Heidegger var glødende nazist

Længe har man vidst, at en af de største filosoffer i vor tid, tyskeren Martin Heidegger, var medlem af Hitlers naziparti. Nu viser netop udgivne optegnelser, at han i en tid var glødende nazist og antisemit. Så hvad så nu? Hvad skal vi med den lange række af intellektuelle, der tog så graverende fejl?

Tyske akademikere, herunder filosoffen Martin Heidegger (med kryds ud for sig), mødtes i Leipzig, Alberthalle i november 1933. Officielt var mødet en international appel om støtte til Hitlers regime. Heidegger var på daværende tidspunkt rektor på Freiburg Universitet.
Læs mere
Fold sammen

Hvis dele af min bogreol havde politisk magt, som forfatterne på den havde agt, ville jeg leve i et nazistisk diktatur. Temmelig urovækkende. Her er for eksempel en pæn bogrække med Knut Hamsun – nobelprismodtageren bag romanen »Sult«, en af de mest foruroligende romanbeskrivelser af det moderne liv. Og nazist og Hitler-beundrer. Der er en hel sektion med Martin Heidegger – den tyske filosof, der skrev det skelsættende værk »Væren og tid« i 1927, som stadig læses på alverdens universiteter og inspirerer alt fra nutidige romanforfattere til hippe innovationsrådgivere. Medlem af NSDAP fra 1933 til 1945, og som offentligt hverken undskyldte eller udtrykte skam over sin skråremmede fortid.

Heideggers politiske overbevisning bliver nu på ny aktuel. Som led i udgivelsen af hans samlede skrifter udkom forrige uge tre bind betitlet »Sorte hæfter«. Her bliver det dokumenteret sort på hvidt, at Heidegger ikke alene var partimedlem, men – i en periode i hvert fald – glødende nazist, der også kunne tale med om den »internationale jødedom« og dens korrumperende magt og grådighed.

Det har allerede vakt en del debat i tyske medier – ARD, Die Zeit og Frankfurter Allgemeine – og i den franske avis Le Monde. Det afgørende omdrejningspunkt har været, at hvor Heidegger tidligere er blevet forsvaret med, at hans nazisme ikke var en udløber af hans tænkning, står det nu fast, at Heidegger selv etablerer den forbindelse. Med de »Sorte hæfter« bliver Heideggers brune skygge længere og længere.

Filosofilektor på Aarhus Universitet og en af de fremmeste Heidegger-kendere herhjemme Thomas Schwarz Wentzer fortæller, at han er mere skuffet end overrasket.

»Det er skuffende, at han ikke havde mere karakter, så han kunne blive et forbillede for, hvordan man kan modstå totalitære bevægelser. Men han var egoman, autoritær og smålig – og troede vel, at han kunne gøre karriere i det nazistiske system. Når man læser de antisemitiske passager i »Sorte hæfter«, må man bare sige: Kære Martin, det kunne vi godt have været uden,« lyder den umiddelbare reaktion fra Schwarz Wentzer, der selv kommer fra Tyskland.

Ikke en overraskelse

En central søjle i Heideggers tænkning – både før og efter hans nazistiske engagement – er et opgør med en moderne illusion. Nemlig at den magt, som moderne naturvidenskab, teknologi og industrialisering har givet mennesket, også har frigjort det. I Heideggers øjne bliver mennesket selv, uden at det bemærker det, opslugt af det og født på ny som human ressource – reduceret til en købe-, forbrugs- og arbejdskraft. Det var en frygt, mange konservative intellektuelle i perioden delte med Heidegger, og man taler om en bevægelse, man kalder »den konservative revolution«.

»Som mange konservative – f.eks. Ernst Jünger – troede han på en revolutionær fornyelse af åndslivet i Tyskland. De havde en følelse af, at det moderne liv var ensbetydende med tab af rodfæste, af hjemstavn og forankring i virkelige værdier. Det mente Heidegger, at nazismen kunne forhindre ved at samle det tyske samfund om en fælles historisk mission. Og han så sin egen plads i den bevægelse, som at han kunne forandre universitet, så det igen blev en dannelsesinstitution i stedet for en uddannelsesfabrik,« forklarer Thomas Schwarz Wentzer og tilføjer:

»Heideggers modernitetskritik mener jeg stadig har meget for sig. Men han begår den fejl, at han i den her periode mener, at jøderne ikke alene var det mest tydelige udtryk for det rodløse moderne liv, men at de var kilden til det. Det bliver tit usmageligt, når en filosof oversætter sin tænkning til konkret politik. Her gør Heidegger sin egne tanker banale og farlige.«

Heller ikke Søren Gosvig Olesen, lektor ved Københavns Universitet og forfatter til en lang række tekster om Heideggers tænkning, er overrasket over de nye afsløringer af åbenlys antisemitisme.

»Når man ser på den måde, hvorpå Heidegger kredser om »Heimat«, hjemstavnen og dens betydning for tænkningen og eksistensen, undrer det ikke mig, at han slår ned på jøderne – et folk, som har været uden nogen hjemstavn i århundreder og atter århundreder. Den idé er et frygteligt træk hos Heidegger. Men det er bare ikke vigtigt for at forstå det afgørende i hans tænkning. Og når den lever videre i dag i Frankrig, Italien og USA, så siger det jo også, at Heidegger tog grundigt fejl med hjemstavnens betydning for tænkningen. Man kan faktisk godt tænke uden for Tyskland,« siger Gosvig.

