Al magt til kvinderne teater

Nørrebro Teater lader otte vidunderlige kællinger spidde kvinderne og deres mænd i hyleskæg kønskomedie.

Kvinderne har fået nok. De beslutter sig, ganske enkelt, for at gå i sex-strejke. Nu må det være slut med mandens logefællesskab og meningsløse krigsliderlighed. Lyder det bekendt? Det er det sådan set også. Aristofanes’ gamle, græske komedie »Lysistrate« eller »Kvindernes oprør« er udgangspunkt for den moderne komedie, dramatikeren Vivian Nielsen har flikket sammen til Nørrebro Teater. I den moderne revykomedie handler det om kvindernes kamp for at få stoppet den mandsstartede krig mod Sverige – om øen Hven(!). Fint nok. Skægt nok. Men forestillingens virkelige kup er den formidable kønsleg, der opstår, når otte kvinder samtidig spiller otte mænd. Hvor skal man ende og hvor skal man begynde? Med Ellen Hillingsø fejende flotte publikumsflirt i rollen som den selvbevidste amazone og statsministerfrue, der sætter det hele i sving, eller som impotent socialdemokratisk tørvetriller – forklædt som kvinde? Med Malene Schwartz som burkaklædt, militant flippermaskine eller hårdt plaget statsminister med maske frit efter Uffe Ellemann? Med Ditte Hansens skønne nymfomanfurie, afløst af hendes eget bud på den bryske machomand i hærchefen Ricos actionmandskikkelse? Med Birgitte Raaberg som en blød mand af en ministersekretær eller overklasseløg med bridgeproblemer? Med Mille Lehfeldts seksuelt overspændte golddiggerstudine eller med hendes totale forvandling til den koleriske kapitalistolding Rask Ki’Macky Møller? Med Anette Støvelbæk som husmoderligt forfjamsket sosu-assistent eller som blidt poetiske formand for indvandrerforeningen? Med den uovertrufne krudtugle Louise Mieritz’ selvudslettende lillemor med de erotiske hemmeligheder eller hendes superbøssede spirrevip af en mandlig teateranmelder (hvor får de det dog fra?) Med Charlotte Munksgaards sexet-svenske powersuit af en allieret eller hendes selvoptagede FCK-stjerne? Vidunderlige kællinger Hvilken samling af vidunderlige kællinger, som hver og en får mulighed for at lyse på scenen – ikke mindst takket være de indlagte stand-up-monologer, signeret Jacob Tingsleff og Jonatan Spang. Her træder skuespillerinderne på skift ud af rollerne for at spille en eller anden udgave af sig selv, der - med selvironien i behold - kommenterer kvinders paradoksale lod på teatret og udenfor. Naturligvis hele tiden spejlet i den mand, som får læst og påskrevet. Og i det kvindefællesskab, som ikke nødvendigvis er, hvad det aldrig har været. Al magt til kvinderne! Også på teatret. De er overskægge som mænd – med og uden hejst flagstang i pantalonen. Endnu skæggere som de kvinder, der har det mindst lige så svært med det selvpålagte cølibat som mændene – i en sådan grad, at søsterskabet er i fare. Plat er det mange gange undervejs, inden alle får hinanden i enden – gud ske lov. Det var Aristofanes også, så det er vi ikke for fine til. Med den lille kerne af alvor, som klæder enhver komedie: Det er stadig mændene, der sidder på flæsket i samfundet. Og hvorfor er det lige, at kvinderne ikke for længst har taget magten? Er det fordi, der skal bages kage og shoppes sko? Vivian Nielsens tekst er heldigvis også kvik i replikken, fyldt med sjove oneliners, som rammer lige der, hvor de skal – leveret af et hold, som til fulde kan kunsten at øse af scenecharmen, få meget ud af ikke så meget og ridse sikre typer op. Og det hele er flot flyvende iscenesat af Kenneth Kreutzmann, så det strutter af underliv i Thomas Bjørnagers smarte drejsecenescenografi. Nørrebro Teaters nye ledelse har slået på, at de gerne vil forny komedien og skabe et morskabsteater, der kan appellere på tværs af generationerne. Og på tværs af rampen. Med »Kvinderns hævn« er de mere end godt på vej. Mænd og kvinder af alle køn: Duk jer!