Coronavirussen skaber måske en ny slags kunstnere – som tuberkulosen gjorde det for 200 år siden

»Nerveadel« kaldte Strindberg det. Fra begyndelsen af det 19. århundrede blev sygdom betragtet som en særlig port til det åndelige.

Det var Nietzsches tanker, især »Also Sprach Zarathustra«, der inspirerede Strindberg til hans ideer om »nerveadelen«. Her er Nietzsche portrætteret af Edvard Munch, selv fuldbyrdig nerveadelsmand. Fold sammen
Læs mere
Foto: The Granger Collectino/Ritzau Scanpix

Coronaepidemien isolerer os. Vi trækker os ind i vore skaller og begynder at se indersiden af vore hjem med et nyt blik: OK, det er så det, tænker man. Der er millioner af streamingtilbud på alle vore skærme, der er e-bøger, der er puslespil, men i sidste ende er der også os selv.

Kan vi finde udvikling ved at kigge indad? Eller er det for skræmmende et perspektiv? Vil truslen fra coronaen – og sygdommen selv måske – i sidste ende gøre os mere følsomme, mere filosofiske, mere indsigtsfulde? Eller vil Netflix og muligheden for at få leveret pizza til døren holde os fast i business as usual? Det vil de næste uger give os svaret på.

Sygdom og kunst

I kunsthistorien har sygdom altid spillet en stor rolle, og altid har grundforståelsen været, at en byttehandel finder sted: Når man mister noget fysisk, vinder man noget åndeligt. Den blinde seer er en tidlig trope i litteraturen og går igen og igen gennem litteratur og popkultur. Både Odin og Marvel-figuren Dæmonen (Daredevil) er eksempler på dens levedygtighed.

I begyndelsen af den moderne tid, i romantikken, blev svindsot, tæring eller på almindeligt dansk tuberkulose den store kunstnersygdom.

Tuberkulose er stadig en af verdens store dræbere, og WHO antager, at cirka en fjerdedel af verdens befolkning er smittet. I vores del af verden har sygdommen ikke været noget problem siden calmettevaccinen blev opfundet, men som sagt: Fra romantikken og godt hundrede år frem var tuberkulose nærmest et adelsmærke for en kunstner.

Tuberkulose er en infektion, der som oftest rammer lungerne. Den syge hoster, taber kropsvægt og kan ikke være så fysisk aktiv længere. Og måske var det det – inaktiviteten og tilstanden af at være »anderledes« – der hurtigt gav sygdommen sin aura af noget ædelt: en langsom bortsvinden, en påtvungen tilstand af meditation og refleksion.

Når man mest lå i sin seng eller opholdt sig roligt i hjemmet, så måtte verden komme til den syge og ikke omvendt, og i den tilstand så det romantiske sind en slags tankens frihed.

»Det er os på Jorden, der er staklerne. Meget typisk var det også to strofer fra »Adonais«, Mick Jagger valgte at læse højt ved mindekoncerten for Brian Jones i Hyde Park 5. juli 1969.«


En af de tidligste og mest berømte »tuberkulosekunstnere« var lyrikeren John Keats, som døde af sygdommen i 1821 i et lejet hus ved den spanske trappe i Rom. Keats var på det tidspunkt kun 25 år gammel og blev både på grund af sin æteriske digtning og den mærkelige ting, der hedder tidsånden kort tid efter sin død kanoniseret som en af datidens popstjerner; det unge utilpassede geni, som døde en alt for tidlig død, og som præcis på grund af sin skrøbelighed kunne række ind i verdener, vi andre kun kan se i glimt.

Hans beundrer og digterkollega Shelley skrev elegien »Adonais« til minde om Keats. Et digt, der helt i romantikkens ånd fremmaner dén højere sfære, Keats nu for evigt er gået ind i: Det er os på Jorden, der er staklerne. Meget typisk var det også to strofer fra »Adonais«, Mick Jagger valgte at læse højt ved mindekoncerten for Brian Jones i Hyde Park 5. juli 1969.

»Peace, peace! he is not dead, he doth not sleep / He hath awaken'd from the dream of life,« skrev Shelley om vennen John Keats, der døde af tuberkulose i 1821. Fold sammen
Læs mere
Foto: The Granger Collectino/Ritzau Scanpix.

Tuberkuløse nihilister

Keats’ død og hans hastige berømmelse var uden tvivl medvirkende til yderligere at knytte kunst og tuberkulose til hinanden. Op gennem 1800-tallet, i takt med at en fælles europæisk offentlighed blev mere og mere tydelig, blev også »svindsoten« som kunstnerisk adelsmærke nærmest hyldet.

