Ægypterne, altså dem der levede, da pyramiderne blev bygget, farvelagde deres skulpturer. Det samme gjorde den minoiske kultur på Kreta.
Faktisk gjorde alle oldtidens civilisationer det. Så oprandt antikken – og da blev alle skulpturer med ét slag hvide i nogle hundrede år på begge side af vor tidsregnings begyndelse.
Hvorefter kunstnere ufortrødent gennem århundreder fortsatte med at arbejde med polykrome skulpturer. Hvordan kan det dog være? Hvorfor er der en periode, hvor skulpturer pludselig bare er hvide?
Forklaringen er, at drømmebilledet om antikkens hvide skulpturer var falsk. Både grækerne og efter dem romerne, der på mange måder kopierede grækerne, brugte et væld af farver til både skulpturer og bygninger. Også antikken var i farver – og efter alt at dømme var for eksempel både templerne og de skulpturer, der var i dem, mangefarvede – og tilstræbt naturalistiske. Ansigter og arme var hudfarvede. Tøj og smykker i stærke farver. Kom der blod ud af et stiksår, var det til at få øje på.
Hvad enten man kender de græske eller romerske templer fra den – forkerte – opfattelse, som generationer har fået gennem oldtids- og kunsthistorien, eller man som turist har oplevet dem i for eksempel Athen og Rom, er erkendelsen af, at den tids bygninger og skulpturer var kulørte, temmelig rystende.
I stedet for forestillingen om antikkens hvide verden, må det at forestille sig den tids byer være som at træde ind i et kulørt mareridt. Lidt som hvis Poul Gernes i stedet for blot at farvesætte Palads-biografen, havde malet hele hovedstaden rød, blå, gul, grøn osv. Og selv om smag ikke nødvendigvis bør diskuteres, er der næppe nogen tvivl om, hvad der stadig står som den største kunstneriske oplevelse.
Ny Carlsberg Glyptotek i farver
Den polykrome antik er emnet for en ny udstilling i Ny Carlsberg Glyptotek, som netop er et af de mange museer verden over, der på sin vis har bidraget til at fastholde opfattelsen af, at antikken var hvid.
Det var den også for dem, der opdagede og udgravede den, og det fik på mange måder skelsættende betydning for den både æstetiske og mentale selvopfattelse i Europa.
Det er absolut ikke en nyhed, at antikken var kulørt. Allerede for ti år siden viste Glyptoteket eksempelvis en udstilling med samme emne.
Forskellen på den, »ClassiColor« i 2004, og den nye, »Som forvandlet«, er, at sidstnævnte er endnu bedre og lægger større vægt på at forklare, hvordan udstillingens forsøg på at rekonstruere nogle af antikkens skulpturer i en kulørt udgave er baseret på intens forskning i et felt, hvor Glyptoteket både spiller en førende rolle og indgår i et internationalt netværk.
Der er kun tale om formodninger. Ingen kan sige, at sådan så antikkens skulpturer ud. De kan have haft andre nuancer. Men undersøgelser i undertiden umiddelbart usynlige rester af farvepigment indikerer, at det har været noget i den retning.
Én ting er helt sikkert. Hvide var de ikke. Det troede man ellers, da man mere systematisk i det 18. og 19. århundrede begyndte at gennemføre store udgravninger i Grækenland og Italien.
Beundring for antikkens kultur
I forvejen var der i tiden en udtalt beundring for antikkens kultur, som man kendte den gennem forfattere som for eksempel Platon og Plinius, Seneca og Cicero. Og i hvert fald lærde kredse i Europa beundrede deres humanistiske tankesæt og deres forestillinger om statsdannelse, moral, religion, poesi og billedkunst.
Faktisk nævner Platon et sted – fremgår det af en af udstillingens plancher – at der var en nær sammenhæng mellem skulptur og maleri. Maleren og billedhuggeren har ganske enkelt arbejdet sammen om bestillingsopgaver, og det er der flere pædagogisk fine eksempler på udstillingen.
Da opmærksomheden – for eksempel i forbindelse med udgravningerne af Pompeji og Herculaneum – så faldt på alle disse templer og søjler og mere eller mindre fragmenterede skulpturer, blev man rigtig glad for, at de var hvide.
