Hip hurra på museet

Der er sikkert en del børn, der vil rulle med øjnene ved tanken om at besøge et museum. Ikke desto mindre har mange danske museer stor succes med at arrangere børnefødselsdage. Mange familier har ikke plads til 28 børn hjemme og tanken om at slippe for et halvvejs raseret hjem efter en fødselsdag kan være attraktiv.

Foto: Cirkusmuseet. Cirkusmuseet er gøgl og sjov, også på børnefødselsdage.
Læs mere
Fold sammen

»Konceptet fra da jeg var barn, hvor det vilde var, når vi så en smalfilm med Gøg og Gokke og fik en slikpose, det kan man jo ikke lave for børn i dag. Halvdelen af dem vil allerede have set den nye Pixar i biografen. Der skal noget andet til,« siger manuskriptforfatter og filmanmelder på Radio 24syv, Iben Albinus Sabroe.

Hun er også mor til to drenge, og en del af den stigende gruppe af forældre, der vælger at holde børnenes fødselsdag på et af landets mange museer.

Hvis man googler en eller anden variation af ordene »birthday – children – museum«, vælter mulighederne frem fra især amerikanske museer, hvor det at henlægge børnefødselsdagene til et museum i årevis har været nærmest en megatrend.

Det var også fra sine mange rejser i udlandet, at lederen af værkstederne på Statens Museum for Kunst, Michael Hansen, fik idéen til at hjembringe konceptet til sin arbejdsplads.

»Jeg havde set flere og flere museer i Europa tilbød det, og mente, det kunne være en idé at tage op på Statens Museum for Kunst. Det var til dels som en reaktion på de fødselsdage, man kan holde hos McDonalds. Ikke at der er noget i vejen med dem, men jeg syntes, det kunne være sjovt at lave noget andet. Noget, hvor børnene fik en kulturel oplevelse, men også en oplevelse sammen,« siger Michael Hansen.

Og det er slået an.

I weekenden kører Statens Museum for Kunst med to fødselsdage om dagen, og museet oplever kun stigende interesse:

»Det er blevet mere og mere populært. Dels fordi det er svært for mange i København at invitere 28 børn med hjem, dels fordi det er en god aktivitet af passende varighed for en fødselsdag. Børnene får noget kultur, der er opgaver og leg – det er hele pakken, man får. Og så har vi et lille rum, hvor selskabet kan sidde privat for at spise og fejre fødselsdagen også.«

Ikke en billig fejring

Prisen for at holde en fødselsdag på et af landets museer varierer en del. Men man skal regne med, at de fast tilrettelagte fødselsdage for en skoleklasse starter på 1.400 kr. – det er prisen på Statens Museum for Kunst – og op til 3.000 kr.

På nogle museer er der kagemand eller anden forplejning med i det beløb, andre steder skal man selv medbringe mad og drikke til børnene.

Fordi det ikke er en helt billig måde at fejre sit barn på, er der mange forældre, der slår sig sammen og holder en fælles fødselsdag for klassen.

Det er den model, forældrene på Bülowsvejen skole, hvor Iben Albinus Sabroes børn går, har valgt.

»Min ældste søn går i 3. klasse, og siden han gik i 0. klasse, har vi holdt fællesfødselsdage for klassen. Vi deler klassen op i fire grupper med cirka seks børn i hver, hvor forældrene i hver gruppe så arrangerer store fødselsdage. Børnene får ingen gaver, men til gengæld oplevelser, det kan være dyrt for den enkelte familie at løfte alene,« fortæller Iben Albinus Sabroe.

»Børnene får en superfed oplevelse, vi lærer som forældre hinanden bedre at kende – og så lærer børnene også klassekammeraterne at kende på en anden måde.«

Foto: Danmarks Jernbanemuseum. På Danmarks Jernbanemuseum kan man fejre sin fødselsdag som lokomotivfører. Fold sammen
Læs mere

Klassen har været på Orlogsmuseet, som dog ikke tilbyder børnefødselsdage i øjeblikket på grund af flytning og sammenlægning med Nationalmuseet, og den har været på Nationalmuseet.

»Efter måske fire et halvt minuts indtagelse af fødselsdagsmad fik børnene en rundvisning på Nationalmuseet, hvor de hørte om de afrikanske, primitive kulturer.«

»Museets rundvisere er virkelig dygtige til at fortælle til børn. De sad helt stille og lyttede koncentreret, det var meget virkningsfuldt, at der stod en voksen foran dem, som virkelig brændte for emnet. Bagefter var der fri leg i legeafdelingen, Børneliv for 100 år siden, som er ret fantastisk. Selve fødselsdagen varer ikke så længe, to-tre timer, men børnene er ret færdige bagefter, fordi de har fået så meget ind,« siger Iben Albinus Sabroe.

Voksne følger også trenden

Mange af fødselsdagskoncepterne har en nedre aldersgrænse på otte år. Men på Statens Museum for Kunst tager man imod børn, der endnu kun går i børnehave. Selvfølgelig kan 25 børnehaveklassebørn være lidt svære at styre, men »ikke mere end hvad vi kan klare«, siger Michael Hansen.

»Der er nogle grænser for børnene, men de skal også have det sjovt. Det er jo en fødselsdag, de er til, og der skal man ikke skælde ud.«

»Vi har forskellige temaer, man kan vælge imellem til fødselsdagen. De mindste vil som regel gerne have noget med prinser og prinsesser, de lidt større er glade for fantasy-temaet. Vi starter med at kigge på værker på museet, der repræsenterer temaet, og bagefter kommer børnene ind i værkstedet og laver et maleri eller en skulptur ud fra dét.«

»Når vi har skoleklasser herinde, deler vi normalt tiden mellem at gå rundt i samlingen og være på værkstedet. Med fødselsdagene er lidt anderledes. Der varer turen i samlingen omkring 20 minutter, mens der er sat halvanden time af i værkstedet,« fortæller Michael Hansen.

Foto: PR. Maling, bueskydning, skattejagt - der er vide rammer for oplevelserne på fødselsdagen på vikingeborgen Trelleborg. Fold sammen
Læs mere

På det seneste er en ny målgruppe også begyndt at booke fødselsdagsfejring på museet. De er godt over skolealderen, men vil alligevel gerne fejre fødselsdagen ligesom børnene gør det.

»Vi er begyndt at få familiefødselsdage, hvor det er en voksen, der har fødselsdag, og derfor har inviteret familien herind. Konceptet er næsten det samme som ved børnefødselsdagene, men der bruges længere tid i samlingen. Til sidst kan børnene eller børnebørnene lave noget i værkstedet, mens de voksne kigger på. Det er en måde at tilgodese hele familien på, så alle får en god dag,« siger Michael Hansen.