Ghita Nørby på svensk TV om Radio24syv-interview: »Det er som at blive voldtaget i sit eget hjem«

I et talkshow på svensk TV kommenterer skuespiller Ghita Nørby omdiskuteret Radio24syv-dokumentar fra marts sidste år.

Ghita Nørby kom for et års tid siden i stormvejr i forbindelse med Radio24syv-dokumentaren »Hele Danmarks Ghita«. Fredag aften kritiserede hun radiodokumentaren i et talkshow på svensk TV. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Nu kommenterer Ghita Nørby igen en meget omdiskuteret Radio24syv-dokumentar. Denne gang på svensk TV.

I talkshowet Skavlan på den svenske kanal SVT fredag, udtalte Ghita Nørby sig om radiodokumentaren »Hele Danmarks Ghita«, der i marts 2019 viste en mindre poleret side af skuespilleren. I studiet kritiserede Nørby endnu engang journalisten bag dokumentaren, Iben Maria Zeuthen.

Ghita Nørby siger blandt andet, at hun i forbindelse med reaktionerne på interviewet »forundrede sig over menneskeheden«, og at hun mener, det er at blive »voldtaget i sit eget hjem«, når en journalist bare går ind i hendes hjem uden at sige goddag.

»Ved du hvad? Dér forundrede jeg mig over menneskeheden, faktisk. For jeg kan ikke tro, at der er nogen af jer, der bryder sig om, hvis I har inviteret nogen hjem til jer i jeres eget hjem, som kommer (hjem til én, red.). Jeg lukker døren op, hvorefter vedkommende går ind i mit hjem. Jeg siger ikke engang goddag eller spørger: »Vil du have en kaffe«, hun går direkte ind, og dét, mener jeg, er at blive voldtaget i sit eget hjem,« siger Ghita Nørby og tilføjer:

»Skulle man så sige tak for det? Nej! Så siger jeg: »Kan du komme ud,« men jeg kunne ikke flytte hende, for hun kunne ikke gå.«

TV-værten Fredrik Skavlan siger i talkshowet, at mange journalister er bange for Ghita Nørby. Det får ham til at spørge, om Ghita Nørby selv er bange for journalister:

»Nej. Jeg vil bare ikke tale med dem mere,« lyder det hurtigt og kontant.

Udtalelser møder kritik

Ghita Nørbys nye udtalelser har også affødt reaktioner på de sociale medier. Blandt andet på Twitter, hvor tidligere radiovært på Radio24syv, Tinne Hjersing Knudsen, kalder udtalelserne for »MEGET alvorlige påstande, som der intet belæg er for«.

I et tweet skriver radioværten blandt andet:

»Hvor længe skal hun have lov til at gå rundt og sprede sådan nogle voldsomme påstande om et andet menneske, nu også til resten af Skandinavien?«

Et kontroversielt portræt

Radiodokumentaren »Hele Danmarks Ghita« fik Danmarks opmærksomhed, da den i marts 2019 blev sendt på radiokanalen Radio24syv.

Interviewet fandt sted i Ghita Nørbys hjem, hvor hun og journalist Iben Maria Zeuthen fra begyndelsen gik skævt af hinanden. Ghita Nørby kommenterede blandt andet Iben Maria Zeuthens »kønne øjne og lyse stemme«, at hun havde medbragt en stor mikrofon og havde hovedtelefoner på under interviewet.

»Du kan da ikke sidde med den modbydelige mikrofon oppe i mit ansigt og tro, at jeg vil tale med dig. Gør du virkelig det? Jeg ved godt, at jeg er skrap, men tror du virkelig på det? Komplet uforskammet, det er, hvad det er,« lød det fra Ghita Nørby i dokumentaren.

I radiodokumentaren kaldte Ghita Nørby blandt andet Iben Maria Zeuthen for »dybt åndssvag«, »overfladisk« og »sindssyg«, ligesom journalisten fik at vide, at hun var et ligegyldigt menneske.

Programmet tegnede et portræt af Ghita Nørby som en diva, der gemte på en ond og utilregnelig side. Men det skabte også en presseetisk diskussion om, hvordan et interview bør foregå, og om interviewet skulle være iscenesat af Radio24syv med ønske om at fremprovokere bestemte sider af Ghita Nørby.

I et interview med B.T. forholdt Iben Maria Zeuthen sig til kritikken:

»Jeg har forberedt mig, som jeg altid gør, og hvad der så sker derefter, kan man selv høre på optagelserne. Forberedelsen bestod af et faktaark om hendes karriere, samt to-tre forslag til veje, interviewet kunne gå, så hun havde lidt at vælge imellem.«

Iben Maria Zeuthen understregede, at Ghita Nørby var fuldt ud klar over, hvad hun gik ind til, da hun sagde ja til et syv timer langt interview.

»Vi havde en klar aftale før, under og efter interviewet. Hvis Ghita har brug for at efterrationalisere, er det hendes gode ret, og det blander jeg mig ikke i,« lød det fra Iben Maria Zeuthen.

Berlingske forsøger at få en kommentar fra Iben Maria Zeuthen efter Ghita Nørbys interview i det svenske talkshow.