Den kinesiske batteriproducent CATL kom torsdag med en nyhed for elbilmarkedet og løftede sløret for et nyt batteri.

Som den første fabrik i verden hævder producenten at have lavet et såkaldt LFP-batteri med en rækkevidde på over 1.000 kilometer.

Den nyhed kommer i forbindelse med det store, kinesiske bilshow, Beijing Auto Show.

LFP-batterier er mere miljøvenlige end de mere almindeligt anvendte batterier i elbiler, som er litium-ion-batterier, skriver Reuters.

Det nye batteri hedder »Shenxing Plus«, og direktør for teknologi i CATL, Gao Huan, fortæller, at det er første gang, at et LFP-batteri med en så stor rækkevidde på én opladning vil ramme markedet.

CATL har allerede et LTP-batteri med en rækkevidde på 700 kilometer på markedet.

»Fire bilmodeller anvender vores nuværende generation af 'Shenxing'-batterier med en rækkevidde på 700 km, og yderligere 50 modeller vil blive udstyret med disse batterier, inden året er omme,« siger Gao Huan.

Størstedelen af batterierne til verdens elbiler produceres af kinesiske giganter, som er milevidt foran amerikanske alternativer.

Og omkring 40 procent af alle elbilbatterier i verden kommer fra den kinesiske storproducent CATL.

CATL er forholdsvis ukendt i almenheden, men leverer masser af de batterier, som sidder i elbiler fra blandt andet Tesla, Volkswagen og BMW.

Faktisk sidder CATL på næsten to femtedele af det samlede marked for elbilbatterier i verden.