Her er årets 10 bedste film

Berlingskes filmredaktør har udvalgt årets ti bedste film. En dansk instruktør er helt i top.

I den boblende 70er-hyldest »Potiche« spiller Catherine Deneuve en trofækone, der må overtage forretningen, da hendes mand går ned med stress. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1. »Drive«: Nicolas Winding Refn

Ryan Gosling er den navnløse enegænger, der er stuntdriver om dagen og flugtbils-chauffør for Los Angeles’ kriminelle om natten. Tøvende engagerer han sig i en enlig, ung mors liv med blodige voldsomheder til følge. Millioner af biografgængere har forelsket sig i filmens natblå melankoli, dens intense skæbnedrama og ikke mindst Gosling, der overlegent demonstrerer, hvordan man giver den som en Steve McQueen i 2011. »Der er skabt et monster,« sagde Gosling til Berlingske om Refn og danskerens succes. Ingen over eller ved siden af – »Drive« er årets filmoplevelse.

2. »Nader og Simin - en separation«: Asghar Farhadi

Et af dette års mest hæsblæsende film, der dissekerer et tragisk hændelsesforløb omkring en iransk middelklasse-familie i opløsning. Instruktøren Farhadi vandt Guldbjørnen under Berlin festivalen, hvor der blev protesteret officielt mod Irans aktuelle forfølgelser af landets filmkunstnere. Nader og Simins historie er ikke en protest mod styret, men leverer til gengæld en hitchcock-agtig intrige, hvor klasseskel, fromhed, rationalitet og stolthed indgår som naturlige elementer. Drønspændende film, der kræver fuld opmærksomhed fra sit publikum.

3. »Melancholia«: Lars von Trier

Et bryllup forpurres af brudens psykiske sammenbrud, der viser sig at indvarsle Jordens undergang. Den danske mesterinstruktør graver dybt i sit eget plagede sind, og tegner et påtrængende og forbavsende smukt billede af en depressiv lidelse, der er mere end asiatisk i sin vælde – den er destruktiv i kosmisk skala. Kirsten Dunst er hjerteskærende og modig i en selvudleverende rolle, der spejler hendes egen psykiske historie.  Von Triers  ny kameramand Manuel Alberto Claro leverer varen i en række besættende billeder.

4. »Potiche«: Francois Ozon

Filmens titel betyder »Trofækone« og fransk films dronning Catherine Deneuve spiller netop en sådan pyntegenstand, der overtager sin overstressede mands paraplyfabrik, og blomstrer med opgaven. Samtidig genopliver hun sin ungdoms affære med byens kommunistiske borgmester (Gerard Depardieu). »Potiche« er en øm og farveglad hyldest til 70erne. Uimodståeligt boblende.

5. »Oslo, 31. august«: Joachim Trier

En eksnarkoman i midt i 30erne, slippes ud i friheden efter en langvarig behandlingsdom, og bruger et døgn i Oslo på at finde ud af, om der stadig er rester fra sit liv, der bygges videre på. Med »Oslo, 31. august« har Trier skabt en stilfærdig, men koncentreret læsning af tilværelsen, når dens tomhed føles mest påtrængende.

6. »Midnight in Paris«: Woody Allen

Årets bedste feelgood film var ikke »Niceville«, men dette humoristiske eventyr om en amerikansk andenrangs forfatter, der tidsrejser tilbage til Paris’ litterære fortid og møder Hemingway og Gertrude Stein. Woody Allen arbejder spændstigt med sit yndlingsmateriale (intellektuelt namedropperi), får lavet en film, der får dig til at nynne tilfreds og giver stor lyst til at booke en weekendtur til Byernes By.

7. »The Tree of Life«: Terrence Mallick

Intet mindre end hele Universets historie. Sådan kan man læse Mallicks længe ventede »The Tree of Life«, der i cinematisk storhed bringer mindelser om Stanley Kubricks »Rumrejsen 2001«, men tilføjer en dyb humanisme. Mange talte om filmens mystiske visuelle spring, men centralt er portrættet af en amerikansk familie. Jo tættere Mallick undersøger familiens indre dynamik, jo større synes den eksistentielle gåde, som filmen stiller op: »Hvorfor er vi her?  Hvad skal vi?«

8. »Dirch«: Martin Zandvliet

Nikolaj Lie Kaas, Lars Ranthe og Lars Brygmann er blandt de gode skuespillere der bærer Martin Zandvliets gedigne portræt af Dirch Passer. Forbilledet er de stort svungne amerikanske biografiske film som »Walk the Line« og »Ray«, og »Dirch« kan godt leve op til forbillederne, selvom det er et tragisk portræt af komikeren, der leveres.

9. »Min Onkel Boonmee, der kan huske sine tidligere liv«: Apichatpong Weerasethakul

En familiefar er kræftsyg og bliver opsøgt af spøgelser, der vil hjælpe ham over på den anden side. Skaf denne film på DVD – og saml de filminteresserede til en aften, der med garanti vil ende med en heftig diskussion, om ikke andet så om hvad der egentlig foregår i dette dybt mystiske, men herligt underholdende eventyr.

10. »Beast«: Christoffer Boe

En psykisk ustabil mand (Nicolas Bro) mistænker sin kæreste for utroskab, og går psykisk og fysisk til grunde i jalousi og vanvid. Få har fået set Christoffer Boes grumme lille perle, der klaustrofobisk og dobbelttydigt kombinerer bergmansk parforholdsundersøgelse med horrorfilm a la Cronenberg.