Den indflydelsesrige oldtidsforsker J.J. Winkelmann talte højstemt om det ædle enfold og den stille storhed, der kendetegnede den antikke skulptur (og dens bygninger), og det blev så det europæiske skulpturideal. Disse tyste, hvide, værdige og ophøjede skulpturer, af hvilke Glyptoteket også har en pragtfuld samling, hvoraf et udsnit tjener som en slags optakt til udstillingen, har – også i dag – et uudgrundeligt, såkaldt eviggyldigt udtryk.
Et udtryk, der både synes at rumme noget fælles menneskeligt arvegods, en historie, en bevidsthed og en erindring, og at referere til en lykkelig tid i antikkens Arkadien, hvorfra blandt andet rudimentære forestillinger om en slags demokrati og et lighedsbegreb (i hvert fald mellem mænd, ligesom hos vikingerne) stammer.
Lyset fra Akropolis kastede et inspirerende skær gennem århundreder og kom også til gennemgribende at påvirke det nyklassicistiske skulpturbegreb. Michelangelo fremhævede billedhuggerne på malernes bekostning, for de kunne jo skabe billeder uden at bruge farve. Canova og Thorvaldsen – to af Europas absolut største billedhuggere – arbejdede i hvidt.
Antikken var hvid (troede man). Derfor blev det europæiske skulpturideal også hvidt.
At man havde overset, at antikkens skulpturer aldeles ikke var hvide, men derimod – i hvert fald hvis man ser rekonstruktionerne – temmelig kulørte og med vores falske idealers øjne temmelig kitschede, havde endnu en fordel:
Alle de andre store civilisationer, både dem vi højagtede og dem vi ringeagtede, havde farvet deres skulpturer. At statuerne i den europæiske kulturs vugge havde være hvide, måtte da nødvendigvis gøre os til noget særligt.
Slebet hvide af tidens tand
Det var så ikke tilfældet. Det var fejlslutning og forblændelse og måske også efterhånden her og der lidt historieforfalskning, for var farverne ikke helt forsvundet, fandtes der metoder, som sikrede forestillingen om den hvide fortid.
Som man så må tilgive, fordi inspirationen fra antikken skabte en så stor og vidunderlig europæisk billedkunst, der kan beses i for eksempel kirker og museer.
Man fandt selvfølgelig efterhånden farvepigmenter, og der dukkede også buster og statuer op, hvor der sad farverester, der ikke var slebet af tidens tand, som det hedder. Skulpturerne blev med tiden forvitrede, regnen og blæsten vaskede dem spøgelsesagtigt gråhvide, og mange af dem blev i øvrigt ødelagt af fjender eller brugt som byggematerialer af efterkommere.
Skønt man ikke dengang havde den teknik, vi har i dag, var der allerede for et par århundreder siden forskere, der påpegede, at der formodentlig havde været en eller anden form for bemaling, og det har blandt kendere været almenviden, som ingen overanstrengte sig for at dele.
Det er først i de senere tiår, at området er blevet mere systematisk udforsket, og man er gået så langt som til at fremstille kopier med sandsynlige bud på, hvordan antikkens skulpturer i virkeligheden så ud.
Det betyder naturligvis ikke, at alverdens kunst- og kulturhistoriske museer nu begynder at farvelægge antikkens skulpturer og arkitekturfragmenter.
Forhåbentlig ikke. For eksemplerne på dem er vigtige af ikke alene æstetiske grunde – de er simpelthen meget smukke, fascinerende, dragende og appellerende – men også fordi de dannede baggrund for en stor tid i europæisk kunst. Hvorfor har museerne ikke for længst med stærkere styrke påpeget, at forestillingen om det hvide Arkadien var falsk?
Sådan er det med hvide løgne. De er som regel nyttige, og historien om den hvide skulptur og lyset fra Akropolis var simpelthen for god til at være falsk.
Hvad: »Som forvandlet – antik skulptur i farver«.
Hvor: Ny Carlsberg Glyptotek.
Hvornår: Tirsdage-søndage 11-17. Til 7. december.