Fodbold gør os til idioter

Fodbold er fornuftens nedsmeltning og myternes arnested, skriver Jean-Philippe Toussaint i »Fodbold«, der er velgørende læsning på EMs finaledag.

Jean-Philippe Toussaint dissekerer fodboldens påvirkning på os i bogen »Fodbold«. 
Læs mere
Fold sammen

»Dette er en bog, som ingen vil synes om, hverken de intellektuelle, som ikke interesserer sig for fodbold, eller fodboldentu­siasterne, som vil finde den for intellektuel.«

Det er ikke uden koketteri, Jean-Philippe Toussaint indleder sin fine lille bog med den på én gang store og undselige titel »Fodbold«. For selv om fodbold ikke er andet end fodbold, altså banalt ud over alle grænser, står spillet også i en forunderlig forbindelse med det, der i mangel af bedre kan kaldes »noget mere« eller »noget andet«.

Alt det er Toussaint helt klar over, men han er i sit lange essay – glædeligvis – mere interesseret i det første end det andet: Han interesserer sig primært for spillet og skriver sjældent om alt det andet, der i den store fodboldlitteratur også har det med at ende i søgte påstande og pointer om fodboldens forhold til kunst, moral, politik og så videre.

»Jeg interesserer mig ikke for fodbold som symbol på globaliseringen eller metafor for samfundet«, skriver Toussaint. Han er tiltrukket af spillet som netop spil, af dets tekniske, taktiske og sanselige aspekter, og det er alt nok. Og dog. Er man som ham kunstner og intellektuel, vil den tilgang til verden også – om han vil det eller ej – slå igennem i beskrivelserne af spillet.

Jeg ønsker lig Toussaint at se fodbold som en frizone. Et felt renset for tænkning. Men når jeg har siddet og set EM fra Frankrig eller som nu venter på finalen sammen med millioner af andre, kan jeg ikke lade være med at tænke på filosoffen Bertrand Russell og hans tanker om fodbold som en del af slavestaten: Når arbejderne ser en kamp, er det for at hvile og for kort at flygte fra en hverdag af arbejde. Det ligner et fristed, men er faktisk en møtrik i hamsterhjulet.

Om Toussaint har læst Russells »Hyldest til lediggang« fra 1932 (som blev anmeldt i Berlingske forleden), fremgår ikke af »Fodbold«. Men flugten fra verden og selvet i den intense oplevelse af en fodboldkamps 90 minutter lange nu, beskriver han smukt. Også den forventningsfulde sansning og næsten dramaturgisk opbyggede oplevelse inden kampen: »Jeg elsker det øjeblik, hvor jeg er på vej ind på stadion og går op ad de indre betontrapper sammen med flokken af tilskuere for at finde min plads, og så pludselig kommer ud i den fri luft på rækkerne og får øje på det absolut grønne græs dernede i det stærke skær fra projektørerne.«

Ind i det primale

Toussaint ser, som det fremgår, ikke bare kampe i TV, men også på stadioner og har været til mange slutrunder. Og han er en følsomt rejsende i fodbold med et skarpt blik på ikke bare andre fodboldfans i det store institutionaliserede pøbelvælde, som enhver kamp er, men også på sig selv. Ikke mindst på det, han kalder for sin »intellektuelle regression«.

Ordene sigter til den mentale bevægelse, han som millioner af andre foretager under en vigtig kamp, og hvor han ender på et langt mere primalt bevidsthedsstade med aggression, raseri og hævntørst rettet mod modstanderne.

Derfor er det også ødelæggende at se fodbold med mennesker, der ikke er specielt interesserede i spillet og derfor forbliver reflekterede, nøgterne og distancerede. Med dem får man et blik udefra på sig selv, som forstyrrer selvforglemmelsen og den nødvendige fornuftens nedsmeltning.

Zidanes skalle

Om Toussaint er selvovervurderende med vilje, for sjovs skyld, er jeg lidt i tvivl om. Men slående er det under alle omstændigheder, at han er fuldt bevidst om sin egen intellektuelle regression, men synes, at andre fodboldfans er nogle bøvede idioter. At de uden for kampens rum også skulle være fornuftige mennesker, falder ham tilsyneladende ikke ind; at de som ham i et stilfærdigt øjeblik kunne have tænkt over, hvad spillet gør ved dem, og måske endda også over, hvad en TV-transmitteret kamp egentlig er for en størrelse.

Det sidste skriver Toussaint begavet om. En fodboldkamp er således en »fordærvelig vare«, der skal ses i det øjeblik, den spilles, live, og som straks efter sidste fløjt begynder at miste sin glans.

