Fra pest og kolera til corona: Pandemierne former vores kultur

Den aktuelle pandemi er kun én ud af mange op gennem historien. Coronavirussen kommer formentlig til at trække lange spor i kulturen – for det gjorde de andre verdensomspændende epidemier.

Kopi efter Hieronymus Bosch: »Skt. Antonius' fristelse« fra Rijksmuseum i Amsterdam – et af dødskultens helt store billeder. Fold sammen
Læs mere

Vi kan være en pestilens for vores omgivelser. Vi kan måske ligefrem forpeste andre mennesker.

Pesten midt i 1300-tallet har været middelalderens største forskrækkelse og bidt sig fast i vores sprog. Den har faktisk lagt sig som et traume over store dele af vores kultur og farvet selve vores forestilling om verden.

Hvem følte for eksempel ikke et ekstra stik ved Max von Sydows død forleden med tanke på hans første hovedrolle og dens aktualitet? Hvem forbandt ikke hans pestbefængte ridder i »Det syvende segl« med vores udsigt til endnu en pandemi og måske til flere dødsfald af den urimelige slags?

Den unge mand i Ingmar Bergmans film har overlevet drabelige korstog under varmere himmelstrøg og lander så alligevel på hjemlandets strande med sygdom i kroppen og en vis herre siddende ved skakspillets sorte brikker.

Max von Sydow som ridderen, der spiller skak med døden, i Ingmar Bergmans »Det syvende segl« fra 1957. Foto fra filmen. Fold sammen
Læs mere

Byldepesten i den sene middelalder var hverken historiens første eller sidste. Sygdommen krævede faktisk 25 millioner dødsofre allerede i år 541 og dermed halvdelen af alle liv på tværs af romernes engang så stolte rige.

Men udbruddet i 1347 med sicilianske søfolk som de sandsynlige smittekilder og 100 millioner dødsofre som resultat står som verdens værste nogensinde. Og det finder først og fremmest sted i en tid med renæssance alle steder og derfor med dramatiske forandringer rent kulturelt og masser af skønånder klar til katastrofens bearbejdelse.

»Fader forlod barn, hustru forlod ægtemand, den ene bror den anden,« skriver øjenvidnet Agnolo di Tura fra Siena i det italienske. »Thi denne pest rammer tilsyneladende gennem åndedrættet og synet. Og man kunne ikke finde nogen, der ville begrave de døde for penge eller venskab.«

»Døden og soldaten« fra 1510 af tyske Albrecht Dürer kan i dag beses på Statens Museum for Kunst. Fold sammen
Læs mere

Man giver jøderne skylden. Eller tiggerne eller staklerne med psoriasis. Giovanni Boccaccio har fulgt pestens hærgen på nærmeste hold i 1348 og begynder året efter hovedværket »Dekameron« med den som baggrund. Syv kvinder og tre mænd er flygtet fra Firenzes ildelugtende gader til et dejligt landsted og slår nu ventetiden ihjel med fortællinger om lykkens uforudsigelige veje.

Bange for døden

Folk i renæssancen får også en ny angst. De virker fra nu af bange for den uventede og måske uforskyldte død. Ingen kan rigtig se meningen med mange og tilfældige ofre på én gang.

Kulminationen på den tankegang kommer rigtignok først med Lissabons store jordskælv i 1755 og mange iagttageres skepsis over for Vorherres rationale. Men pesten gør folk over hele Europa besatte af døden allerede fra dag ét. Skrifter om døden og en ny slags billeder af døden får ekkoer helt frem til vor tid.

»Og i hans øjne så jeg døden« er et maleri af Ejnar Nielsen fra 1897 og hænger i dag på Statens Museum for Kunst. Fold sammen
Læs mere

»Om kunsten at dø« af franskmanden Jean de Gerson er en slags selvhjælpsbog fra omkring 1403 med gode råd til både den døende selv og de pårørende. Skal man for eksempel blive siddende ved sin døende mand og dermed udsætte sig for samme smitte?

