Anti-muslimsk forening vil fremvise Muhammed-tegninger i København

Ved en demonstration på Axeltorv i København vil foreningen Stop Islamiseringen af Danmark fremvise Muhammed-tegninger, som tidligere på året førte til et attentat i USA.

ARKIVFOTO fra Texas, der blev ramt af et skudattentat i forbindelse med en udstilling af Muhammed-tegninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ben Torres
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Foreningen Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) vil lørdag 26. september fremvise en række Muhammed-tegninger ved en demonstration på Axeltorv i København, fortæller Orientering på P1 ifølge dr.dk.

Tegningerne er fra en udstilling i Texas tidligere på året, der blev ramt af et skudattentat.

Sammen med foreningen Stop Islamiseringen af Nationer (SION), der er en international overbygning af SIAD, har formanden for SIAD, Anders Gravers, tidligere annonceret, at man ønsker at arrangere fire udstillinger med tegningerne i fire europæiske byer, der alle har været ramt af islamistisk terror.

Indtil videre er meldingen ikke en regulær udstilling. I stedet vil man printe tegningerne på store plakater og vise dem ved demonstrationen 26. september.

»Vi gør det, fordi ingen tør gøre det. Medierne vil ikke vise tegningerne. Skolelærerne vil ikke vise tegningerne, når de underviser om Muhammed-krisen, og det, mener vi, er et kæmpe problem for ytringsfriheden,« siger Anders Gravers ifølge dr.dk.

Under den oprindelige udstilling i Texas dukkede to mænd op og begyndte at skyde omkring sig. En sikkerhedsvagt blev såret, men kun de to gerningsmænd mistede livet.

Københavns Politi bekræfter SIADs demonstration over for dr.dk.