Chopin var en anden superstjerne, som led af tuberkulose, og i det hele taget dukker sygdommen ofte op i 1800-tallets musik, især almindeligt kendt i operaerne »La Traviata« og »La Boheme«, hvor begge de kvindelige hovedpersoner har tuberkulose.

Fascinationen af tuberkulose som sandhedsserum og kunstinkubator holder sig op gennem det 19. århundrede. I Dostojevskijs forfatterskab formelig vrimler det med tuberkuløse eller på andre måder visnesyge karakterer, der alle har rollen som en blanding af nihilister og seere. Der er Ippolit i »Idioten«, Kirillov i »De Besatte« og til en vis grad Katarina Ivanova i »Forbrydelse og Straf«.

Dostojevskijs romaner vrimler med tuberkuløse nihilister. De spiller som regel rollen som seere, der kommenterer og ser igennem hovedpersonernes genvordigheder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix.

I det 20. århundrede bliver Kafka endnu en berømt tuberkuløs digter, hvis »mærkelighed« og foruroligende visionære kraft kædes direkte sammen med hans sygdom.

»Hele institutionen, han indlogerer sig på, og den sygdomsfascinerede verden, han tilbringer romanens syv år i, roterer omkring tuberkulose, dødsdrift og kunst.«


Også syge billedkunstnere

Blandt tidens billedkunstnere rumsterer den syge følsomhed også: Van Goghs og Gauguins overspændte sind var en del af deres offentlige persona, ligesom det var det for Edvard Munch, der ud over at iscenesætte sin egen »sygdom« har malet talrige billeder af tuberkulosepatienter.

Selv Wiener Secessionen, der i skrift dyrkede et mere vitalistisk ideal, havde også plads til Gustav Klimts blege anæmiske kvinder og Egon Schieles sygt udseende nøgenstudier.

Afskeden med den tuberkuløse nerveadel får vi for fuldt udtræk i Thomas Manns »Der Zauberberg« – »Troldomsbjerget« – fra 1924. Hovedpersonen, Hans Castorp, fejler ikke noget selv, men søger i sanatoriet i Davos den isolation og eftertanke, der kommer med sygdommen. Hele institutionen, han indlogerer sig på, og den sygdomsfascinerede verden, han tilbringer romanens syv år i, roterer omkring tuberkulose, dødsdrift og kunst.

Strindbergs »Nerveadel«

Selve udtrykket »Nerveadel« skylder vi August Strindberg, som bruger det i »Frøken Julie«. Her er vi i hyldesten af den store, sygdomsfremkaldte sjæl gået fra det fysiske til det psykiske.

I slutningen af 1800-tallet begynder flere og flere forfattere at interessere sig for sindets krinkelkroge og psyken som en selvstændig mark for inspiration. Knut Hamsun skriver i »Sult« fra et sådant hyperfølsomt sind, hvor enhver anelse ganges med tusind. Ifølge samtidige rapporter fra Hamsuns ophold i København i 1880erne var han selv sådan. Også når han ikke sultede.

Ideen om det »ædle« i den nervespændte kunst fik Strindberg fra Nietzsche, som i 1888 blev introduceret i Skandinavien af ingen ringere end Georg Brandes, og selv om samfundets brydninger i dag er nogle helt andre, end de var på Strindbergs tid, har forestillingen om en sådan »nerveadel« vist sig meget stædig.

Det var August Strindberg, der introducerede begrebet »nerveadel«. Han var meget optaget af Nietzsche og Georg Brandes introduktion til ham i 1888 i København. Portrættet af ham her er af Edvard Munch. Fold sammen
Læs mere
Foto: the.

At sygdom eller et sygeligt sind kan åbne for indsigter, som »almindelige« mennesker ikke har adgang til, synes at være en grundfigur i den vestlige kultur, hvor kød og ånd altid kæmper mod hinanden. En karakter som J.D. Salingers Holden Caulfield fra »The Catcher in the Rye« nedstammer direkte fra Keats, Kafka og Hamsun. Ligesom Michael Strunge med sit selvmord ulykkeligvis skrev sig ind i samme mytologi.

Om coronavirussen vil skabe en ny generation af excentrisk hostende, visionære digtere, vil tiden vise, men jeg vil tillade mig at håbe, at det ikke kommer til at ske; at virkeligheden vinder, selv om vi måske går glip af noget stor litteratur på den konto. »Frygt Sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en Last,« som Tom Kristensen sagde det i »Hærværk«.

Franz Kafka døde af tuberkulose i 1924. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ullstein Bild/Ritzau Scanpix.