Fransk film er et rent helvede at komme igennem

Den franske provokatør Gaspar Noé har lavet en grænseoverskridende film, der er fysisk smertefuld at sidde igennem. Det aftvinger respekt.

Hold jer fra narko, drenge og piger, det kan føre til dans og det, der er værre. Foto: Climax Fold sammen
Læs mere

Mine øjne fyldes med vand, og det skyldes ikke bevægelse over det, jeg ser. »Climax«, den ny grænseoverskridende film fra den fransk-argentinske provokatør Gaspar Noé, rummer så skærende ubehagelige scener, at det midtvejs inde i dens blod- og bræksplattede inferno bliver fysisk svært at fastholde blikket på filmen. Hvis man ikke kan tåle Gaspar Noés 15 år gamle gennembrudsfilm »Irreversible«, der indeholdt filmhistoriens længste voldtægtsscene, skal man styre en stor bue uden om »Climax«.

Det begynder dog forholdsvist fredeligt. Vi ser afspilningen af en video, der forestiller en gruppe unge, der bliver interviewet af en caster på udkig efter dansere til en USA-turné.

Det bringer pudsigt nok mindelser om den gamle musicalserie »Fame«, men mere præcist om det Guldpalme-belønnede skoledrama »Klassen« med samme gyldenbrune spredning af smukke unge med afro-franske baggrunde.

Parate til hvad som helst

Der bliver dog hurtigt smidt foruroligende tegn ind i mixet: Hvorfor spørger den ukendte interviewer de unge, om de er parate til at gøre »hvad som helst« for at komme med på turneen, hvilket de fleste uden videre svarer ja til?

Og hvorfor bliver videoen afspillet på et gammelt fjernsyn, der står i en reol fyldt med gammeldags VHS-film, der alle kunne tænkes at være forlæg for Noés værste udskejelser, såsom Pasolinis pornografiske torturfilm »Salò eller de 120 dage i Sodoma«, Lucio Fulcis ulækre »Zombie« og Dario Argentos »Susperia«?

Næste scene, hvor danserne i noget, der ligner en forladt skole, øver deres trin i rasende technotempo, imponerer med et blæret samarbejde mellem kamera og danserne.

Hvis man i forvejen er bekendt med moderne dans, vil man måske kunne genkende den mærkelige blanding af spasmer og kampsport, som danserne dyrker, men det er jeg ikke, og jeg er fascineret af skønheden i de grimme kropsvrid, som udgør grundtrinene.

Dansen bliver stadig mere intens, indtil deltagerne kort trækker vejret og drikker sangria fra en stor bowle, mens filmens monotont dunkende soundtrack holder et par takters pause. Her indfletter Gaspar Noé nogle dialoger, der yderligere eksponerer dansernes sex- og narkofikserede verdensbillede. De bryster sig, stoltserer og praler og er med andre ord mest unge mennesker, der skjuler følsomheden bag en facade.

Det viser sig, at en ukendt person har hældt et kraftigt hallucinationsfremkaldende narkotika i sangriaen, der gradvist begynder at tage magten og virkelighedsfornemmelsen fra de unge.

Folk brækker sig og går i kramper, skærer sig, har sex og tisser på gulvet, og har sex igen. Det er virkelig for viderekomne, og den første følelse af at se en instruktør, der skamrider tomme provokationer, afløses af en genuin bekymring for de medvirkendes mentale tilstand.

I de sidste runder synes hele filmen nedsunket i en hidtil ukendt kreds af helvede, langt hinsides almindelig splatterfilmsæstetik. Selv kameraet og klippebordet synes påvirket af stoffer, og vender i lange perioder på hovedet, så skuespillerne synes at hænge som flagermus fra gulvet. Men da filmens rulletekster pludselig dukker op cirka midtvejs i rædslerne, må man alligevel smile, da det forekommer som en selvparodisk reference til Gaspar Noés første film, der var klippet i baglæns kronologi.

Da Gaspar Noé i 2009 lavede »Enter the Void«, som er en tre timer lang hyldest til LSD, troede jeg, at han endegyldigt havde opgivet at kommunikere med resten af menneskeheden, men »Climax« vil mere og kan langt mere, ikke mindst takket være den skarpe koreografi, der forankrer filmen i en overordentligt fysisk verden.

Instruktøren kommer tæt på at levere en næsten uudholdelig film, men midt i det ubærlige er der et usædvanligt projekt, der aftvinger respekt ved at prøve at sige det usigelige.

De overlevende er reduceret til at udveksle grynt og rovdyrshyl, men da man går fra biografen og tænder for de sociale platforme på sin mobiltelefon, virker det ikke så anderledes end det, man lige har set.

»Climax« af Gaspar Noé. Premiere i udvalgte biografer.