Fødder er lige så forskellige som ansigter

I en lavloftet kælder i Hellerup gemmer Dansk Skomuseum sig. Et slaraffenland for enhver skofetichist. Her er sko tilbage fra 1700-tallet fundet under udgravningerne i København op til et par lange discoglimmerstøvler fra 1970.

Oldermand for Københavns Skomagerlaug Robert Sørensen i museet. Bag ham en samling af danskproducerede sko fra efterkrigstiden, med blandt andet smarte sølvstøvler fra 1970’erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Snøresko, balletsko, ridestøvler, kongelige tøfler, stiletter, træsko, Bamses støvler, Peter Freuchens træben, en barnesko i papir, en damesko i rødspætteskind fra besættelsen og en træskostøvle i størrelse 63.

Sidstnævnte er speciallavet til en to en halv meter høj islænding, der boede i Danmark under krigen, og ind imellem brugte sit pompøse ydre til at optræde som julemand i stormagasinerne. Men støvlerne har han stillet på Dansk Skomuseum i Hellerup - eller rettere, hans skomager har gjort det.

Dansk Skomuseum ligger i Skomagerlaugets stiftelse i Hellerup og er en lille smule hemmeligt. Man kan nemlig kun komme ind, eller ned, for det ligger i en kælder, efter aftale. Til gengæld er det en skattekiste af sko i alle afskygninger, der åbenbarer sig for den, der bliver lukket ind i de lavloftede lokaler.

Museets stifter og tidligere oldermand i Københavns Skomagerlaug hænger i olie og guldramme oppe i husets laugssal. Wilhelm Malmqvist hedder han, og da museet åbnede i 1934, havde han samlet sko af særlig betydning siden slutningen af 1800-tallet.

Læsterne til H.C. Andersens sko gik ham dog af hænde, selv om han fik dem tilbudt – men den daværende bestyrelse kunne ikke se meningen med købet, fortæller Egon Langbøl, der er pensioneret ortopædiskomager og nu tilknyttet Dansk Skomuseum.

Gepardstøvler til Simon Spies

Det er let at falde i svime over flere af de udstillede sko, og derfor er det godt at være ledsaget af to kyndige fagfolk. For for visse af skoenes vedkommende er der god grund til at udstøde »ih« og »åh«. Det gælder for eksempel den sarte, råhvide damesko fyldt med guldbroderi. Skoen har været udstillet på Verdensudstillingen i Paris i 1889, og det er en sko, som laugets nuværende oldermand Robert Sørensen selv sætter stor pris på:

»Alt på skoen er lavet i hånden. Man har siddet og broderet mønstret på. De er så elegante, og har været virkeligt svære at lave med alt det filigran, der er på. De er virkelig »outstanding«,« mener Robert Sørensen.

Støvlen båret af en kæmpe af en islænding, der var bosat i København under krigen, som pensioneret skomager Egon Langbøl viser frem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Robert Sørensen drev indtil sidste forår butikken Würtzen Ortopædi på Nørrevold i København, og her var en af hans faste kunder i mange år rejsekongen Simon Spies. I en montre på museet kan man i dag se de læster, Robert Sørensen lavede Spies’ sko efter.

»Spies’ sekretær, Lene Christensen, ringede en dag til mig og spurgte, om jeg ville lave sko til formanden, og det ville jeg da gerne. Så jeg var oppe i hans lejlighed på øverste etage i Mercur-bygningen for at tage mål af hans fødder. Spies havde diabetes, som der skulle tages hensyn til (diabetes giver risiko for fodsår, red.), når han fik lavet sko.«

»Han bestilte altid fire par ad gangen, tolv par om året. Jeg nåede at lave i alt 112 par sko til ham, inden han døde. Deriblandt et par gepardstøvler, som jeg faktisk så ham i på et billede for nylig,« fortæller Robert Sørensen.

En anden form for »åh«

I museets udstilling er der også sko, hvor ens »åh« har en noget anden karakter. Det er den del af udstillingen, der viser sko lavet særligt til folk med misdannede fødder eller andre fysiske skader.

I en montre kan man for eksempel se en sko, der reelt er to sko i én. Det er en såkaldt etagesko, lavet særligt til folk med meget stor forskel i benlængde, eksempelvis efter en alvorlig trafikulykke. Foden er placeret i en snøresko, der så igen er placeret ovenpå en afstøbning af en almindelig fod

»Når der kommer en sko på den nederste fod og bukser udover, er der ingen, der tænker over, at noget er anderledes,« siger Egon Langbøl.

En såkaldt etagesko, der kompenserede for forskellen i benlængde ved at sætte en sko ovenpå en anden. I dag indbygger man så vidt muligt højdeforskelle ind i selve skoen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Både han og Robert Sørensen er uddannede ortopædskomagere, og er dermed uddannede til at lave sko til fødder med særlige udfordringer.

Heriblandt den gruppe, der dukkede op i 1960’erne – thalidomidbørnene, som blev født med misdannelser på hænder og fødder på grund af et præparat, deres mødre, uvidende om bivirkningerne, havde taget mod morgenkvalme.

Et par smarte, tidstypiske bordeaux støvler med et sort mønster og på moderigtig plateau er designet af Robert Sørensen til en ung thalidomidpige. Hendes fødder var formet mere som en lang finger end en flad fod.

Men ingen kan se på støvlen, at den indvendigt er en form for hylster med et smalt hul, pigen sætter foden ned i.

Et uddøende fag

De fleste af genstandene på Dansk Skomuseum er danskproducerede, ligesom det primært er sko lavet i Danmark, der har interesse for museet, når folk henvender sig med genstande, for eksempel under oprydning i et dødsbo.

I dag køber vi mange sko produceret i udlandet, men før i tiden var folks sko næsten udelukkende produceret herhjemme.

»På et tidspunkt var skomagerfaget en af de største håndværksmæssige grupper indenfor voldene. Og i 1930’erne og 1940’erne var der alene i selve København 650 selvstændige værksteder med over 900 svende og 100 lærlinge. Lige efter krigen var der ansat omkring 6.000 mennesker i skoindustrien alene i København,« fortæller Egon Langbøl.

»Jeg er født i Hedebygade på Vesterbro, og bare i dén lå der to skomagere. Gik man rundt om hjørnet til Enghavevej, lå den næste dér, og rundt om det næste hjørne endnu en skomager.«

Polarforskeren Peter Freuchen (1886-1957) var en superstjerne i sin tid. Det træben, han fik efter en amputation pga. forfrysninger i 1923, styrkede kun hans brand. Raflebægeret er til at stikke benet ned i. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

I slutningen af 1970’erne begyndte de danske skofabrikker at bukke under for den benhårde konkurrence fra de langt billigere, importerede sko, og i dag er Ecco og Jaco de eneste fabrikker, der producerer sko herhjemme.

Samtidig er de klassiske skomagere i høj grad afløst af de moderne hælebarer, hvis fremmarch ikke mindst blev boostet af 1960’ernes faible for stilethæle, som krævede hyppig udskiftning af hælen.

Men man behøver ikke være uddannet skomager for at have en hælebar i dag, og det har sat sit præg på faget. Der findes ikke længere en målrettet skomageruddannelse, man kan kun komme i lære hos en af de efterhånden meget få selvstændige skomagere, der er i København – ifølge Egon Langbøl er antallet under 30.

Så det er ikke så let for en ung skomager at blive ved sin læst.