DRs spøgelseshistorier om religion

Kristian Lindberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

DR har kastet sig ud i et ambitiøst forsøg på at beskrive danskernes tro og religion. I programserien »Tro, håb og videnskab« forklarer fire videnskabsmænd deres eget relativt positive forhold til det åndelige eller det, der ligner.

At beskrive danskernes forhold til tro er en vaskeægte public service-opgave, for på trods af, at religion og tro, til venstrefløjens store ærgrelse, fortsat er et omdrejningspunkt i samfundsdebatten, er det få privatejede medier, der føler trang til at beskæftige sig i dybden med det kommercielt set lidet attraktive emne. Derfor skal DR have ros for at forsøge.

Historisk set har DR dog haft den samme stedmoderlige attitude til religion og tro som de privatejede medier. Ud over i sporadiske kristenteologiske reservater som Jørgen Thorgaards »Eksistens« har det marxistiske håb om en udfasning af det religiøse altid spøgt i DRs tankesæt.

Jeg ville ønske, at det spøgelse var blevet stedt bare midlertidigt til hvile i DRs nye programrække, for selv om programmerne er betydeligt mere i øjenhøjde med denne del af vores kultur end programmer som Deadline eller Aftenshowet, er indholdet grundlæggende støbt i de samme, gamle DR-skabeloner, hvor troen holdes op som et kuriøst fremmedlegeme i den rationelle verden.

Gertrud Højlund er en sympatisk og engageret vært i »Tro, håb og videnskab«, men seriens ulyksalige intention om at få en nøgtern, videnskabelig beskrivelse af den religiøse livserfaring bliver ikke opfyldt. Naturligvis ikke, fristes man til at sige, for som programmet faktisk selv gør opmærksom på i sin indledning, er konceptet et dumstædigt forsøg på at forene uforenelige verdener.

Evolutionsforskeren Eske Willerslev siger eksempelvis i det første program, at når evolutionen ikke forlængst har frasorteret det religiøse behov, så må det være, fordi der er et »godt« formål med religionen. For forskeren er denne tolkning dog ikke nok - han må have et håndgribeligt bevis, så derfor supplerer han med en lejrbålshistorie om et møde med en ånd i den sibiriske ødemark, der ligesom skal dokumentere, at der er mere mellem himmel og jord.

Hjerneforskeren Morten Overgaard har i årevis arbejdet med »bevidsthedsproblemet«, det vil sige årsagerne til, at vi ikke umiddelbart kan sætte lighedstegn mellem observationer af hjernens elektriske mikrooperationer og den følelse af et »selv«, som vi alle går rundt med.

I modsætning til de fleste andre forskere, der er materialistisk sindede, gør Overgaard sig dermed til fortaler for en dualisme, hvor det menneskelige består af andet end atomer. Det kvalificerer ham i mine øjne ikke som »en troende«, men blot som en person, der peger på de grænser, der til dato er sat for konkret viden.

Dermed ikke sagt, at forskere ikke har lov at udtale sig om tro, for det har de selvfølgelig ligesom alle mulige andre - inklusive de ikke-troende. Hvad et program som »Tro, håb og videnskab« dog kommer til at styre udenom, er kristendommen og de troende danskeres specfikke bekendelse til denne tros indhold og lære.

Dette har givetvis at gøre med DRs pluralistiske ideologi, der som regel er fuldtud efterstræbelsesværdig, bare ikke når 1000 års kristen oparbejdet teologi og livsforståelse indirekte bliver sidestillet med tågede fornemmelser - al respekt for sibiriske ånder.