Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Alle disse triste, triste sange. Jeg ved, at det er dem, I er kommet for at høre.«
Emmylou Harris smiler og stemmer western-guitaren, der ser meget stor ud mellem hendes små hænder. Og der er noget om det, hun siger. For country-legendens mest dragende sange er dem, som kalder på melankolien og den sødmefulde tristesse.
Det byder hun da også gavmildt på i Koncertsalens dybe nuancer af rødt og orange, hvor »Red Dirt Girl« - om en ludfattig kvindes deroute i Syden – er det første nummer, som for alvor betager og bliver givet med prikkende mandolin og indfølt musikalitet af det skridsikre backingband, Red Dirt Boys.
Smukt står også »Every Grain Of Sand« og »Hard Bargain«, men smukkest af dem alle er – som altid – »Goin’ Back To Harlan«, hvor violin og trækharmonika lægger sig om hovedpersonens krystallinske og tudesmukke stemme.
Men under disse højdepunkter gemmer sig også en sandhed om Emmylou Harris. Sangene er nemlig alle covere – af henholdsvis Bob Dylan, Ron Sexsmith og Kate McGarrigle – og den 64-årige Sydstats-kvinde har alle dage været bedst i omgangen med andres sange.
Emmylou Harris er med andre ord en fortrinlig fortolker og en guddommelig sangerinde, men altså en sangskriver på det jævne. Og vel forstår man, at hun gerne vil optræde med sine egne sange, og ikke mindst dem fra dette års »Hard Bargain«, men indslag som »Big Black Dog« og »Darlin’ Kate« om den afdøde veninde og sangerinde Kate McGarrigle slår kun denne pointe fast.
Tempomæssigt står Emmylou Harris sig også bedst i de roligt flydende sange, mens de ældre, hurtigere og swingende country-indslag helt sikkert vil gøre sig bedre i en lade eller en bar end i Koncertsalens højstemte ramme.
Men selvom koncerten ikke var problemfri, så synger hun det hele hjem med sin vokal, som er en af de skønneste på Guds grønne jord. Sølverne, sensuel og sørgmodig på én og samme tid og altid perfekt placeret på tonerne. Her er der ingen usikkerhed at spore, men heller ingen hang til lir og show-off, sådan som det ellers ofte sker for store sangerinder.
Og når sådan en stemme og sådan en kvinde er i spil, så lever man fint med, at sætlisten gerne måtte have set lidt anderledes ud.
- Emmylou Harris i Koncertsalen, mandag.