »hvorfor nu,« husker en kollega.

Læs hans blogs på b.dk eller hans kommentarer her i avisen, og de giver et billede af en mand, som konstant søger at finde de store sammenhænge – det store »hvorfor.« Eller tag hans nylige TV-konfrontation med Lisbeth Zornig, hvor han ikke forsøgte at til­snavse hende eller hendes motiver, men tålmodigt kontekstualiserede hende og forklarede hende med en edmundburkesk logik, at alle ikke bare kan udnævne sig selv til menneske­smugler og situationens general­stab, for så bryder alting sammen.

Hvilket leder frem til Tom Jensens eget »hvorfor« – som borgerlig værdikriger – og det er mere, end nogle kan rumme. Her er en mand med mere fornemmelse for P J Harvey end hummergafler – skulle han være borgerlig? Men det er en forkert læsning af både Tom Jensen og af borgerlighed.

Hans borgerlighed er organisk – den er tydelig i hans tidligste artikler i Vejle Amts Folkeblad og som freelancekorrespondent for Information – og det er måske, hvad der adskiller ham fra andre, som i dag kalder sig borgerlige. Han er kommet ærligt til sin borgerlighed og føler ikke et behov for at nedgøre andre for at retfærdiggøre den, og han kan sagtens lytte til »Let England Shake« og skrive sine meninger ud – og samtidig.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

På den måde har han skabt sit eget rum i debatten, i opposition ikke bare til venstrefløjen og det kulturradikale segment, men også til den skingreste del af højrefløjen, og det er et rum, som er sværere at skabe caps-lock-opmærksomhed omkring, men som det er så meget vigtigere at lytte til: For her er den moderne og dynamiske borgerlighed, som ikke er bange for mørket, sig selv eller fremtiden.

Også på den måde er Danmarks store og gamle borgerlige avis i de bedste hænder.