Gersons svar er tæt på genialt: Du skal så vidt muligt selv sende dine pårørende væk fra dødslejet. Mange familier har følt sig lettet og fritaget for samvittighedskvaler over sådan et råd. Ikke så få mennesker oplever endnu i dag deres døende familiemedlem ligge overvåget gennem lang tid og så alligevel forlade verden under et øjebliks vagtskifte.

Kultens billeder kendes fra utallige husmure og mænd med leer. Juristen og lyrikeren Jean le Fèvre Ressons benævner allerede omkring 1375 livets slutning som en dans med døden.

Bernt Notkes »Dødedans« fra slutningen af 1400-tallet hænger i Nikolaj-kirken i Tallinn og er et af Estlands helt store kunstskatte. Fold sammen
Læs mere

Den slags danse bliver meget udbredt op gennem 1400-tallet med en udsmykning på De Uskyldiges Kirkegård i Paris som den første og »Døden fra Lübeck« som den mest berømte.

Ingmar Bergman slutter rent faktisk »Det syvende segl« med Døden i spidsen for sådan en dans og refererer altså direkte til pestens billedverden – om end middelalderens egne billeder næsten altid giver os en kutteklædt knoglemand hver.

Danske kirker med Fanefjord på Møn i spidsen får fantastiske fresker om skæbne og død stort set samtidig med pesten. Og da koleraen rammer landet i 1848 og igen i 1853, er det med et af dansk litteraturs største og mærkeligste værker som resultat:

Fanefjord Kirke på Møn har nogle af Danmarks fineste kalkmalerier. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bøje Nielsen/Ritzau Scanpix.

Vilhelm Bergsøes monumentale »Fra Piazza del Popolo« fra 1866 har en rammefortælling som den i »Dekameron« fem århundreder før og beretter så barsk om epidemiens forløb og gruopvækkende lidelser.

Den tredje pandemi

Verdens tredje og foreløbig sidste pandemi af pest er en historie for sig: Udbruddet begynder 1855 i det sydlige Kina og varer et lille århundrede med gode og mindre gode tider undervejs. Sygdommen slår 15 millioner ihjel og går særlig hårdt ud over de gamle kolonier i Asien og Afrika samt en række vestlige havnebyer.

»Dødens Triumf« af tyskeren Georg Pencz stammer fra omkring 1550 og har alle elementer af renæssancens dødekult. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rosenwald Collection, National Gallery of Art, Washington.

Et dødstal som 119 i eksempelvis San Francisco på den amerikanske vestkyst lige omkring århundredskiftet lyder måske ikke vanvittig højt. Men ligefrem pest? At noget så middelalderligt kan ramme en topmoderne storby, ryster folk over hele landet.

Californiens guvernør i skikkelse af republikaneren Henry Gage bliver bange for økonomisk afmatning og svarer igen på udbruddet med en velkendt strategi: Han kalder hele sagen overdrevet og medieskabt og trækker endda de stadig mere nødvendige tiltag ud med en fyring af militærhospitalets lidt for åbenmundede direktør.

Guvernøren ender grundigt upopulær hos sine partifæller og må i 1903 se sig afløst af den lægeuddannede George Pardee, der til gengæld selv kommer på overarbejde med byens omfattende jordskælv bare tre år senere.

Den meget lange og relativt »flade« pandemi af byldepest frem til omkring 1960 fører så samtidig til et gennembrud inden for forskningen på feltet. Når eksempelvis danske myndigheder i øjeblikket navigerer hen mod en lang og flad kurve af smittede, trækker man indirekte på uvurderlige erfaringer fra dengang:

Selve årsagen til den dødelige sygdom studeres intenst og kan allerede i 1894 identificeres af schweizeren Alexandre Yersin som en bakterie.

Organismen bag byldepest har siden 1944 heddet Yersinia pestis efter sin opdager og gjorde tre kinesere syge så sent som i november sidste år. Men dét er en anden historie. Tænk ikke på det.