Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nietzsche som opdrager

Tænkning. Dannelse er ikke det samme som uddannelse, men hvad er det så? For filosoffen Nietzsche var dannelse at ære sit modersmål og lære ting, der ikke kan faktureres.

13debLarsChristiansen.jpg

At være dannet er at føle væmmelse ved floskler, hævdede Friedrich Nietzsche (1844-1900). Det er den korteste definition på dannelse, jeg kender, men ikke den dårligste. De floskler, Nietzsche ikke kunne holde ud, var først og fremmest journalistikkens: Hvis man ikke får spontan kvalme af »avistysk«, hævdede han, så er man udannet, uanset hvor mange bøger man har slugt. Kimen til al højere dannelse lå for ham i at føle »ærefrygt« og »hellig skræk« over for sit modersmål, at have sans for dets skønhed og rigdom af udtryksmuligheder. Mangler dette, er man en barbar i sit indre, så hjælper lærdom intet.

Men det er unfair kun at skyde på journalisterne, mener jeg: Bullshit, tomme fraser og papegøjesnak trives som bekendt overalt – ikke kun blandt politikere, konsulenter og akademikere. Floskler er vendinger, der er brugt så ofte, at de har mistet deres udtrykskraft. De afslører, at floskelbrugeren ikke har tilegnet sig det, han taler om, men af dovenskab, og måske fejhed, gemmer sig bag mere eller mindre opstyltede almindeligheder. Jeg forstår ikke, at man kan sige »italesættelse« eller »diskurs« uden at rødme af skam.

For Nietzsche handler dannelse om at blive sig selv og finde sit eget udtryk: »Vi bærer alle et produktivt særpræg i vort indre, som er vores væsens kerne; den, der bliver sig dette særpræg bevidst, stråler med en fremmedartet glans, glansen fra det usædvanlige«, hedder det i ungdomsskriftet Schopenhauer som opdrager (1874), der snart udkommer i dansk oversættelse. Skriftet er en hyldest til filosoffen Arthur Schopenhauer, der lærte ham, at en filosof skal søge sandheden og leve i overensstemmelse med de tanker, en indre nødvendighed har ført ham frem til. Den slags filosoffer ledte Nietzsche forgæves efter på universitetet, hvor han var professor i klassisk filologi frem til 1879.

»Bliv den, du er,« sagde de gamle grækere. Schopenhauer efterlevede det og Nietzsche gjorde det til sit valgsprog. Vi er allerede noget fra naturens hånd, vores opgave er at finde ud af, hvad det er. I sin oprindelige, tyske udformning, som Nietzsche forsvarer indædt, går dannelsestænkningen ud på, at mennesket lærer sig selv at kende gennem mødet med det eksemplariske, det bedste af det bedste inden for kunst, religion og videnskab. Den enkeltes vej til sig selv går altså via det fælles, det alment menneskelige. Man kan sige det på den måde, at den subjektive ånd formes i mødet med den objektive ånd, ikke ved at underkaste sig den eller forkaste den, men ved at tilegne sig den selvstændigt.

Samtidig er der en forestilling om, at alle sider af mennesket – de intellektuelle, moralske, kunstneriske og fysiske – skal udvikles harmonisk. Derfor er dannelse altid almendannelse, ikke specialisering, og derfor taler man om »det hele menneske« (der for længst er blevet en floskel).

Hos de tyske dannelsestænkere ligger der en forestilling om, at mennesket ikke er en blank tavle, man kan skrive hvad som helst på, men at vi alle tværtimod har nogle unikke, medfødte anlæg, en art personlighedskerne, der skal »udfoldes« – ligesom træets blade folder sig ud, når betingelserne er gunstige. Det sker dog ikke af sig selv, naturen skal hjælpes på vej, så dens bedste intentioner fremmes. Dannelse er, hedder det i Schopenhauer-skriftet, »… befrielse, fjernelse af ukrudt, affald og alle de orme, der vil befamle planternes sarte kim; den er udstrømning af lys og varme, regnens blide klukken om natten, den er efterligning og tilbedelse af naturens moderlige og barmhjertige side, og den fuldender naturen, når den afbøjer dens grusomme, ubarmhjertige anfald og vender dem til det gode, og når den lægger et slør over naturens stedmoderlige sindelag og dens sørgelige mangel på forstand.« Et menneske skal nænsomt kultiveres, ikke bare informeres, belæres, uddannes eller opdrages.

