Alle familier er psykotiske

11BKULinda-Bostrm-Knausgaar.jpg
Foto: Malte Kristiansen Fold sammen
Læs mere

Velkommen til Amerika

HHHHHI

Forfatter: Charlotte A.E. Glahn. Sider: 96. Pris: 200. Forlag: Lindhardt og Ringhof.

Af Jeppe Krogsgaard Christensen jech@berlingske.dk

»Det er efterhånden længe siden, jeg holdt op med at tale. Alle har vænnet sig til det. Min mor, min bror. Min far er død, så jeg ved ikke, hvad han vil sige.«

Det er en pige, der taler. Eller det gør hun ikke. For det er hun jo holdt op med. Med at tale. Så enten tænker hun, eller også skriver hun. Men tale, dét gør hun ikke, pigen i Linda Boström Knausgårds »Velkommen til Amerika«, der er en kort, vildt intens roman om en familie på kanten af kollaps.

Faren er allerede død ved fortællingens begyndelse, men han lever på sin vis stadig: Mindet og traumet er så stærkt, at han næsten materialiserer sig i lejligheden, hvor pigen bor med sin bror og mor. Hans sindslidelse, hans voldsomhed, hans uberegnelige adfærd. Hvordan han blev ved med at opsøge familien, selvom han selv var gået fra dem. Hvordan han kravlede ind ad vinduerne til lejligheden.

De to børn tackler det forskelligt. Sønnen forskanser sig i sit værelse, sømmer simpelthen alle indgange til, og gemmer sig i musikken, han skaber derinde. Datteren holder op med at tale, hvilket også er en form for forskansning mod omverdenen.

Måske er det farens psykiske sygdom, der lever videre i deres aparte reaktionsmønstre. Eller som der står et sted: »Måske at det er nedarvet. Arven slår hårdt i min slægt. Ubønhørligt.« Og måske er broren virkelig ved at blive som faren. Og måske er det derfor, søsteren også ønsker ham død: »Jeg tænkte, at jeg selv kunne dræbe ham. Kunne jeg mon få fat i min morbrors jagtgevær? Jeg fantaserede om at hugge kniven i brystet og vride rundt.«

Men ét er arv, noget andet miljø, og moren øver tydeligvis en voldsom indflydelse på børnene. Hun er en feteret skuespiller, der også synes at spille en rolle derhjemme: »Måske spillede hun altid teater? Iklædt en sportsjakke med håret i en perfekt hestehale med smilet rettet som mod et usynligt kamera.«

Moren, der spiller rollen som det trygge, velfungerende samlingspunkt i en lille velfungerende familie. »Vi var en lys familie«, lyder et hyppigt gentaget mantra i romanen, der er et psykologisk drama om forskellige sind, og om hvordan de indvirker og reagerer på hinanden. Og jo mere moren fylder lejligheden med lys, jo mere mørke udgår fra pigen og broren. Som i en form for trods. Det er hårdt at læse, men samtidig fortalt i et krystallinsk klart sprog og minder i såvel stil som indhold – familien, volden, smerten, kærligheden - om Marguerite Duras.

»Velkommen til Amerika« er nu allermest sig selv. Helt sin egen. Også selvom det under læsningen er svært ikke at tænke på Karl Ove Knausgårds selvbiografiske mammutværk, »Min Kamp«. Her skriver han meget om Linda Boström Knausgård – som han nu er separeret fra – og om hendes forhold til moren. Hun fremstår på mange måder som moren i »Velkommen til Amerika«: En urkraft, en skuespiller, en dominerende skikkelse. Og der er flere andre træk ved romanen, der giver mindelser om beskrivelsen af mor/datterforholdet i »Min kamp«.

Men hvor svært det end er, så skal »Velkommen til Amerika« naturligvis læses som en roman og ikke som en slet skjult selvbiografi. Og selv om den i nogle passager er lidt svær at følge i al sin indadkrogethed, er den oftest brillant og kan i et brede perspektiv ses som en forstørrelse af dysfunktionaliten i enhver familie. Som enhver må forsøge at overleve. På den ene eller anden måde.

I Linda Boström Knausgårds roman er kunsten en vej ud og en lindring. I hengivelsen til kunsten ligger også selvforglemmelsen. Som moren, der hver dag går på teatret og optræder. Som broren, der sidder med sine computere og trommemaskiner og skaber musik.

Men hvad med den tavse pige? Pigen, der med sin selvvalgte stumhed på én gang er ved at forsvinde og – i en tid med så meget støj og snak – træder frem i al sin anderledeshed? Hvad med hende, der ikke kan finde en udvej? Hvad med hende, der som barn ikke forstår, at morens insisteren på lys er en voksens overlevelsesstrategi, en måde at slås mod mørket, der også udgår fra hendes egne børn?

Ja, måske blev pigen forfatter. Romanen er i hvert fald skrevet i jeg-form og i datid. Som om det er sket. Som noget pigen overlevede. Ved at fortælle det.