Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Satire er demokratiets salt

Udstillingen af utidssvarende eller forkerte forhold og af de andres dumhed, vanvid eller opstyltethed er en del af idékampen og debatten mellem tænkende mennesker. Hvis ikke vi er os selv, hvem er vi så?

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Jeg tilstår, at jeg lige så lidt som Jyllands-Posten selv så, at Danmark ville ryge ind i en kæmpe krise med den muslimske verden, da avisen bragte de nu så berømte og berygtede Muhammed-tegninger. Jeg har nemlig altid været en hund efter satire. Satire er demokratiets salt. Uden satire havde vore vestlige samfund ikke udviklet sig, som sket er. Opgøret i Nordeuropa mod den katolske kirke, som førte til Reformationen, var fuld af voldsom satire mod paver, biskopper og præster. Opgøret med Enevælden foregik også ved hjælp af satire mod konger og adel. Det efterfølgende demokrati har altid væltet sig i satire mod magthaverne, regeringerne og politiske modstandere. Satire er en øjenåbner, der tvinger os til at se tingene på en anden måde, end vi gjorde, før vi så tegningen.

Med satirikerens troldsplint i øjnene, så Jyllands-Postens tegnere på, hvordan Muhammed blev brugt og misbrugt af muslimer. Eftersom islam er blevet en del af de europæiske samfund, var dette ikke urimeligt. Islam måtte man kunne ironisere og satirisere over, ligesom man i århundreder har gjort over kristendommen. Det var lige præcis med denne begrundelse, at Albaniens præsident opfordrede landets muslimer til at afstå fra demonstrationer mod Danmark. Men sådan var der nogle, som ikke så på det, for sådan var muslimer ikke vant til at se deres religion udstillet og da slet ikke deres Profet, som overhovedet ikke må afbildes. I deres øjne havde Jyllands-Posten begået helligbrøde. Det mente paverne og enevoldskongerne også, at datidens satirikere gjorde. Og det gjorde de da også, for udstillingen af utidssvarende eller forkerte forhold og af de andres dumhed, vanvid eller opstyltethed er en del af idékampen og debatten mellem tænkende mennesker.

Vi kan forkaste andres tro og meninger og kan selv få vores tro og meninger forkastet. Uden den kamp og dialog er der ingen udvikling. Det har vi europæere vænnet os til gennem 500 år, men det havde muslimerne ikke. Derfor blev mange enten sårede eller ophidsede. Som vi ved fra Ahmed Akkaris bog »Min afsked med islamismen« udnyttede fanatiske muslimer i Danmark tegningerne til at tage et opgør med den danske kritik af islam. Danmark skulle have en lærestreg. Derfor blev de muslimske ambassadører i Danmark inddraget.

Blandt dem var især den egyptiske ambassadør og hendes udenrigsministerium straks med på at korrekse Danmark, for hjemme i Egypten stod lokalvalg for døren. Den egyptiske regering frygtede, at Det Muslimske Broderskab skulle få stor fremgang og havde følgelig brug for at vise, at Broderskabets kritik af regeringen for at være sekulær var uberettiget. Den danske statsministers afvisning af at møde de brevskrivende ambassadører udnyttede den egyptiske regering derfor til at protestere mod Danmark. Den aktiverede den islamiske samarbejdsorganisation (OIC) og klagede over Danmark til FN, og vi satte det danske diplomati i sving.

Efter at være blevet orienteret om den egyptiske henvendelse til FN, skrev jeg til den egyptiske udenrigsminister og advarede ham mod at udløse det »civilisationernes sammenstød«, som mange gerne ville udnytte tegningerne til. Men det holdt ham ikke tilbage. Han ville have en undskyldning fra den danske regering, men vi ville ikke undskylde for noget, der lovligt blev gjort i Danmark. Jeg blev undervejs spurgt, om jeg selv ville have lavet den slags tegninger, hvortil jeg svarede, at det var bedøvende ligegyldigt, eftersom mit job bestod i at forsvare tegnernes ytringsfrihed.

