Det er de gode viljers dag – hver dag. De Gode Viljer er dem, hvis liv tilsyneladende får mening ved at belære alle andre om, hvordan vi skal leve vores liv. Hvad er sundt og rigtigt og politisk korrekt?

De Gode Viljer er hovedpersoner i Michael Elmgreens og Ingar Dragsets omfattende udstilling, »Biography«, på Statens Museum for Kunst. De Gode Viljer slår for eksempel til, når boligbehov bliver søgt løst ved at bygge betonsiloer uden for bykernerne.

Det var nemt og rationelt – og tager man som et dansk eksempel Gellerupparken ved Aarhus, lå der mange arkitektonisk fine overvejelser i projektet. Og det var angiveligt en stor personlig skuffelse for en af arkitekterne bag boligbyggeriet med de store lejligheder og de grønne områder, at så mange mennesker, der havde mulighed for det, valgte den individualistiske og »småborgerlige« forstadsidyl i det nærliggende parcelhuskvarter, Tilst, i stedet for Fællesskabet i højhusbyggeriet. 

Et af de første værker, man møder på Elmgreen & Dragsets udstilling, er en meget stor skulptur, der er et billede på netop denne form for opbevaring af mennesker. Skulpturen ligner en bygning og henter sin inspiration fra et hus i virkelighedens Berlin. Men det er ikke en gengivelse i 1:1. Det er en fortolkning af moderne etagebyggeri, man kan finde hvor som helst. Den slags byggeri er et af eksemplerne på, at De Gode Viljer undertiden kun er halvhjertede. De gør det ikke ordentligt med det samme.

De søger at slippe billigt om ved det. Så kommer regningen også først til deres efterfølgere. Eller måske til et helt andet kontor. Skulpturen i kunstmuseet er et billede på, hvor nødtørftigt en del moderne boligbyggeri er – og måske også derfor bliver behandlet med ligegyldighed. 

Elmgreen & Dragset

Husskulpturen er genbrug fra et ikke mindre end fantastisk sceneri, Elmgreen & Dragset i 2011 viste i en meget, meget stor værftshal i Rotterdam. Her fik den den plads, den fortjener, og den indgik i en gigantisk installation. Man skal forestille sig et forstadsagtigt boligmiljø ud på aftenen. Her var – blandt andet – en etageejendom og en parkeringsplads. I et hjørne en langtidsparkeret bil.

Dækkene og andre dele var allerede væk. Der var også nogle bænke, et lille anlæg med en skulptur af den slags, man finder i så mange små byparker, et offentligt toilet osv. osv. Mange af gadelygterne var selvfølgelig gået ud, og der lå tømte øldåser og andet affald her og der, som der nu gør i byrummet, fordi nogle tror, at deres mor eller far kommer og gør rent efter dem. Så langt har De Gode Viljer endnu ikke strakt sig. Men det er tæt på.

Det samme mørke sceneri er mimet i en af Elmgreen & Dragsets store installationer til Statens Museum for Kunst. Her har det fået en drejning, der snarere gør det til en amerikansk nat med et knækket Las Vegas-skilt og en indhegning, man finder ved et sleazy motel af den slags, hvor man ikke bliver synderligt overrasket over at finde et lig drivende i poolen. 

Det er der minsandten også her, og man kommer til at tænke på den samme scene under Elmgreens & Dragsets både foruroligende og humoristiske projekt til biennalen i Venedig i 2009, hvor en tilsvarende figur var et ironisk billede på »den homoseksuelle kunstsamler«. 

En ironisk fremstilling

I Rotterdam dukkede forskellige skikkelser op i halvmørket og spillede roller som »teenagemoderen«, »trækkerdrengen« og de »lokale småforbrydere«. Det må man undvære i København – men det betyder ikke, at der ikke både er spor af mennesker og gengivelser af mennesker i deres værk.

Ser man ind gennem etageejendommens vinduer møder man en scenografi, der fortæller om værelsernes beboere. Som det ofte er tilfældet hos Elmgreen & Dragset, er det en slags ironisk fremstilling af stereotyper og dermed betragterens fordomme. Men det er også et billede på de liv, der udleves på trods af De Gode Viljer og deres forsøg på at regulere vores interesser, vores forbrug af forskelligt der ikke er indlysende sundt, vores måde at tænke på eller – endda – at stemme på.

Undertiden må De Gode Viljer da standse op og overveje: Hvorfor gør de ikke, som vi siger? Hvorfor adlyder de ikke? Vi gør det jo for deres egen skyld! Værket – og hele udstillingen – rejser en diffus kritik af hele den moderstat, der afløste velfærdsstaten eller erstatter den velfærdsstat, der ikke længere er råd til. 

Og som derfor betyder, at De Gode Viljer må regulere og afrette os i et sådant omfang, at vi ikke koster penge, men blot arbejder, så De Gode Viljer kan fordele statsmagtens skatteindtægter, som var det dens egne penge, og bruge resten til at regulere borgerne med endnu flere påbud og forbud.

Velfærdsstatens udgangspunkt var dybt sympatisk – og en logisk historisk udvikling? – og ingen kan vel have noget imod, at samfundet tager hånd om de svageste. Men den udviklede sig også – sådan oplever mange borgere det i hvert fald – til et bureaukratisk uhyre; en serie af instanser der ved siden af dem, der regulerer, gør deres bedste for at kontrollere.

Og det er formodentlig et af hovedtemaerne i Elmgreen & Dragsets tredje store installation til nationalgalleriet. Afhængig af sin fødselsdato går man enten til venstre eller til højre ind i en labyrintisk struktur, der består af lange desorienterende gange, hvor man støder på humoristiske billeder på bureaukratiets væsen. Igen: Ikke 1:1. Ikke »som i virkeligheden«.

For kunst er billeder. Men helt sikkert noget alle genkender i deres møde med autoriteterne og institutionerne. Uanset deres karakter.

Hvem: Elmgreen & Dragset. Hvad: »Biography«. Hvor: Statens Museum for Kunst. Hvornår: Tirsdage-søndage 10-17, onsdage 10-20. Til 4. januar.