»Fodbold ældes dårligt,« skriver han, men han har også set, hvordan de store kampe efter år i støvet atter rejser sig, bliver noget andet og endnu større. Via enkelte øjeblikke skabes en ny mytologisk fortælling: »Fra at have været et forgængeligt produkt, bliver den (kampen) tidløs og opnår status af myte eller legende. I vores tankeverden skiftes varigheden ud med fragmenter, citater, uddrag eller stjernestunder.«

Det er sandt. Enkeltdele tages ud, løftes op i lyset, sublimeres. For mig eksempelvis Manuel Negretes sideliggende saksespark i Mexico i 1986 eller Zinedine Zidanes skalle i 2006 i Frankrig. Kampene kan jeg ikke huske, men de lever i glimtene. Eller som Toussaint pointerer:

»Vi ville aldrig få den tanke at se hele finalen ved Verdensmesterskaberne på Wembley i 1966, men vi søger på internettet det omstridte mål, som Geoffrey Hurst scorede, for at undersøge det omhyggeligt på computeren.«

Den store uro

Når Toussaint er bedst, er han en lige så stor fornøjelse at læse som Karl Ove Knausgård er, når han er bedst i sit take på en fodboldbog, nemlig i »Hjemme - Ude« fra 2015.

Som når Toussaint sætter fingeren på det utroligt reaktionære forhold, mange – eller i hvert fald han og jeg – har til spillet. Hvordan Tyskland skal spille i sort og hvidt, Frankrig i blåt, hvidt og rødt og Danmark i rødt og hvidt. Hvordan dét at se holdene i andre farver, når de er på udebane, eller det andet hold bærer lignende farver og spiller på hjemmebane, fylder én med »æstetisk ubehag og metafysisk uro«.

Det skal være, som det altid har været, det er en del af ritualet, præcis som VM og EM er det. Og da de to turneringer kun finder sted hvert fjerde år, oplades turneringerne med kolossal forventning og betydning. Helt modsat er det efter min mening med den dilettantiske Superliga og milliardforretningen Champions League. Begge er med deres evige kværnen blevet fuldkommen ligegyldige for mig. Også selv om sidstnævnte byder på bedre fodbold end både EM og VM.

Islands knoldesparkeri

På et enkelt punkt må jeg dog skilles fra Toussaint. Han er, som så mange andre, vild med Brasiliens landshold. For mig er de rædsomt overvurderede og med et ry, der hviler på oldgamle meritter. Brasilien i dag er et hold, børn og medløbere uden forstand på fodbold holder med. Men Toussaint elsker dem altså. Det er, som om også han er blændet af den fantasi om dem, der har så lidt med virkeligheden at gøre: »Brasilien med sit artistiske spil, sin lethed og hurtighed«, skriver han, men hvornår har de sidst set sådan ud?

Hvis jeg så en kamp med Toussaint, hvor Brasilien tabte – eksempelvis 1-7-nederlaget til Tyskland i 2014 – ville jeg sikkert, midt i min intellektuelle regression, stille mig foran ham og juble af skadefryd.

Den skadefro jubel viste også sit, indrømmet, grimme ansigt, da jeg så Island bliver slagtet af Frankrig i EM-kvartfinalen for en uge siden. Hele den danske falden på halen for et folk med et sandt nok imponerende Huh!-råb, men med en primitiv, skamløs og skamløst kedelig spillestil. Alligevel knus­elsket, blot fordi det var endnu en fortærsket David-Goliat-historie, som vort mindreværd kunne danse om.

Når vi nu er ved det, er England et andet hadeobjekt – alene deres oppustethed og mangel på selverkendelse – og jeg frydes lige så meget, hver gang de ryger ud, som når Danmark scorer. Hvilket efterhånden er lige så sjældent som Englands exitter.

Nå, det var et sidespor. Dem har Toussaint heldigvis også mange af i »Fodbold«, hvor han blandt andet skildrer sine rejser i Japan under VM i 2002 og gør det med poesi og øje for japanernes anderledes måde at leve og tænke på. Det er en fornøjelse. Som nu hans betragtninger over, hvordan japanerne, da regntiden kommer, men der ikke falder én dråbe, blot taler om »tør regn«. Eller hans ord om den næsten indtørrede flod Kamo, der flyder gennem Kyoto, og hvordan han »ældes med dens løb«.

Hooliganens antitese

Toussaint gør sig også interessante tanker om forskellen på europæiske fans og japanske tilskuere: »Mens de fleste europæiske fodboldfans er mænd, som er voldelige, racistiske og fulde af øl eller vin, er publikum i Japan blide, raffinerede, følsomme, intelligente og kultiverede, eller for at sige det på en anden måde: I Europa er fodbold en maskulin affære, mens det i Japan snarere er som et skibsforlis, kvinder og børn først.«

Det er mildest talt fortegnet. Men nogen sandhed er der i billedet af de tilskuere, der også har tegnet dette års EM. Her har hooligans fra blandt andet Rusland gjort den intellektuelle regression til selve målet.

Toussaint, der er en anerkendt skønlitterær forfatter, er hooliganens antitese. Og når han i »Fodbold« indledningsvis skriver, at »Dette er en bog, som ingen vil synes om«, så ved han godt, at det ikke er korrekt. At han skriver så godt og interessant, at der både er noget for de tænksomme og de sansende. Og for dem, der er begge dele. Dem, der fascineres af boldens svæv over græsset og tænker over, hvorfor det mon er så fascinerende.

Jean-Philippe Toussaint: »Fodbold«. 120 sider. 150 kr. Gyldendal.