Dumt dødstrip

Før eller siden skal vi alle dø. Og hvis det ikke er før, så bliver det siden. Det er hvad plottet i gyserthrilleren, »Final Destination 2«, handler om. Og så er alle nuancer vist også taget med.

Til forskel fra 1'eren, der kom for et par år siden, hvor en gruppe unge nåede ud af et fly, inden det crashede, men bagefter døde på mystisk vis en efter en - for døden kan man ikke undslippe, især ikke hvis man står på hans liste - er handlingen i 2'eren flyttet til biler og motorvejsulykker, men ellers er konceptet det samme. Pigen Kimberley er på udflugt med sine venner, men får midt i en trafikprop et syn om et kommende harmonikasammenstød. Hun får afværget det, men opdager snart, at døden skal man ikke stille sig i vejen for. Resten af filmen går så med, at hun alligevel - men selvfølgelig forgæves - forsøger, og det giver anledning til nogle grumme dødsfald med delikate detaljer. Desværre virker de ikke efter den uhyggeskabende hensigt, for i kontrast til det imbecile plot, kommer de blot til at stå som ufrivilligt komiske effekter. Som når en af fyrene bliver skåret over af et flyvende ståltrådshegn og falder fra hinanden i tre lige store portioner.

Det mest uhyggelige ved »Final Destination 2« er faktisk, at et filmselskab overhovedet bruger penge på at lave en film som denne.