Ikke alene er han en kender af Heidegger, i 2010 udgav han bogen »Hitler – en introduktion«, der bl.a. analyserer Hitlers »Mein Kampf«. Når Gosvig holder Heidegger op over for den reelt eksisterende nazisme, ser han et særligt selvforblindende træk hos ham.

»Man skal lige lægge mærke til, at der er langt mere nazismekritik end nazismebegejstring i de »Sorte hæfter«. Ikke sådan, at Heidegger kritiserer nazismen ud fra vores demokratiske indstilling, han kritiserer den ud fra sine egne forventninger til nazismen. Han skriver på et tidspunkt, at nationalsocialismen er blevet til »vulgærnationalsocialisme«. Og det er ret afslørende, for hvis Heidegger nu havde læst »Mein Kampf«, ville han vide, at nazismen var vulgær i udgangspunktet. Den var aldrig andet. Altså, hvad var det lige for en nationalsocialisme, Heidegger gik ind for? Én, han havde konstrueret i sit eget hoved.«

Politik og kunst hver for sig

Sagen om Heidegger og nazismen er langtfra et særtilfælde. Ezra Pound, D.H.Lawrence, Celine var antisemitter, og herhjemme støttede bl.a. Hans Kirk, Otto Gelsted og Martin Andersen Nexø kommunismen. Senest er en lignende debat blusset op i Norge, hvor den østrigske forfatter – og Milosevic-støtte – Peter Handke skal modtage Ibsen-prisen.

Dermed er det et generelt spørgsmål, hvordan vi skal forholde os til de mest vildfarne af vores intellektuelle. Hvad skal vi i dag med en forfatter eller en tænker, der var nazist?

Jørgen Haugan, herboende norsk lektor emeritus ved Københavns Universitet, der har skrevet litterære biografier om både Martin Andersen Nexø og landsmanden Knut Hamsun, mener, at man bliver nødt til at skelne mellem kunstneren eller filosoffen og så hans politiske holdninger.

»En nazist kan også skrive en god bog eller male et godt maleri, hvis det kunstneriske talent er tilstede. Man kan ikke ud fra en politisk vinkel forudse, hvordan det kunstneriske udtryk bliver. Det romantiske ideal om kunstneren eller forfatteren, der står på en moralsk og politisk piedestal, har jo vist så mange gange ikke at passe. Man skal overlade politik til politikerne og almindelige mennesker – her er forfatterne ikke privilegerede,« siger Jørgen Haugan.

Ligesom Heidegger så Knut Hamsun nazismen som et værn mod det moderne industrialiserede liv og som et svar på dets rodløshed. En rodløshed, som Hamsun selv havde beskrevet så febervildt fremragende og isnende fugtigt i »Sult«. Og netop Svaret med stort s er problemet, mener Haugan.

»Nietzsche siger et sted, at vi i Vesten ikke kan håndtere Guds eller kristendommens død som verdensbillede og normbærende institution. Nu havde vi haft en autoritet til at styre vores tilværelse i tusind år, og pludselig faldt den autoritet væk. Derfor opfinder vi ifølge Nietzsche en masse erstatningsguder, fordi vi har brug for noget at tilbede. Det er rigtigt, tror jeg. Det kan være politikere, som Hitler, Stalin eller Mao eller kunstnere. Det blev Hamsuns skæbne. Det er en stor udfordring for os at leve med den tomhed, som det moderne, frie liv fører med sig.« siger Haugan.

Tankens mester

De intellektuelle og forfatterne kan i kraft af deres sprog og indsigt stille afgørende spørgsmål bedre end vi andre – og det kan vi bruge dem til. Irrelevant eller decideret forkert bliver det, når de begynder at svare på dem. Det er langs de linjer, både Thomas Schwarz Wentzer og Søren Gosvig Olesen mener, at Heidegger stadig – på trods – bør læses som en vigtig tænker.

»Heidegger er en tankens mester, hvad angår filosofi. Ikke politik. Vi har nok stadig den forestilling, at en filosof er én, der kan overskue det hele. Det er han bare ikke. Ligesom nogle har talent for noget bestemt – musik, journalistik, tømrerarbejde, diplomati – er filosofisk tænkning et talent. Udenfor talentet kan man være nok så dum. Og nazist. På den anden side er det jo let nok at se i dag, at nazismen er forkert. Fordømmelsen er helt gratis. Det interessante spørgsmål er jo, om man selv havde gennemskuet det dengang,« siger Gosvig.

Thomas Schwarz Wentzer peger på et læseransvar.

»Når fyrtårnene falder, må vi som læsere selv tage ansvar. Det er også filosofiens udgangspunkt – at man skal tænke selv. For mig at set gør det ikke Heideggers tænkning mindre betydningsfuld, at han selv var nazist. Hans tænkning er ikke i sin kerne antisemitisk, og man bliver ikke besmittet af noget nazistisk ved at give sig i kast med Heideggers tænkning.«

I dag holder Søren Gosvig Olesen foredrag om Heidegger og nazismen på Aarhus Universitet, Studenternes Hus, mødesal 2 kl. 12-14.