Det omstridte »Martyrmuseum« hylder ikke terrorister

Den omdiskuterede installationsforestilling »Martyrmuseum« på teatret Sort/Hvid er alt andet end en hyldest til terrorister

"Replika" af en selvantændende buddhistisk martyrs forkullede hjerte. Foto: Boris Grimbäck. Fold sammen
Læs mere
Foto: Grimbäck foto

Politianmeldelse?

Det var sådan set de politikere, der er faret i flæsket på kunstnergruppen The Other Eye Of The Tiger og Teatret Sort/Hvids teaterinstallation »Martyrmuseet«, inden de overhovedet har oplevet den, som skulle meldes – om ikke til politiet, så til åndssvageforsorgen. Hvis der stadig var noget, der hed det, hvis det stadig var et udtryk, man måtte bruge.

Stor var balladen i disse så hårdt optrukne tider, da det kom frem, at der var givet offentlig kunststøtte til et projekt, der ville sætte en række martyrer på udstilling, og at man i den forbindelse ville hylde vor tids islamistiske terrorister ved at lade dem indgå i et fiktivt museum vis a vis den kristne heltinde Jeanne d’Arc, den myrdede borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King og den »bundhæderlige« socialis Rosa Luxembourg, der måtte lade livet for sin overbevisning.

Lad det være sagt med det samme, og jeg kan sige det, for jeg har været der: »Martyrmuseum« er alt andet end en blind glorificering af martyriet, endsige af vor tids svøbe, den islamistiske terror. Nej, udstillingens bagmænd, en kunstnergruppe funderet i Den Danske Scenekunstskole, legitimerer ikke »terror og terrorhandlinger, når de vælger at fremstille terroristerne, som har medvirket i flere internationale terroraktioner, som helte,« sådan som det hed i politianmeldelsen fra den vildfarne Venstre-politiker Diego Gugliotta.

Helte? Ikke det, der ligner. Jo, i egen indbildning, og det er vel næppe en kendsgerning, man kan løbe fra? Vi kommer vel heller ikke uden om, at der er nogen, der ikke kan lide os. I en sådan grad, at de er villige til at gå i døden for det. At nævne det og adressere det, at få os til at reflektere over den kendsgerning, er vel ikke det samme som at omfavne den? Er det det samme som ikke at fordømme feje angreb på civile? Er forståelse lig med tilgivelse?

Hvad er det egentlig for et samfund, politikerne ønsker, vi skal kæmpe for, hvis kunsten skal have mundkurv på, før den overhovedet har lukket den op? Eller sagt på en anden måde: Hvad er det for et samfund, der er bange for tankevirksomhed?

Lad os lige beskrive, hvordan »Martyrmuseum« er bygget op. Man kan vælge bare at se den selv. I så fald er det en ganske almindelig udstilling i de industrielle lokaler med en lang række martyrer fra de gamle grækere (Sokrates!) frem til i dag, hentet fra alle kulturer – ikke bare dem af religiøst eller politisk snit, også dem, der har ladet livet for videnskab og økologien.

Deres primitivt fotokopierede kontrafejer suppleres af såkaldte småmakabre »artefakter« udstillet i montrer, som f.eks. den første sten, der blev kastet mod martyren Sankt Stefan – en leg med museumsklicheerne, men også en påmindelse om ikke at tage alt for pålydende.

Man kan også gå rundt på udstillingen med en kustode, ved pressevisningen den karismatiske skuespiller Morten Hee Andersen, der veksler behændigt og virkningsfuldt mellem at være den venligt imødekommende og informerende rundviser og medie for de forskellige historier om vidt forskellige mennesker, der har ladet livet for deres overbevisning.

Han kan pludselig låne sitrende krop og intens stemmeføring til historier om en buddhistisk munk, der brænder sig selv af under Vietnamkrigen, en polsk katolsk præst, der går i døden for andre i Auschwitz, en tetjensk »sort enke«, der gør sig klar til at detonere en bombe i Moskvas undergrundbane, terroristen Omar Ismail Mostefas sidste ord, som, vendt om, er det, vi siger om Islamisk Stat: Vi bekriger jer, fordi I bomber os.

Undervejs er vi udstyret med høretelefonerne, der sender stemmerne helt ind i øregangen på os og sætter stemningen med et lydspor, der bringer situationerne tæt på. Det er det, kunsten kan i modsætning til de mange avisartikler om emnet: få os til at føle gruen, angsten og ubehaget – og den uforståelige opofrelse - på vores egen krop. »Der findes ingen genvej til himlen«, som det hedder et sted.

Den eneste anke er, at man godt kunne have dvælet endnu mere ved de enkelte skæbner, som er på vej til at blive foldet ud, men som forlades for at gå videre til næste billede.

Installationen kommer til at handle om, og det er det, vi sendes hjem med, at definitionen på en martyr er vidt forskelligt, afhængig af, hvem, der taler. Den viser lige præcis denne væsentlige pointe. Den sidestiller ikke martyrerne, den frikender ingen, men insisterer på kompleksiteten. Den bid information kan vi vel godt håndtere?

Kulturminister Bertel Haarder var blandt de stemmer, der var ude og fordømme »Martyrmuseum« inden nogen overhovedet anede, hvad der ville komme til at foregå i Sort/ Hvids lokaler i udkanten af Kødbyen, selv om han skulle have holdt sig for god til det. Han ville »heller aldrig sætte sine ben der«.

Det synes jeg ærligt talt, han skylder »Martyrmuseum« at gøre.

Hvad: »Martyrmuseum«

Hvem: Af kunstnergruppen The Other Eye Of The Tiger i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole og Sort/Hvid.

Hvor: Sort/Hvid, Staldgade 38,København V. Til 10. juni.