Ingen vidste bedre end Nietzsche, at »dannelse« også kan blive en floskel. Han spottede de spidsborgerlige »dannelsesfilistre«, der med selvtilfredse miner kunne citere lange passager fra Goethes Faust, men ikke ejede nogen selvstændig, æstetisk dømmekraft. Når Nietzsche håner dannelsesborgerskabet, så skal man imidlertid huske, at det skyldes vrede over forvrængningen af hans eget ideal.

Den danske kritiker Georg Brandes, der gjorde Nietzsche internationalt berømt, var ret begejstret for sit nye tyske bekendtskabs udestående med dannelsesborgerskabet og professoral stuelærdom. I sit essay om Nietzsche, Aristokratisk Radikalisme (1889), hvor der flittigt citeres fra Schopenhauer som opdrager, skriver Brandes:

»Det er sporløst glemt, at dannelse burde være hvad den var hos grækerne: bevæggrund, evne til beslutning; nu til dags betegnes dannelse gerne som inderlighed, fordi den er en død, indvendig klump, som ikke bevæger sin indehaver. De mest dannede er konversationsleksikoner. Når de handler, er det i kraft af en almindelig godkendt, jammerlig konveniens eller ud fra den platteste råhed.«

Man kan med rette anføre, at de »dannelsesfilistre«, som Nietzsche og Brandes (og Søren Kierkegaard, for den sags skyld) spottede, for længst er afgået ved døden. De overlevede ikke 1970erne, hvor alt var politik og dannelse blev affærdiget som højborgerligt fims uden samfundskritisk potentiale. Dannelsestanken stikker imidlertid for dybt i vores kultur til at forsvinde. Derfor har vi for eksempel stadig oldtidskundskab i gymnasiet, derfor genoptrykkes Emma Gads Takt og tone (dannelse handler nemlig også om omgangsformer) og derfor har vi fået en kulturkanon.

Nietzsches dannelsestanker kan virke sværmeriske og højtflyvende, men de er stadig vedkommende i vores toptunede, medialiserede videns- og informationssamfund. De minder os om, at viden ikke er et gode i sig selv, men skal underordnes et højere formål, og at vores sanseløse forbrug af løsrevne informationsstumper 24/7 er den størst tænkelige modsætning til alt, hvad der har med dannelse og kultur at gøre.

De minder os også om, at den enerådende økonomiske rationalitet, der afskyr det urentable og unyttige, har givet moderne uddannelser et nyt formål; »… at skabe så mange kurante mennesker som muligt, på samme måde som man taler om kurante mønter; ifølge denne opfattelse bliver et folk så meget desto lykkeligere, jo flere af den slags kurante mennesker det har. Derfor skal hensigten med de moderne dannelsesanstalter være, at fremme enhver, så han bliver så kurant som mulig, at uddanne enhver på en sådan måde, at han får den størst mulige portion lykke og profit ud af sit specifikke videns- og erkendelsesniveau.«

Herning-liberalismen har revet elfenbenstårnet ned og den fladeste nyttetænkning råder, konstaterer Nietzsche fortørnet: »I dag hader man enhver dannelse, der skaber ensomhed, tager lang tid og sætter sig mål, der rækker ud over penge og forbrug.« I konkurrencestaten skal de humanistiske fag godtgøre, at der går en direkte vej fra forskning til faktura.

Nietzsche er en inspirerende, veltalende advokat for dannelse, men man kan kritisere ham for at mangle sans for dannelsens moralske og sociale side. Han mangler også Søren Kierkegaards respekt for »den menige mand«; dannelse er i Nietzsches optik forbeholdt eliten. Hvis man vil, kan man også trække en linje fra hans afsky for floskler og almindeligheder til hans undertiden overspændte jagt på det originale og opsigtsvækkende. Det ændrer imidlertid ikke på, at han er en god og højaktuel opdrager – hvis man husker også at have andre.

H Lars Christiansen har oversat Nietzsches »Schopenhauer som opdrager« som udkom i sidste måned på Informations Forlag