I kølvandet på statsministerens brev kom der således en diplomatisk krise. Den blev lagt ned lige efter nytåret 2006, hvor både Den Arabiske Liga og den egyptiske regering udtrykte tilfredshed med statsministerens nytårstale og min afvisning af de omrejsende, danske imamers påstand om, at den danske regering ville udgive en forkortet udgave af Koranen. På trods af eller netop fordi krisen nu var ovre, var islamisterne ikke tilfredse. Danmark havde jo ikke fået en lærestreg. Derfor satte de igen gang i opgøret med Danmark med dets afskyelige tegnere, som den danske regering nægtede at sætte på plads. Som jeg forklarede mine muslimske kolleger og på pressemøder i den muslimske verden, kan en demokratisk regering ikke gøre dette. Har tegnerne overskredet ytringsfrihedens grænser, er det i kraft af magtens tredeling en sag for domstolene. Det forstod de egentlig godt, men det ville islamisterne ikke forstå, for de er jo netop modstandere af demokratiet med dets ytringsfrihed, eller »ytringsfrækhed«, som Frederik VI kaldte den.

Derfor opstod i slutningen af januar 2006 den anden krise i form af boykot af danske varer. Den startede i Saudi-Arabien, hvis tavshed under krisen nu blev brugt mod den saudiske regering, som om den ikke længere var Profetens stærkeste forsvarer. Den rolle brystede Egypten sig offentligt af at have overtaget. Men netop boykotten fik EUs udenrigsministre til at udsende en støtteerklæring til Danmark. Derefter truede Egypten med at lukke Suez-kanalen for danske skibe, men det måtte Egypten opgive, da EUs handelskommissær, Peter Mandelson, mindede landet om, at det så lige skulle huske at lukke for alle skibe, for ellers brød det Suez-traktaten.

Internationalt fik vi omkring 1. februar opbakning fra FNs generalsekretær Kofi Annan, som indledte vores møde i London med ordene: »Vel, Per Stig, du er lige midt i den arabiske revolution.« Og det var just, hvad Danmark var. Efter at jeg havde vist ham statsministerens nylige udtalelse om, at Danmark respekterede alle religioner, og Jyllands-Postens beklagelse af, at avisen havde såret muslimerne, opfordrede han muslimerne til at falde til ro. Men det ville islamisterne ikke.

For at holde konflikten med de vantro vestlige samfund i gang satte de vore ambassader i brand. Dét var lige netop at gå for vidt. Hidtil havde USA forholdt sig passivt, men nu fik jeg hurtigt kontakt til udenrigsminister Condoleeza Rice, og få timer efter kom hendes pressemeddelelse efterfulgt af præsident Bush’s, hvori Danmark blev forsvaret. Bortset fra den iranske kunne de muslimske regeringer heller ikke forsvare islamisternes eskalering af konflikten, som de nu beklagede i mine samtaler med dem. De kom også siden til at betale erstatninger til Danmark.

Boykotten ebbede herefter langsomt ud, og året efter steg vor eksport til den muslimske verden igen, for atter at falde i 2008, efter at tegningerne var blevet genoptrykt. Men denne gang havde de muslimske regeringer fået nok, krisen blev kortvarig, og året efter nåede eksporten op på et højere niveau end nogensinde før. Man kan sige, at Danmark både var blevet brændt og »brandet«.

Herefter forsøgte OIC under Durban II-konferencen i 2009 at få vedtaget et internatonalt forbud mod »islamofobi« og religionskritik, men det fik den ikke noget ud af. Efter et tæt samarbejde mellem først og fremmest Norge, Egypten, Storbritannien, Sverige, flere muslimske, afrikanske lande samt Danmark fastslog slutdokumentet tværtimod, at der skal være ytrings-, informations- og religionsfrihed i hele verden, og der blev ikke anbefalet noget forbud mod religionskritik. Europa havde dermed vundet den værdikamp, som Jyllands-Postens tegnere uforvarende havde udløst.

Det betyder ikke, at kampen er slut, for den buldrer løs omkring os. Det så vi på tragisk vis i Paris i januar og i København i februar 2015, men det betyder, at vi skal stå fast om vore værdier og ikke lade os skræmme til at opgive dem. For hvis ikke vi er os selv, hvem er vi så?